Af Zeki Akil  

Tyrkiet oplever i øjeblikket en alvorlig rettighedskrise. Det er, hvad de kræfter, der forsvarer retfærdighed og demokrati og kalder sig oppositionen, siger. Vi bør sige godmorgen til dem. Var det i overensstemmelse med loven, da venstrepartiet HDP’s kommuner blev stjålet af regeringen, da dets parlamentsmedlemmers immunitet blev ophævet, og de blev sendt i fængsel? Var den fabrikerede Kobanê-retssag, der blev igangsat år senere, i overensstemmelse med loven? Var det meningen, at denne åbenlyse indblanding i det politiske liv, især i spørgsmålet vedrørende det kurdiske folk, skulle bringe demokrati til Tyrkiet?

Vidste de, der stemte for Tyrkiets invasion af Irak og Syrien og for krigstilladelserne, ikke, at de derved tilsmudsede deres egen rede? Alt kunne gøres mod kurderne, herunder massakrer og fordrivelse, og demennesker, der var med til at beslutte det, kunne bare fortsætte med at sidde i deres villaer. Ledelsen af oppositionens største parti, CHP,stempler nu kassationsdomstolens afvisning af at efterkomme forfatningsdomstolens beslutning om at løslade Tyrkiets Arbejderparti’s (TIP) stedfortræder Can Atalay som et statskup. Men det er ikke første gang! I henhold til bestemmelserne i den tyrkiske forfatning skal Tyrkiet rette sig efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme. Regeringen har ikke efterkommet disse domme. Dommene mod Osman Kavala og Selahattin Demirtaş er velkendte.

De, der kritiserer Erdoğan, bør først se på sig selv. Hvad har de gjort mod den fascistiske optrapning og lovens afskaffelse? Har de kæmpet imod det, eller er de blevet højrefløjens forlængede arm? Erdogan leger konstant med de partier, der kalder sig oppositionen. Han gør grin med dem. Nu siger han, lad os lave en ny forfatning. Er der overhovedet stadig en forfatning? Regerer Erdogan Tyrkiet i henhold til forfatningen eller efter sit eget hoved? Ingen kan påstå, at Tyrkiet styres i overensstemmelse med loven og forfatningen.

Tyrkiet har ikke brug for en forfatning. Erdoğan styrer ikke landet i henhold til lovene og forfatningen. Se på, hvordan Hitler regerede, og døm Erdoğan i overensstemmelse hermed. Hvornår regerede Hitler Tyskland i henhold til loven og forfatningen? I hvilken lov blev folkemordet på jøderne stadfæstet? Hitler gjorde ligesom Erdoğanlovene meningsløse. Han samlede al magt i sine hænder. Han underminerede institutionerne og skabte en permanent krisetilstand hjemme og i udlandet. Han tillod hverken opposition eller demokrati. Til sidst førte han Tyskland og verden ind i en stor katastrofe.

Erdoğan er ikke anderledes end Hitler. Han styrer Tyrkiet ved at skabe kriser, underminere institutioner og suspendere loven. I henhold til forfatningen er forfatningsdomstolens afgørelser bindende for alle retslige organer, institutioner osv. Ved medlemmerne af kassationsdomstolen ikke, hvad det betyder? De ved det bedre end nogen anden. Kan de som dommere ved kassationsdomstolen med deres juridiske identitet indtage en holdning, der er i modstrid med forfatningsdomstolens afgørelser? Det er ikke muligt. Man kan ikke sige, at forfatningsdomstolens dom er rigtig eller forkert, vi følger den ikke. Hvorfor kan de sige det nu og kræve, at dommerne ved forfatningsdomstolen også skal straffes?

Denne situation er på ingen måde uafhængig af Erdoğan. I sin nuværende form kan forfatningsdomstolen undertiden træffe afgørelser, der ikke falder i Bahçelis og Erdoğans smag. Bahçeli har allerede opfordret til, at forfatningsdomstolen lukkes. Det er reelt, hvad kassationsrettens nylige dom gør. Bahçelis krav bliver derfor opfyldt. Forfatningsdomstolen bliver dysfunktionel og de facto opløst af den manglende anerkendelse af dens afgørelser.

Republikkens 100-års jubilæum er netop blevet fejret. Hundrede år senere er republikken blevet åben fascisme. Med den tyrkisk-islamiske syntese bevæger Tyrkiet under Erdoğan sig længere og længere væk fra lov og demokrati. Hvilken slags sultanat og diktatur Tyrkiet vil blive, vil blive bestemt af Erdoğans træk. Oppositionen er ineffektiv. Vi bruger udtrykket opposition, men vi mener ikke reel opposition. Vi mener systempartierne i og uden for parlamentet. Disse partier kan ikke være oppositionen i ordets egentlige betydning. De har ikke sat sig en sådan opgave. Men de kalder sig oppositionen. Denne opposition er underlagt regeringen. Det er en forlængelse af regeringen.

Hvad gjorde oppositionen, da Tyrkiet besatte Afrin? Kritiserede oppositionen invasionen en eneste gang? Har den dannet en delegation og foretaget en inspektion dér? Nej. Den har tolereret alle de forbrydelser mod menneskeheden, der er blevet begået dér. Dengodkendte og støttede besættelsen og angrebene. Der er blevet brugt kemiske våben i Sydkurdistan, der er konstante bombardementer, og besættelseszonerne udvides. Har den påståede opposition så meget som en eneste gang sat spørgsmålstegn ved, hvad der sker dér? Nej. Den støttede det blindt og betingelsesløst. Den råbte op imod påstanden om, at kemiske våben blev brugt. CHP sagde direkte, at “vores hær” aldrig ville gøre sådan noget, og at ingen kunne sige sådan noget. Men der var indflydelsesrige personligheder i denne stat, der indrømmede, at den samme hær havde brugt kemiske våben i Dersim. Var det ikke denne hærs krigsfly, der slagtede unge mennesker i Roboski? Gjorde de, der slap titusinder af bevæbnede jihadister løs på Afrins befolkning, alt det i retfærdighedens og demokratiets navn? Hvad gjorde de, der i dag som humanister protesterer mod det, der sker i Palæstina og siger, at der begås krigsforbrydelser, da det samme blev gjort mod kurderne i Rojava?  

De, der ønsker at begrave kurderne i mørke, kan ikke leve i lyset. Du høster, hvad du sår!

Kilde: 

Zeki Akil (2023): What the judicial crisis in Turkey means. ANF, 11. November 2023. Først offentliggjort i Yeni Özgür Politika (Neue Freie Politik)

Oversættelse: Jesper Brandt