KAN KRIGEN MOD GAZA TRÆKKE ROJAVA IND I EN REGIONAL KONFLIKT?

KAN KRIGEN MOD GAZA TRÆKKE ROJAVA IND I EN REGIONAL KONFLIKT?

Af Theo Mitchell

Der er visse markante punkter i historien, omkring hvilke årtier defineres, og 7. oktober var et af dem. Hamas’ indtrængen i Israel og den efterfølgende israelske bombning og landinvasion af Gaza har eskaleret den israelsk-palæstinensiske konflikt til en intensitet, der ikke er set siden 1948. Begivenheder af så historisk betydning er sjældent begrænset til deres oprindelsessted, og krigen har omfattende regionale forgreninger. De vestlige magter er allerede ved at blive viklet ind i krigen, hvilket øger muligheden for eskalering, knyttet til deres ønske om at bevæbne og finansiere den israelske krigsindsats og deres forsøg på at styre deres enorme indenlandske pro-palæstinensiske protestbevægelser. De arabiske stater har kæmpet for at forsøge at skabe en sammenhængende holdning og dæmme op for deres egne borgeres reaktioner, som især i Egypten truer en allerede skrøbelig politisk orden.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at den såkaldte ‘modstandsakse’ har truet med at eskalere invasionen af Gaza til en bredere regional krig. Modstandsaksen består af en alliance af anti-israelske og anti-vestlige væbnede grupper og stater under iransk ledelse (mest markant i Mellemøsten er: Iran, Syrien, Hizbollah, Hamas og deres palæstinensiske allierede, houthierne og en sammensmeltning af iransk-støttede militser i Irak og Syrien). Irans udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian advarede for eksempel om, at hvis Israels invasion af Gaza fortsatte, “vil andre fronter blive åbnet.” Mens Hizbollah-leder Hassan Nasrallahs tale den 3. november var relativt behersket, er konflikten på grænsen mellem Israel og Libanon intensiveret, idet det amerikanske forsvarsministerium vurderer, at Israel risikerer at bringe Hizbollah fuldt ud ind i krigen gennem sine eskalerende handlinger i Libanon.

Det er i spørgsmålet om ‘modstandsaksen’, hvor den største risiko ligger for NE Syrien/Rojava og ledelsen af de syriske demokratiske styrker (SDF) og den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES). Mens Hizbollah kan være bundet på grænsen til Israel, er aktiviteten blandt de shia-militser, der krydser den irakisk-syriske grænse, også eskaleret militært. Efter det israelske bombardement og invasionen af Gaza har der været snesevis af angreb på amerikanske styrker i Syrien og Irak med kortrækkende raketter og provisoriske bevæbnede droner. Dette har allerede resulteret i mindst 56 sårede og 25 traumatiske hjerneskader. Den amerikanske reaktion har hidtil været afdæmpet, med kun lejlighedsvise gengældelsesluftangreb på IRGC (Irans revolutionsgarde (O.A.) og militsmål.

De involverede militser er dem, der er grupperet under ‘Islamic Resistance in Iraq’ (IRI), en koalition af pro-iranske militser, hvoraf nogle er blandt de stærkeste undersektioner af de irakiske folkelige mobiliseringsstyrker såsom Kata’ibHizbollah (der ikke er relateret til det libanesiske Hizbollah) og Asa’ib Ahl al-Haq. De angreb, der er sket øst for Eufrat i Deir ez-Zor, bringer også SDF-tropper i fare, men den primære fare er politisk snarere end militær. SDF er ikke en svag styrke, som det fremgår af dens egen modstand mod ISIS i årevis før amerikansk intervention og som det er set for nyligt under håndteringen af et stort regimestøttet oprør i Deir ez-Zor, der blev slået ned uden amerikansk hjælp.

Den største trussel er politisk. Hvis risikoen for amerikanske styrker i regionen øges (hvis amerikanske tropper begynder at dø, for eksempel), eller hvis USA føler, at Israel kan blive overbebyrdet (for eksempel hvis Hizbollah ‘fuldt ud’ intervenerer i det nordlige Israel), så kan Washington føle sig tvunget til at intervenere direkte. Men med et tæt valg, der nærmer sig i USA, vil der være et stærkt incitament til at bruge partnere på stedet som SDF i stedet for at bruge amerikanske liv.

Timingen af Gaza-konflikten er særlig uheldig for nordamerikanerne, da den krydser to vanskelige begivenheder, som AANES har stået over for: det tyrkiske luftvåbens massebombning af civil infrastruktur i  nord i begyndelsen af oktober og fortsættelsen af sammenstød efter den regimestøttede stammeopstand i Deir ez-Zor ledet af Ibrahim al-Hifl. Indtil videre har SDF- og AANES-ledelsen ført en politik med streng neutralitet, men der er potentielle incitamenter, der kan bruges til at bringe SDF-ledelsen i spil. USA’s bistand ved indtagelsen af Al-Bukamal, hvor iransk-støttede militser organiserede angreb mod amerikanske og SDF-positioner, for eksempel; alternativt en bufferzone vest for Eufrat mod regimestøttede stammeangreb, der fortsat tager livet af SDF-soldater.

Ikke desto mindre kan konsekvenserne af at vælge side i Gaza-krigen, hvis den skulle “gå regionalt”, være katastrofale, omend primært af politiske snarere end militære årsager. Staten Israel er ikke populær blandt syrere, herunder dem i nordøst. Dette skyldes ikke kun de stærke følelser i hele den arabiske verden over for Israel-Palæstina-konflikten, men også på grund af Israels besættelse og annektering af de syriske Golanhøjder.

I en meningsmåling fra 2007 støttede 51% af syrerne først fred med Israel efter Golanhøjdernes tilbagevenden til Syrien; 75% støttede stadig økonomisk bistand til Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad og Hizbollah. I en nyere meningsmåling fra 2023 støttede kun 19% af syrerne en normalisering med Israel (sammenlignet med 81% imod det). Det siger derfor sig selv, at det ville være ekstremt upopulært at gå i krig til fordel for Israel og ville berøve AANES en stor del af legitimiteten.

Desuden ville det gennemsyre det syriske regimes propaganda mod SDF og AANES ved at fremstille dem som vestligt støttede marionetter, der ikke repræsenterer det syriske folk. At blive trukket ind i denne konflikt, uanset graden af eskalering, ville derfor udgøre en eksistentiel trussel mod AANES og kritisk skade den igangværende transformation af dets image fra en kurdisk enhed til en syrisk. Det ville risikere folkelige masseprotester mod opfattet samarbejde med Israel og ville give Damaskus grobund for at så uro mod ledelsen af AANES og SDF. Sammenlignet med dette er de potentielle fordele ved inddragelse beskedne.

De nuværende tendenser tyder på, at USA ikke er villig til at bremse tyrkisk aggression i Syrien ud over at forhindre en direkte invasion; for eksempel var der kun en afdæmpet reaktion i Washington på Tyrkiets massebombekampagne af vital civil infrastruktur over hele Rojava i oktober 2023. Biden-administrationens mellemøststrategi står allerede over for ekstreme udfordringer med konflikten i Gaza og den efterfølgende potentielle fiasko i fredsprocessen mellem Golfen og Israel, og Tyrkiet har spillet en nøglerolle i formidlingen af korneksport til store dele af det globale syd under konflikten mellem Rusland og Ukraine. Det er usandsynligt, at USA vil risikere at skade sit forhold til en sådan vigtig allieret, hvilket betyder, at incitamenterne til deltagelse i en regionaliseret Gaza-krig forbliver lave for SDF og AANES.

Dette gælder især, da den republikanske kandidat til præsidentvalget i 2024 sandsynligvis vil være Donald Trump, der i meningsmålingerne står omtrent lige med Biden (typisk lige foran ham i skrivende stund) og kan vende tilbage til det amerikanske præsidentskab næste år. Trump, der ensidigt beordrede tilbagetrækning af amerikanske styrker fra grænsen mellem Syrien og Tyrkiet i 2019, hvilket førte til Operation Peace Spring og etnisk udrensning af en stribe af Rojava i Syrien fra Serê Kaniyê til Girê Spî, er tydeligvis ikke en pålidelig partner for SDF. At hælde for langt mod USA til det punkt, hvor SDF mister potentielle modvægtspartnere, ville være et meget risikabelt træk. Det ville være en gentagelse af perioden mellem Operation Olive Branch, hvor Rusland midlertidigt blev miskrediteret som sikkerhedsgarant, og Operation Peace Spring, hvor SDF blev tvunget til at vende tilbage til balance mellem Rusland og USA, efter at begge blev afsløret i at være upålidelige. Ligesom denne periode endte med territoriale tab og militært nederlag takket være en eklektisk præsident Trump, så kan det ende på samme måde, hvis SDF udelukkende bliverafhængig af USA for sikkerhed under et andet Trump-præsidentskab.

Hvad angår Tyrkiets rolle i krigen mellem Israel og Hamas, er der både potentielle fordele og risici for det nordlige Syrien. Erdogan har tilbudt Tyrkisk mægling i konflikten og med USA, som bliver stadig mere kritisk overfor Israels krigsstrategi er det muligt, at Vesten vil begynde at presse på for en forhandlingsløsning på konflikten. Hvis Tyrkiet skal indtage en ledende rolle i forhandlingerne som mægler, kan det føre til en foryngelse af forholdet mellem USA og Tyrkiet og på lang sigt skade AANES’ overlevelsesmuligheder. Tyrkiets forhold til USA kan i stigende grad være transaktionelt under Erdogan, men at skabe en fred, der er gunstig for Israel, ville være en tjeneste, som USA ville være nødt til at tilbagebetale. Samtidig har den tyrkiske ledelse hidtil ikke positioneret sig som en troværdig mægler. Erdogans AKP-parti’s islamistiske ideologiske tilbøjeligheder og hjemlige anti-israelske følelser har fåetErdogan til at føre en linje, der er fjendtlig over for Israel og sympatiserer med Hamas. Hvis den tyrkiske regering fortsætter ad denne vej, kan det give AANES en mulighed, da forværrede forhold mellem USA og Tyrkiet ville tilskynde Washington til at indtage en mere pro-SDF-holdning i sit forsvar mod tyrkisk aggression.

Den historiske sammenfletning af de kurdiske og palæstinensiske befrielsesbevægelser gør SDF’s intervention mindre sandsynlig. De palæstinensiske og kurdiske befrielsesbevægelser har lange og dybe forbindelser, hvis arv forbliver i tankegangen hos den nuværende kurdiske ledelse i Rojava. Efter PKK-ledelsens flugt fra Tyrkiet til Syrien i 1980 var det det palæstinensiske kvarter i Damaskus, der i det skjulte beskyttede PKK-militante, og det var Den Palæstinensiske Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse, der udgjorde en livline for PKK og gav dem træning i guerillakrig. Det var dér i Libanon, hvor de kæmpede side om side med palæstinenserne, at PKK oplevede nogle af sine første kampdødsfald – ikke mod Tyrkiet, men mod Israel. Andre blev senere fanget og forhørt af både israelske tropper og tyrkiske efterretningsfolk. Denne gensidige solidaritet vil ikke blive glemt.

Mens Hamas’ tidligere politiske leder Khaled Mashal har rost Tyrkiets invasion og etniske udrensning af Afrin, så har både venstreorienterede palæstinensiske grupper og Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) kraftigt modsat sig Tyrkiets instrumentalisering af fordrevne palæstinensere i dets bestræbelser på etnisk udrensning af det nordlige Syrien. Ligeledes har PA samarbejdet med AANES om hjemsendelse af familiemedlemmer fra Islamisk Stat. På den kurdiske side har både Kurdistans Samfund Union (KCK) og SDF-leder Mazloum Abdi fordømt israelsk vold mod civile palæstinensere og har støttet oprettelsen af en palæstinensisk statsdannelse (enten som stat eller et demokratisk forbund), og højtstående personer i Rojava som Polat Can har skrevet om deres modstand mod zionismen.

AANES og SDF’s ledelse har afvist opsplitningen af de palæstinensiske og kurdiske kampe forårsaget af både Tyrkiets og Iraks instrumentalisering af den palæstinensiske sag for at bosætte palæstinensiske flygtninge i kurdiskelandområder. Denne historiske og gensidigt gengældte solidaritet mellem den palæstinensiske og kurdiske venstrefløj tjener til at underminere del-og-hersk-taktikken hos regionens etnostater og hele den imperialistiske arkitektur i Mellemøsten, som er afhængig af dem.

Konklusionen er, at mens regionaliseringen af Gaza-krigen endnu ikke er uundgåelig, findes der adskillige måder, hvorigennem USA og andre dele af Mellemøsten kan blive trukket ind i en bredere krig, hvad enten det er gennem israelske provokationer mod Hizbollah i det sydlige Libanon eller gennem IRI-angreb fra Islamiske modstandsgrupper i Irak mod amerikanske baser i Syrien og Irak. Af den grund er der potentiale for, at NE Syrien bliver involveret i en regional storbrand mellem USA og modstandsaksen. Desuden er det min vurdering, at eventuelle potentielle fordele, som SDF kunne få ved at blive trukket ind i krigen, langt opvejes af risikoen ved at gøre det. Derfor er den mest fordelagtige vej for centrale NØ-syriske beslutningstagere i Rojava at tage at fortsætte ad vejen med streng neutralitet, selvom krigen ‘går regionalt’, og selvom USA lægger betydeligt pres på SDF-ledelsen for at forsvare amerikanske interesser i regionen. Heldigvis har SDF hidtil forholdt sig neutralt i konflikten, og til dels på grund af historiske palæstinensisk-kurdiske bånd vil SDF sandsynligvis fortsætte med at gøre det.

Forfatter

Theo Mitchell har en BA i politik og internationale relationer fra University of York og er i øjeblikket ved at færdiggøre en MA i global politik ved London School of Economics. I 2021 arbejdede han sammen med Think Pacific for at hjælpe med at udvikle et miljøbevidst uddannelsessystem i Fiji. Hans hovedforskningsområder omfatter kurdisk politik, mellemøstlige studier, konflikt- og folkedrabsstudier og kritisk politisk økonomi.

Kilde:

Theo Mitchell, 2023: Could the war on gaza pull rojava into a regional conflict? The Kurdish center for studies. 15. Dec. 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland