Cemil Bayik, medformand for KCK’s eksekutivråd, fortæller i dette inverview med ANF om den seneste udvikling i Kurdistan og Mellemøsten samt om Abdullah Öcalans tilstand og den verdensomspændende kampagne for hans frihed.

Isolationen og torturen af lederen af det kurdiske folk, Abdullah Öcalan, fortsætter. Hvorfor og hvordan fører den tyrkiske stat denne isolationspolitik? Og hvis vi ser på den globale kampagne; Hvordan vurderer du udviklingen af den?

Før jeg besvarer dit spørgsmål, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på følgende. Både i Tyrkiet og i Sydkurdistan [Nordirak] har kunstnere, forfattere, organisationer, der står imod fascismen i kampen for demokrati og frihed udsendt en opfordring: “Vi må give freden en stemme”. Det er meget vigtigt at udsende sådanne erklæringer i denne periode. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske dem med denne opfordring og udtrykke min respekt over for dem. De bør styrke deres arbejde endnu mere.

Med hensyn til dit spørgsmål fortsætter den absolutte isolation og tortur mod Rêber Apo [Abdullah Öcalan]. Selv om der er aktioner imod det, insisterer den folkemorderiske, besættende tyrkiske stat sin politik. Vores kamp mod denne politik er for svag, og derfor tager den tyrkiske stat modet fra kampen. Men der er også nogle andre stater, der støtter den tyrkiske stat af hensyn deres egne interesser. Den tyrkiske stat og AKP-MHP-regeringen drager også fordel af dette og insisterer på deres politik.

Vores generelle kamp har bragt AKP-MHP nær punktet for deres egen ødelæggelse. For at bevare magten udfører de benægtelsens politik. Ifølge dem er der ingen kurdere, og der er ikke noget kurdisk spørgsmål. De stempler enhver, der hævder, at der er et kurdisk spørgsmål, som “kriminel”. Der er med andre ord ingen ændring i den tyrkiske stats mentalitet. Det er en mentalitet, der insisterer på, at det kurdiske spørgsmål løses gennem vold og krig. Dette er i bund og grund MHP’smentalitet.

MHP er ikke et parti, det er en kontraguerillaorganisation. Derfor har MHP til hensigt at likvidere PKK og dermed fuldføre det kurdiske folkemord. Rêber Apo, det kurdiske folk og dets internationale venner står imod denne politik. De står imod og kæmper. Vi må understrege, at denne statspolitik ikke kun føres mod kurderne, men også mod alle andre demokratiske og socialistiske kræfter. Regeringen ønsker at etablere sit eget regime i Tyrkiet. I det regime vil der ikke være kurdere, alevier, demokrater eller socialister. De ønsker, at alle skal overgive sig til dem. De fører politik udelukkende på det grundlag.

Målet med den globale kampagne [‘Frihed for Abdullah Öcalan, en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål’], der kører lige nu, er at sikre Rêber Apos fysiske frihed og løse det kurdiske spørgsmål med demokratiske midler. På trods af alle manglerne har denne kampagne allerede opnået stærke resultater. Det er blevet et varmt emne, og RêberApos internationale anerkendelse og hans paradigme vokser dag for dag. Det kapitalistiske system lægger et stort pres på menneskeheden og er kilden til en masse ødelæggelse i samfundet. Dette kan ses af alle. Derfor er der også en søgning efter et alternativ til dette system. Den kampagne, vi har udviklet, er som en medicin til befolkningerne. Folket har indset, at de kan løse deres problemer, når de tager systemet med ‘demokratisk modernitet’ udviklet af Rêber Apo til sig som grundlag for kampen mod det kapitalistiske system. Derfor omfavner de Rêber Apo og hans paradigme. Rêber Apo sagde engang: ‘Uanset hvor mine fængselsskrifter er, er jeg der.’ Han befinder sig måske fysisk på fængselsøen Imrali, men Rêber Apo er en internationalt anerkendt leder, der møder anerkendelse mere og mere for hver dag, der går.

Rêber Apo er en fri person på trods af at han er fængslet og bliver tortureret i Imrali. Han har opnået dette med sine ideer, filosofi og gennem sin kamp. Han præsenterede sit paradigme for menneskeheden, og menneskeheden har derved fået et stort våben i kampen for et alternativ. I den forstand kan vi sige, at den første fase af den globale kampagne er lykkedes. Det vigtige er at udvikle sig til næste fase. Derfor skal der foretages ændringer i de trufne foranstaltninger. Hvis der ikke træffes nye typer foranstaltninger, vil kampagnen ikke give stærke resultater. Vi må nu udvikle bevægelsen sammen med samfundet, med millioner af mennesker. Dette skal gøres både i Nordkurdistan [Sydøsttyrkiet], i andre dele af Kurdistan og internationalt. Hvis kampagnen udføres på dette grundlag, vil den nå sit mål. De nuværende foranstaltninger er utilstrækkelige. Der bør træffes stærkere, anderledes foranstaltninger, millioner bør marchere. Disse handlinger skal have en indvirkning både på globalt plan og direkte på den folkemorderiske tyrkiske stat. Så vil AKP-MHP ikke kunne fortsætte meget længere. Vores folk og vores internationale venner bør forstå denne virkelighed godt.

Guerillaens handlinger dækkes ikke meget i den tyrkiske presse, men de seneste handlinger er på dagsordenen. Disse handlinger har rystet den tyrkiske stat og AKP-MHP-regimet. Hvordan har de seneste handlinger påvirket samfundet og politikken i Tyrkiet og Kurdistan?

Rêber Apo, guerillastyrkerne og det kurdiske folk har stor indflydelse på politik. Den tyrkiske stat og regeringen har altid lavet propaganda for, at PKK er blevet ødelagt. Men når guerillaen har udført stærke aktioner, har disse handlinger rystet den tyrkiske stat og AKP-MHP-regeringen. Den propaganda, de har lavet i årevis, er ikke blevet til noget, hverken i Tyrkiet eller på den internationale arena. Alle har set, at deres propaganda består af løgne. Resultaterne af de seneste aktioner har endnu en gang afsløret den tyrkiske stats og regeringens sande ansigt. Derfor er den tyrkiske stat i panik. De arbejder på, hvordan man neutraliserer virkningerne af disse afsløringer. De tilbageholder og arresterer så mange mennesker som muligt, bomber guerillaens områder og udfører kraftige angreb, især mod Rojava [Vestkurdistan-Nordsyrien]. På den måde forsøger de at vise, at de er stærke, at de stadig står stærkt. De forsøger at dække deres svaghed på den måde.

Tyrkiets befolkning bør også stille nogle spørgsmål til AKP-MHP-regeringen. De burde spørge: “Hvor sender I disse soldater hen, hvem sender I dem til?” De bør undersøge årsagen bag dette. Hvis tyrkiske soldater dør, er Erdogan årsagen. Alle bør bede Erdoğan og MHP om at stå til regnskab for dette. “Hvorfor sender I vores børn til Sydkurdistan, hvad laver de der? Det har intet at gøre med at forsvare grænsen. Det har intet at gøre med at forsvare Tyrkiet, det tyrkiske samfund. I ønsker at nå nogle af jeres egne politiske mål, det er derfor, I sender vores børn i krig og får dem dræbt.”

Erdoğan-Bahçeli er fuldt ansvarlige for de dræbte soldater. Folk har brug for at se dette. Hvis alt er blevet dyrere i Tyrkiet, bør de undersøge årsagen til dette. De bør undersøge, hvorfor den tyrkiske valuta mister værdi dag for dag, hvorfor økonomien vendes på hovedet, og folkets liv bringes i fare. Årsagen er den krig, som AKP-MHP fører.

Lige nu er der i mainstreammedierne i Tyrkiet, især på sociale medier, en masse diskussion om sekundære dagsordener, såsom soldaternes forhold, hvor de er, om det udstyr, de har, er passende eller ej. Mener du, at det er disse drøftelser, der bør være på dagsordenen?

Det er ikke de vigtigste spørgsmål, der bør drøftes. Formålet med disse drøftelser er at skygge for nederlaget. Realiteten er, at den tyrkiske hærhar lidt et stort nederlag. De er ude af stand til at fortsætte krigen. De foranstaltninger, der er truffet, har klart afsløret dette. De fører en særlig psykologisk krigsførelse for at dække over det. De fordrejer via pressen det, der er sket. Det er grunden til alle drøftelserne. De ønsker ikke, at folk skal undersøge sagen, finde ud af årsagen, sige ‘nok er nok’. De ønsker at sætte andre ting på dagsordenen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre de såkaldte landsbyvagter til ikke at tjene folkedrabspolitikken, men at gå imod den. Heller ikke KDP’s peshmergabør være et instrument for folkedrabspolitik. De bør holde sig væk fra den tyrkiske stats baser og ikke støtte Tyrkiet. Det er det, der kræves af dem.

Derfor har guerillaen haft succes med dens kamp. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke guerillaen og lykønske den. Det ser ud til, at guerillaen vil fortsætte med at øge denne kamp. Både den tyrkiske stat og AKP-MHP-regeringen bør vide, at de ikke kan opnå resultater på denne måde. Kurderne vil fortsætte deres kamp for demokrati og frihed. Det må den tyrkiske regering forstå. De må opgive folkedrab, benægtelse, udslettelse, isolation, tortur og besættelse. Hvis de ikke gør det, vil det skabe store farer for Tyrkiet. Det kan godt være, at Erdogan vandt valget, men Tyrkiet er på vej mod ødelæggelse. Tyrkiet har ingen venner tilbage. De er alene. Tyrkiets befolkning er nødt til at se dette og sige: “Hvor fører I os hen? Vores fremtid er mørk, vi lider store nederlag, vi ser ingen respekt nogen steder”. De bør bede AKP-MHP-regeringen om at stå til regnskab for dette.

Som du har nævnt, vender den tyrkiske stat sin opmærksomhed mod Rojava hver gang den er blevet ramt af guerillaen. Nogle gange har de endda fremsat propaganda om, at “[guerillaen] kom fra Rojava og gennemførte angreb“. Hvad er årsagerne til dette, og hvordan skal det forstås?

Den tyrkiske stat fører en psykologisk krigsførelsespolitik. AKP-MHP-regeringen insisterer på folkedrabets politik. Alle ved, at de handlinger, der udføres, ikke har noget at gøre med Rojava. Men for at bedrage offentligheden, for at legitimere deres angreb på Rojava, siger den tyrkiske regering, at de, der udfører handlinger, krydser gennem Rojava, og alle deres våben kommer fra Rojava. De siger endda, at Amerika trænede folket til at gennemføre angreb, at Amerika gav dem våben og sendte dem. “Ellers”, siger de, “ville kurderne ikke være i stand til at udføre angreb i vinterhalvåret”. Fordi de ser kurderne som enkeltpersoner. De ser ikke kurderne som et samfund. De ser dem som dem, der skal ødelægges. Det er derfor, de siger, at kurderne ikke kan føre en sådan krig og ikke kan angribe dem. Den tyrkiske stats og AKP-MHP’s mål er at eliminere Rojava. De udtrykker åbent dette. 3. verdenskrig er allerede ved at blive ført, og de ønsker at drage fordel af dette. De ønsker at eliminere Rojava-revolutionen og ønsker at begå folkemord mod folket.

De ønsker at besætte hele Rojava, som de gjorde i Efrîn, Serêkaniyê og Girê Spî. De placerer Islamisk Stat-bander i Efrîn, Serêkaniyê og GirêSpî og hjælper dem på alle måder. De ønsker fuldstændig at besætte Rojava, det nordlige og østlige Syrien med disse bander. Derfor angriber de Rojava. Angrebene er rettet mod elektricitet, vand, energistationer, hospitaler, hvedemarker. Med andre ord bomber de infrastrukturen for befolkningen i Rojava. Det bliver set af alle. De siger, at de angriber YPG-SDF, men det er en komplet løgn. De forsøger at legitimere deres angreb ved at sige, at de, der gennemfører angreb i Tyrkiet, kommer fra Rojava. Vores befolkning har brug for at se dette. Med disse angreb ønsker den tyrkiske stat at ødelægge grundlaget for livet i Rojava, at få folk til at migrere, så de kan besætte og overtage disse områder. Det er den tyrkiske stats mål. Vores folk må stå fast og modigt op imod dette. Ingen bør migrere, ingen bør forlade deres landområder, de bør ikke forlade deres by, landsby eller hus. For når man rejser, følger man den tyrkiske stats vilje. Hvis du rejser, har du ingen chance for at vende tilbage. Efrîn, Serêkaniyê og Girê Spî befinder sig for øjnene af os.

Vores folk kan kun overleve ved at stå imod og kæmpe. De bør ikke lade sig tiltrække af andre metoder. Vores folk skal kæmpe mod den tyrkiske stats brutalitet på alle måder. Det er deres ret. Vores folk må udvikle deres selvforsvar. Jeg vil også gerne komme med en opfordring til nogle stater. Rusland, Amerika og koalitionsstyrkerne forholder sig tavse overfor disse angreb. I Rojava bliver folkets midler til livets opretholdelse bombet. Der er intet vand, ingen elektricitet, ingen hospitaler, men disse stater har ikke sagt en lyd. Det opfattes som at accept af barbariet. De er med andre ord den tyrkiske stats partnere. Vores folk må også stå imod dette. De må spørge koalitionen: “Hvad laver I her? Fører I den tyrkiske stats politik, eller er I her med jeres egne formål? I fører politik over det kurdiske folk, I ofrer kurderne for at tjene jeres egne formål. Det accepterer vi ikke”. Og de må gøre deres holdning klar.

Rojava er i stor fare lige nu. Tyrkiet bragte Al-Nusra’s og Al-Qaeda’s bander til Rojava. Det er også blevet afsløret, at de har bragt Hamas-medlemmer til Rojava under den palæstinensisk-israelske krig. Hvad skal folk fra Rojava gøre i lyset af denne fare?

Som det er kendt, var Islamisk Stat på vej til Damaskus, da Erdoğan dirigerede dem mod Kobanê. Erdoğan er den, der leder Islamisk Stat. ISIS-krigere har også givet udtryk for dette; De har fortalt, at de var på vej mod Damaskus, men at den tyrkiske regering så ændrede deres rute til Kobanê. De brugte fuldstændig Islamisk Stat imod det kurdiske folk. De ønskede at bekæmpe det kurdiske folk med Islamisk Stat. Men da folket stod resolut og modigt imod dem, indså Erdogan, at han ikke kunne stå imod kurderne med Islamisk Stat. Derfor invaderede den tyrkiske stat selv Rojava. I vores bevægelses historie var der mange øjeblikke, hvor Tyrkiet mobiliserede nogle fascister mod os, og de mobiliserede nogle stammer. Hver gang har de måttet indse, at det ikke fungerede, og derfor mobiliserede de deres egne styrker. De gjorde i Sydkurdistan det samme, som de havde gjort i Nordkurdistan.

Den tyrkiske stat har bombet mange boligområder, men hvad siger KDP? Det parti siger, at PKK er grunden til, at den tyrkiske stat angriberRojava. Med andre ord legitimerer KDP den tyrkiske stats angreb og bombardementer. ENKS-KDP tjener den tyrkiske stats politik. De kan kalde sig kurdere, alt det de vil, men det har intet at gøre med kurdiskhed. Da den tyrkiske stat igangsatte et angreb på Rojava, angreb de fængslet i Hesekê for at få Islamisk Stat-krigerne ud. Erdogan ønsker at mobilisere Islamisk Stat igen. Han ønsker at opnå nogle resultater i det nordlige og østlige Syrien med Islamisk Stat.

Den 31. marts bliver et afgørende valg i Tyrkiet og Nordkurdistan. De demokratiske og frihedssøgende kræfter fortsætter beslutsomt deres forberedelser under fascismens betingelser. Forberedelse afvalget foregår på demokratisk vis. De demokratiske kræfter erklærer, at de vil sætte en stopper for kuratorregimet. Hvad har du at sige om det kommende valg?

Den tyrkiske stat, AKP-MHP-regeringen, tramper på det kurdiske folks vilje, fordi den ikke accepterer det kurdiske samfund, befrielsen af det kurdiske folk. Det, de anser for at være værdigt for kurderne er, at blive slagtet, at overgive sig, og slavebinde og eliminere dem. Derfor opnåede vores folk mange resultater ved kommunalvalgene. Det tolererede den tyrkiske stat ikke. De indsatte deres egne administratorer for at eliminere det kurdiske folks vilje. De tilranede sig de kommuner, som det kurdiske folk havde vundet gennem kamp og arbejde. De stiller alle de muligheder, som kommunerne skaber, til rådighed for AKP-MHP. De udpegede trustees for to på hinanden følgende perioder. Denne politik gav ikke resultater for dem, og de blev afsløret. De indså, at hvis de udpegede trustees for en tredje periode, ville dette skabe store problemer. Denne gang forsøger de at foreslå administratorer på en anden måde. Igen transporterer de folk, der vil stemme på AKP, til kurdiske byer for at få kontrol over disse byer og forhindre kurderne i at vise deres vilje. Selvom befolkningen nogle steder er 2 tusinde, transporterer de dobbelt så mange mennesker til stedet. De, der transporteres, er enten politifolk, soldater, landsbyvagter eller fascister. AKP placerer dem overalt i Kurdistan. Denne gang sigter de mod at tage kommunerne på den måde.

Det er noget, vores folk ikke må acceptere og som de må stå imod. I de byer eller distrikter, hvor vælgerne er kommet udefra, bør vores folk spørge, hvor disse vælgere kommer fra, hvem der har sendt dem, og hvad de gør i Kurdistan. De burde sige “vi er mennesker på dette sted, og vi vil leve med vores vilje, du kan ikke tilrane dig vores vilje”. På den måde ønsker regeringen at sende det budskab, at den har “vundet” kommuner i Kurdistan, og at der ikke er noget kurdisk spørgsmål. Det kurdiske folk siger, at de ikke accepterer forvalterne, og at de vil vinde deres kommuner tilbage. Det kurdiske folk forsvarer beslutsomt og modigt sin vilje. Derfor er der nu præ-valg. Folket har udviklet et demokratisk system. Der har aldrig været et så demokratisk forvalg i Tyrkiet. Dette viser sandheden om det kurdiske folk. Det kurdiske folk har taget store skridt inden for frihed og demokrati. I denne forstandleder de Tyrkiets folk. Jeg lykønsker vores folk ved denne lejlighed. Uanset hvem der stiller op til dette valg, bør alle støtte dem. Det skal være kendt, at dette er en krig. Den tyrkiske stat, AKP-MHP-regeringen, ønsker, at kurderne taber, og det kurdiske folk må kæmpe og organisere sig for at vinde. De skal nå ud til alle og frustrere AKP-MHP-politikken. Dette må være et nyt skridt for det kurdiske folk.

MHP og Hizbul-Kontra opfører sig, som om de er imod hinanden, men de er i samme alliance. Hvordan sker dette, og hvad er grundlaget for denne alliance?

Lige nu har AKP-MHP og Hizbul-Kontra dannet en front. Som det er kendt, er AKP-MHP imod kurdere. Hvordan kan nogen, der hævder at være kurdere, deltage i en sådan front? Det er vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved. MHP siger, at de er imod Hizbul-Kontra, men det er en stor løgn. Fordi det var MHP, der udviklede Hizbul-Kontra. MHP udviklede Hizbul-Kontra for at forhindre frihedsbevægelsen i at udvikle sig og for at bekæmpe den. De ønsker at overtage Nordkurdistan fuldstændigt og bevare deres magt der. De har lagt alle lovene til side. Deres eneste mål er at overtage det nordlige Kurdistan.

Da Hizbul-Kontra opstod, massakrerede de tusinder af vores patriotiske folk. De ønskede at forhindre den videre udvikling af vores bevægelse på denne måde. Kunne en person, der slagter kurdere og udgyder kurdernes blod, være kurder, blot fordi de hævder at handle i kurdiskhedens navn? Selvfølgelig ikke. Hvis MHP fremsætter kritik af Hizbul-Kontra, gør det det for at skjule sandheden. For de organiserer og mobiliserer contraerne. For at dette ikke skal afsløres, foregiver de, at de er imod hinanden. Det er et skuespil. Ingen bør bedrage sig selv; De står sammen imod vores bevægelse.

AKP-MHP, Hizbul-Contra fronten blev dannet for at ødelægge PKK og eliminere kurderne. De, der er baseret på fascisme, racisme og religiøs fanatisme, er i den front. Med andre ord er ingen af dem på denne front forskellige fra hinanden. Vores folk, de demokratiske og socialistiske kræfter må stille disse spørgsmål. “Hvordan kan de tale på kurdernes vegne?”, “Hvad har de med kurderne at gøre?” og “Hvordan kan de, der har massakreret kurderne, tale på kurdernes vegne?”

Tidligere ønskede Hizbul-Kontra at forhindre udviklingen af vores bevægelse ved at massakrere kurdere. Nu har de fået tildelt en politisk rolle, fordi de er blevet afsløret. Denne gang ønsker de at forhindre bevægelsens og det kurdiske folks videre udvikling på den politiske arena. Derfor tilbydes Hizbul-Kontra mange muligheder. De sigter mod at bedrage folket ved at bruge disse muligheder. AKP-MHP ønsker at overtage Kurdistan ved hjælp af Hizbul-Kontra. Hvad har det med kurdiskhed at gøre? Ikke kun Hizbul-Kontra, men også KDP har intet at gøre med kurdiskhed. De hjælper hinanden. For at forhindre sandheden i at blive forstået, foregiver MHP at være imod Hizbul-Kontra.

Der viser sig også vigtige udviklingstræk i Sydkurdistan og Irak. Der var valget i Kirkuk. Efter valget var der en masse diskussion mellem den tyrkiske stat og den irakiske stat. Den tyrkiske stat ønsker at trække Irak ind i sin politik. Hvilke bemærkninger har du til denne situation?

Ikke kun i Irak, men overalt, hvor der er krig, og hvor der er forvirring i Mellemøsten, står AKP og Tayyip Erdoğan bag. Fordi deres mål er at øge krigen i Mellemøsten. De holder sig selv i live gennem krig og massakre. De ved, at hvis de ikke gør det, vil de ikke kunne holde sigved magten en eneste dag. Tyrkiet kender den irakiske stats situation. Der er mange problemer. De er ikke let løst. Derfor er den irakiske statsvag. Den tyrkiske stat ser det som en mulighed for sig selv. Og her bruger den KDP. De ønsker at påvirke irakisk politik via KDP og trække Irak over på sin side ligesom KDP. Irak må ikke falde i den fælde og blive bedraget. landet skal være forsigtigt. Det bør løse sine problemer med kurderne gennem dialog. Hvis Irak gør det, vil det blive en førende magt i Mellemøsten. Men hvis de accepterer den tyrkiske stats og KDP’spolitik, vil Iraks problemer vokse sig endnu større. De kan ikke løse deres problemer på denne måde. Den tyrkiske stat øger sit pres på Irak dag for dag. Min opfordring til Irak er at være forsigtig med de spil, som den tyrkiske stat spiller gennem KDP. De bør ikke være fjendtlige over for det kurdiske folk. Hvis de gør det, vil de lide stor skade.

Der blev afholdt valg i Kirkuk, Şengal [Sinjar] og Irak. Den tyrkiske stat, KDP og den turkmenske front ønskede at opnå resultater i Kirkuk. De arbejdede for det. Overfor dette var alliancen ledet af PUK vellykket. Planen for den tyrkiske stat, KDP og den turkmenske front fungerede ikke. Men det betyder ikke, at de har opgivet denne plan. Den tyrkiske stat ønsker at beslaglægge Kirkuk. De ønsker at starte en krig i Kirkuk og tage den fra kurderne. PUK’s alliance forhindrede denne plan i at fungere. Valgets succes viste endnu en gang, at resultater opnås gennem alliancer.

Den tyrkiske stat indkaldte irakiske embedsmænd på valgdagen. Tyrkiet blandede sig i valget. De så, at alliancen der var udviklet af PUK lagde sig i vejen for deres planer. De talte om “hvordan man tager Kirkuk fra kurderne, hvordan man gør vores planer vellykkede”. Hvis der er alvorlige problemer i Kirkuk nu, er det på grund af KDP. Den tyrkiske stat gør disse ting for at nå sine mål, men KDP er den brik, de benytter. Derfor bør alle indse, at KDP er ansvarlig for problemerne i Kirkuk.

KDP har stillet alle faciliteter i Sydkurdistan til rådighed for Barzani-familien. Partiet udsætter også valget. Hvordan vurderer du denne udvikling, og hvordan er situationen i Sydkurdistan lige nu?

Der er en grund til, at KDP ikke vandt valgene i Kirkuk og Şengal. Det kurdiske folk stillede sig i vejen for KDP’s forræderi. Derfor opnåedePUKs alliance resultater. For KDP’s politik gør stor skade på kurderne. Folk i Rojava, Nord- og Sydkurdistan ser det nu. Selv de mennesker, der er under KDP’s kontrol, ser det. Derfor kunne KDP ikke opnå resultater gennem valget. Tidligere plejede det at opnå resultater i Şengal gennem navnet på deres parti. De ville kun opstille deres egne kandidater til valget. I virkeligheden var der ikke noget valg. Under det seneste valg i Şengal foreslog alliancen også en alternativ kandidat, og alliancen var vellykket. KDP tabte. Det viste, at KDP ikke repræsenterer folkets vilje. Det blev set, at de resultater, KDP tidligere opnåede på grundlag af deres navn, var falske, og at partiet opnåede deres resultater gennem pres og bestikkelse. De ønskede også at bestikke folk under dette valg. Men nu er det slut med denne politik. Derfor er KDP også kørt fast, og de gør disse ting for at komme ud af denne situation. De demokratiske kræfter, der har dannet en alliance, bør styrke denne alliance. På den måde kan de forhindre nye spil.

Efter Hamas’ angreb på Israel og det efterfølgende israelske angreb på Gaza er en ny proces begyndt i Mellemøsten. Der er diskussioner om, at denne krig vil sprede sig til Libanon, Syrien, selv Iran og hele regionen. I en sådan proces fandt en massakre sted på årsdagen for mordet på Qasem Soleimani. I en erklæring, du fremsatte om denne massakre, sagde du, at nogle kræfter ønsker at udvide krigen og sprede den til regionen. Hvem er disse kræfter, og hvad ønsker de at gøre?

Før årsdagen for Qasem Soleimanis død ønskede Reisi at rejse til Tyrkiet. Kort før han var ved at rejse, skete denne eksplosion. Selvom ISIS påtog sig ansvaret, var det det tyrkiske MIT, der udførte eksplosionen. Da den iranske præsident Reisi skulle til Tyrkiet, ønskede den tyrkiske regering at føre drøftelser med Reisi om gennemførelsen af de beslutninger, de havde truffet imod os, mod kurderne. Drøftelsernehavde til formål at udvikle politik via denne eksplosion. På den måde ønskede de at trække Iran ind i en krig mod PKK og kurderne. Reisi tog ikke til Tyrkiet efter eksplosionen. Jeg ved ikke hvorfor. Men denne eksplosion blev udført af det tyrkiske MIT, som ønskede at nå sine mål.

Erdogan ønsker at udvide krigen i Mellemøsten. Hvis han ikke udvider krigen, kan han ikke forblive ved magten. Erdoğan udviklede også krigen mellem Hamas og Israel. Med denne krig havde han til formål at forhindre den planlagte energirute, der starter i Indien, passerer gennem Israel og når Europa. Fordi de havde udeladt Tyrkiet. Erdoğan sagde: “Vi vil ikke tillade dem, der udelukker os, at opnå resultater”. Så komHamas-angrebet. Den tyrkiske stat ønskede, at energiruten skulle gå gennem Tyrkiet. Linjen udviklet af Indien-Israel var beregnet til også at passere gennem Rojava og nå Middelhavet. Tyrkiet greb ind og forhindrede dette. De siger: “Vi forhindrede terrorlinjen”. De siger dette på en sløret måde.

Det er et stort tab for dem, at linjen ikke går gennem Tyrkiet. Den tyrkiske stat har ikke længere den strategiske og politiske rolle, den plejede at have. For at komme ud af denne vanskelige situation ønsker den tyrkiske stat at udvikle en front mod det kurdiske folk, at trække Irak ind i sin politik og sikre, at krigen i Gaza fortsætter for at forhindre energilinjen. Han ønsker, at energilinjen skal gå gennem Tyrkiet og Irak. Hele Erdogans mål er at forhindre energiruten i at gå gennem Kurdistan og sikre, at kurderne ikke får gavn af den. Fordi han ønsker at ødelægge kurderne. Nu vil han åbne en rute gennem Aserbajdsjan og arbejder på den. Men den vej er heller ikke blevet åbnet. Alle ser nu, at Tyrkiet ønsker at eskalere krigen i Mellemøsten for sine egne interesser. De ønsker at trække Irak og Iran ind i Gaza-krigen. Tyrkiet har allerede taget KDP med sig. Det er sådan, det ønsker at forblive ved magten. Det tyrkiske folk har brug for at se det. Det kan godt være, at Erdogan vandt valget, men han har kastet Tyrkiet ud i en stor katastrofe. Når Tyrkiet i dag er isoleret, har lukket sig selv ude, hvis de politiske, sociale og økonomiske problemer i Tyrkiet er blevet større, og hvis disse problemer vokser dag for dag, er det på grund af Erdogans politik.

Kilde:

ANF-Interview, 2024: Bayik: Turkey must give up the politics of genocide, denial, annihilation, isolation. ANF news, 20. Jan. 2024

ANF-interview, 2024: Bayik: The AKP-MHP government insists on the politics of genocide. ANF-news, 21. March 2024.

ANF-interview, 2024: Bayik: Erdoğan is behind every conflict in the Middle East . ANF news. 22. March 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt