Hvordan skal man reagere på omfattende ødelæggelse af menneskeliv?

Hvordan skal man reagere på omfattende ødelæggelse af menneskeliv?

Den 16. September afholdt Enhedslisten i samarbejde med bevægelsen ’No to Execution, Yes to Free Life, campaign’ et seminar i Folketinget i anledning af andet-året for bevægelsen ”Kvinder, Liv og Frihed” og de mål, som bevægelsen har opnået i Iran siden det tragiske drab på Mahsa Amini i september 2022, der hurtigt fik stor international opmærksomhed og som blev et symbol på modstanden mod undertrykkelse. 

Der blev bragt tre oplæg til den efterfølgende paneldebat, der blev styret af Dr. Necati Harmankaya.

Nudem.dk bringer her det indledende oplæg til seminarets paneldebat, holdt af Raha Sabet Sarvestany, ph.d. i kvindestudier ved Turku Institute for Advanced Studies, Finland:

Hvordan skal man reagere på omfattende ødelæggelse af menneskeliv?

Hvad er den rigtige reaktion?

I dag, hvor vi markerer toårsdagen for Mahsa Zhina Aminis tragiske, statsstøttede mord, bliver vi mindet om det iranske folks bemærkelsesværdige tapperhed og urokkelige modstand mod undertrykkelse og tyranni. Denne dag er mere end en mindehøjtidelighed for sorg; det repræsenterer en afgørende milepæl i Irans fortsatte kamp for frihed, retfærdighed og menneskelig værdighed. 

Den alvorlige undertrykkelse, som politiske fanger og demonstranter udsættes for, herunder hårde domme og uretfærdig behandling, afslører de dybt rodfæstede uretfærdigheder i Irans magtstrukturer. Familierne til ofre, der har mistet deres kære til disse uretfærdigheder, legemliggør mod og ukuelighed og kræver ansvarlighed og retfærdighed med solid beslutsomhed. Deres kamp strækker sig ud over fængsler for at omfavne familier, studerende, aktivister og diasporaen – hvilket afspejler alle iraneres kollektive længsel efter en ende på systemisk undertrykkelse. 

Forfølgelsen af mindretal og akademikere under autoritære regimer i Iran er et presserende spørgsmål, der sætter fokus på bredere menneskerettighedskrænkelser og undertrykkelse af intellektuelle og kulturelle frihedsrettigheder. Den iranske regering har en lang historie med at angribe forskellige grupper, herunder religiøse og etniske minoriteter, uafhængige akademikere og aktivister. Denne undertrykkelse strækker sig på tværs af forskellige sektorer i samfundet og påvirker en bred vifte af individer. 

Bahá’í-samfundet har været et primært mål for denne forfølgelse siden troens begyndelse i 1848, hvor den alvorlige undertrykkelse blev intensiveret efter den islamiske revolution i 1979. Denne undertrykkelse er ikke isoleret til bahá’íerne, men påvirker også mange andre grupper. For eksempel: 

Både kurdiske og baluchiske samfund står over for systemisk diskrimination og vold. Kurdiske aktivister bliver ofte arresteret, baluchi-børn fratages identitetskort, og kvinder fra begge etniciteter udsættes for chikane og udelukkelse fra uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. 

Kristne, jøder og zoroastrianere i Iran står over for strenge restriktioner på deres religiøse praksis. Præster, kirkeledere og konvertitter tilbageholdes ofte og udsættes for hårde straffe, herunder fængsel, for deres religiøse aktiviteter. 

Studerende og akademikere, der engagerer sig i politisk aktivisme eller uenighed, risikerer bortvisning fra universiteter, fængsling eller overvågning. Professorer, der taler imod regimet eller udfordrer statens politik, risikerer at miste deres stillinger og få juridiske konsekvenser. 

Arbejdere, der deltager i strejker eller protester for bedre arbejdsforhold, står ofte over for repressalier, herunder anholdelse og afskedigelse. Pensionister, der udtrykker bekymring over økonomiske forhold eller regeringens politik, risikerer også forfølgelse. 

Lærere, sygeplejersker og chauffører i offentlig transport, der engagerer sig som borgerrettighedsforkæmpere, står over for afskedigelse, chikane og retssager. 

Myndighederne går ofte efter unge, der deltager i protester eller udtrykker uenighed på sociale medier. De kan blive anholdt, tilbageholdt eller tvunget til at begå selvmord. 

Sangere, kunstnere og skuespillere, der udfordrer regimets kulturpolitik, eller som udtrykker uenighed gennem deres arbejde, står over for censur, arrestation eller tvunget eksil. 

Journalister, der rapporterer om regeringsovergreb eller korruption, samt aktivister, der er fortalere for menneskerettigheder, udsættes for alvorlig undertrykkelse. De bliver ofte udsat for arrestation, tortur eller endda henrettelse, for at bringe deres kritiske røst til tavshed. 

Når vi konfronterer en så dyb uretfærdighed, må vi spørge os selv: Hvad er den passende reaktion? Dette spørgsmål kræver dyb refleksion og er relevant for Iran og hele verden. Nylige rapporter fremhæver, at hundredtusindvis af mennesker er blevet dræbt i væbnede konflikter verden over – nogle synlige i nyhederne og på de sociale medier, andre udfolder sig i relativ ubemærkethed, men lige så rædselsvækkende. Det kræver svar på spørgsmålet: Hvilken slags reaktion kan i tilstrækkelig grad adressere denne omfattende ødelæggelse af menneskeliv? 

Mens den folkelige mening ofte lægger vægt på forargelse og offentlig bebrejdelse af regeringer eller politiske enheder, kan sådanne reaktioner intensivere uenigheden, vreden og volden. En meningsfuld reaktion skal gå ud over blot at adressere symptomerne. Den skal tackle de grundlæggende årsager til uretfærdighed. Det kræver, at vi opbygger samfund, der er baseret på ægte bekymring for menneskehedens lidelser, og som fremmer enhed og håb i stedet for konflikt og fortvivlelse. For at adressere dybt rodfæstede samfundsmæssige, religiøse og politiske forskelle har vi brug for tolerance og en forpligtelse til dybtgående social forandring gennem ærlige og usofistikerede principper, der integrerer menneskelige intellektuelle, åndelige og fysiske evner. 

Denne tilgang kræver en vedvarende og uselvisk indsats, der kræver et globalt initiativ, hvor alle spiller en aktiv rolle i både personlig og kollektiv transformation, uanset hvor de bor, om det er globalt syd eller nord. En sådan verdensomspændende plan bør tjene som grundlag for langsigtet, konstruktiv forandring, der gradvist udfolder sig på tværs af generationer og omfavnes med dedikation og entusiasme i alle samfund. Gennem systematiske, beslutsomme og altruistiske handlinger inden for denne ramme kan individer bedst reagere på udfordringerne i en splittet verden. Alle har handlefriheden til at bidrage, og resultatet afhænger af, hvordan handlefriheden kanaliseres – om det er til at udrydde fordomme eller skabe betingelser for fred og enhed. 

For at vende tilbage til Irans tilfælde illustrerer “Woman, Life, Freedom”-bevægelsen, at søgen efter retfærdighed og værdighed er universel og overskrider ethvert enkelt samfund. Kvinder og mænd med forskellige baggrunde – herunder kurdere, balucher, arabere, tyrkere, lurer og religiøse minoriteter som bahaier og kristne – har modigt ledet denne bevægelse og vist, at kampen for retfærdighed er inkluderende og omfattende.  

Deres aktivisme understreger denne bevægelses modstandsdygtighed og rækkevidde og illustrerer, at kampen for frihed og værdighed er en universel udfordring, der kræver bevidst solidaritet og ansvarlighed. Irans fremtid, og faktisk det globale samfund, er sammenflettet og kræver en dybtgående transformation – en, der forestiller sig en ny verdensorden, hvor hvert individs rettigheder opretholdes på samme måde, forankret i vores fælles menneskelighed. I denne vision må diskrimination og undertrykkelse vige pladsen for adgang til viden, tanke- og ytringsfrihed og kollektive bestræbelser på fremskridt og retfærdighed. 

Afslutningsvis vil vi anerkende, at vores svar på globale udfordringer skal afspejle det samme mod og den samme dedikation, som dem, der kæmper for retfærdighed i Iran, udviser. Deres opfordring til en fremtid baseret på lighed, værdighed, fred og grundlæggende menneskerettigheder fortjener mere end blot vores sympati eller overfladiske foranstaltninger som sanktioner, der ofte skader folket snarere end regimet. Det kræver vores kollektive handling, urokkelige engagement og standhaftige beslutsomhed at stå sammen med dem i deres stræben efter retfærdighed og frihed. 

Som akademisk aktivist, medlem af et ikke-anerkendt religiøst samfund i Iran, en kvinde og en tidligere politisk fange, der udholdt fire års isolationsfængsel, før hun blev tvunget til at forlade landet, taler jeg på vegne af alle iranere, både i og uden for Iran. Vi sætter stor pris på jeres tid, opmærksomhed og dedikation, og vi ser oprigtigt frem til at samarbejde med jer i jagten på meningsfulde forandringer for Irans fremtid og hele verden. 

NYHEDER PORTRÆT