Duran Kalkan, medlem af eksekutivrådet for Unionen af Kurdiske Samfund (KCK), har talt med ANF om betydningen af Verdensfredsdagen d. 1. september, øko-mordet, der udføres af Tyrkiet, og festivalen i Frankfurt.

Den 1. september, Verdensfredsdagen, gik millioner af mennesker over hele verden på gaden for at kræve en afslutning på krigen. De fleste taler om folkedrabskrigen i Gaza eller krigen i Ukraine, men krigen her i Kurdistan er også i søgelyset. Hvad vil du sige til de mennesker, der kæmper for fred i gaderne?

Den 1. september var faktisk en krigsdag. De kaldte den “Den Internationale Fredsdag”, men den 1. september 1939 krydsede Hitlers fascisme grænsen og angreb Polen. Det var sådan, den såkaldte Anden Verdenskrig startede. Det vil sige, at den katastrofale krig, der varede i 6 år og dræbte mere end 50 millioner mennesker, startede med Hitlers angreb den 1. september 1939. For at vende dette erklærede socialistiske, progressive og demokratiske kredse dagen for en fredsdag.

Igen i dag er der opfordringer til fred, men som du nævnte, er der krig. Og det har stået på i årevis, iårtier. Der er ingen ende i sigte på det. Hvordan kan vi tale om fred i et sådant krigsmiljø? Kun hvis man udkæmper en stor krig for fred, kan det have en mening. Ellers vil ingen opgive krigen ved at sige: “Jeg vil have fred; fred er godt; alle bør opgive krigen.” Krig kommer ikke til at slutte på denne måde. Men de, der er imod krigen, de, der ønsker fred, må føre en kamp for frihed og demokrati mod denne krig, så der kan blive fred. Fred kan kun komme med demokrati og frihed.

Kan der være fred, hvor der ikke er frihed og demokrati? Selvfølgelig ikke. Så det er nødvendigt at vinde frihed og demokrati og kæmpe for det. Dette er den største krig for fred. I dagens situation bør vi ikke tale om fred, men om krigen for fred. Det er indlysende, at den største pioner, leder, repræsentant og løsningskraft i krigen for frihed og demokrati er Rêber Apo. De, der ønsker det, skal opfatte og forstå dette lederskab. De må forene sig med hans kamp. Især i Tyrkiet bør det være tilfældet. Tyrkiet har hårdt brug for fred. Den anti-kurdiske mentalitet og systemet bag det, senest AKP-MHP-fascismen, har gjort Tyrkiet til det mest uhæmmede, uetiske og ulovlige land i den kurdiske krig. For at sætte en stopper for dette er det naturligvis nødvendigt at indføre fred i Tyrkiet. Og hvordan kan det gøres? Vi er nødt til at indføre frihed og demokrati. Der kan ikke være fred uden kurdisk frihed, uden demokratisering af Tyrkiet. Disse er sammenflettet som fingernegle og tånegle. For at vinde fred må vi mobilisere til krigen for frihed og demokrati, for den antifascistiske krig.

Alle fredselskere bør være involveret i denne store antifascistiskemodstand og kamp; de bør udvikle en antifascistisk modstandsfront eller enhed og alliance og udvikle en stor kamp for frihed og demokrati, der sigter mod at vælte AKP-MHP-fascismen. Især Tyrkiet har mere brug for dette end for vand og brød. Magten til at realisere dette er kurderne. De kæmper med alt, hvad de har for frihed og demokrati. De ønsker ikke kun frihed for kurdere; de ønsker demokrati for Tyrkiet, Mellemøsten og verden. Det betyder kampen for fred. Pioneren inden for dette er Rêber Apo. Tyrkiets friheds- og demokratikræfter, kvinder og ungdomsbevægelser må forene sig stærkere i denne kamp. Enhver, der siger, at de er antifascister, bør anerkende denne virkelighed, forene sig med disse kræfter, vokse og udvikle den antifascistiske bevægelse og forsøge at redde Tyrkiet fra denne AKP-MHP-katastrofe.

Det er interessant, at nogle mennesker stadig bliver ved med at sige: “Der kommer en krig.” For eksempel sagde Tayyip Erdoğan: “Den tredje Verdenskrig kan ske i fremtiden; vi er nødt til at forberede os på det.” Men den tredje verdenskrig er allerede en realitet. Krig har fundet sted i årtier. Hvorfor kan det være, at folk ikke kan se dette? Hvordan endte Første Verdenskrig? Den sluttede med Oktoberrevolutionen. Anden Verdenskrig udviklede sig i et miljø, der var anderledes. Men det var Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen, der bragte det kapitalistiske modernitetssystem ud af dets interne modsætninger, konflikter og krige for at omfordele verden og udbytte den mere. Så brød Sovjetunionen sammen, og krigen startede igen. Vi kalder det den tredje verdenskrig. Sådan vurderede Rêber Apo det. I 1990 var der Golfkrisen og Golfkrigen, som har stået på lige siden.

Hvis folk ikke er involveret i krig, hvis de ikke oplever det, forstår de det ikke. Når der opstår en anden situation, falder de i den grøft, at de vurderer det ud fra hvordan de selv oplever det. Det skal vi af med. Nogle siger, at “forberedelserne stadig er i gang.” Nogle siger, at det startede med Ukraine. Sådan er det ikke. Der har været en Tredje Verdenskrig i 35 år, siden begyndelsen af 1990’erne. Den har fundet sted over hele Mellemøsten. De, der er nysgerrige, bør åbne bøgerne om krigens historie; Uanset hvor Første Verdenskrig fandt sted, vil de se, at Tredje Verdenskrig nu også foregår de samme steder. Fra Afghanistan, Yemen, Libyen, Irak og Syrien til alle de osmanniske lande, så er de alle i krig igen. Det, der kaldes Tredje Verdenskrig, er faktisk en søgen efter at bringe Første Verdenskrig, som endte anderledes med Oktoberrevolutionen, til en ny afslutning, idet man tager hensyn til de 100 års udvikling efter sammenbruddet af det system, der blev skabt af Oktoberrevolutionen.

Under første verdenskrig blev eftersøgningen af dem, der startede krigen, ikke afsluttet på grund af Oktoberrevolutionen. Hverken den tysk-osmanniske fronts mål eller den engelsk-franske front og deres alliancer kom til nogen konklusion. Det var fordi et alternativ blev født i Rusland. De var bange for det og måtte indgå forskellige kompromiser indbyrdes for at forhindre det. Den tyrkiske republik blev også født i dette miljø, og det var sådan, Lausanne-traktaten blev dannet. Tyrkerne synes, at de kæmpede meget godt, fejrede og vandt sejre. Men ingen af dem blev sikret. Så de vandt ikke. De gjorde god brug af konjunktioner: Hvis og hvis, så ….. De vurderede politikken godt. Den kemalistiske bevægelse viste også en vis modstand. De opnåede deres resultat under disse betingelser. Men forholdene fra 1923 vil aldrig ske igen. Tayyip Erdoğan er fokuseret på denne tidsperiode. Han læser Abdulhamid og prøver at se, om noget lignende kan ske igen. Han ønsker at blive en anden Abdulhamid eller en anden Mustafa Kemal, men forgæves.

Andre sider af krigen, krigen i Ukraine, viser sig i krigens spredning til Sortehavet.  Første Verdenskrig havde allerede spredt sig. Spændinger og konflikter i stillehavsområdet er forbundet med disse spredninger. Nogle af de, der analyserer denne krig, siger, at Anden Verdenskrig sluttede med brugen af atombomben. De påstår, at den næste verdenskrig kun vil ske, hvis atombomben bruges. Men atombomber bliver allerede brugt overalt på det taktiske niveau. De behøver bare at se på, hvad der foregår i Zap-regionen i Nordirak.

Sådan foregår denne krig. Det er, hvad der sker i Gaza. De ofrer det palæstinensiske folk dér. Nu siger de, at denne krig vil sprede sig til Libanon og Syrien. Hvert sted, der var centrum for krig under Første Verdenskrig, er i dag igen et krigscenter i Mellemøsten. Og dette bevæger sig gradvist mod Tyrkiet. Det vil i sidste ende fokusere på Tyrkiet. Nogle mennesker i Tyrkiet har setdette; de forstår det. Det er de klar over. For at forhindre det forsøger de at fremprovokere en israelsk-iransk krig. De har allerede startet en israelsk krig med Hamas, og nu forsøger de at fremprovokere en krig mellem Hizbollah og Israel. De forsøger af alle kræfter at forhindre krigen i at nærme sig Tyrkiet, men forgæves. Det vil de ikke være i stand til. Lad os gøre det klart. Denne krig vil komme; Tyrkiet vil blive et centrum for krig. Det eneste, der kan redde Tyrkiet fra denne situation, er en demokratisering på grundlag af kurdisk frihed og skabelse af en demokratisk enhed med befolkningerne i regionen, organisering af en demokratisk front, en fredsfront mod denne krig ved at danne den demokratiske mellemøstkonføderalisme. Det er den eneste måde, hvorpå Tyrkiet kan overleve. Ingen kan komme ud af denne krig på nogen anden måde. Ligesom Tayyip Erdoğan kan man ved at ekspandere i Syrien og Irak kaste sig ud i krig. De, der fører denne krig, bruger faktisk Tayyip Erdoğan som agent. Til sidst bliver det Tyrkiets tur.

Som jeg nævnte tidligere, var det Rêber Apo, der forudså dette. Han vurderede, hvor meget skade dette ville forårsage for folkene. Han forsøgte at forhindre det, udviklede alternative ideer, udviklede politiske projekter og fremsatte viljen til en løsning. Men han blev forhindret og bliver forhindret. Det internationale konspirationsangreb er et angreb for at forhindre netop dette. Den kendsgerning, at der ikke er modtaget nogen nyheder fra Rêber Apo i 42 måneder, sker faktisk for at få denne politik til at fungere. Derfor forhindrer de at bare et eneste ord fra Rêber Apo kommer ud for at stoppe den udvikling, der ønsker at forhindre denne katastrofe. Alle bør være opmærksomme på dette. Man kan ikke bare sige, at vi ønsker fred. Det er alvorligt. Alle bør komme til fornuft. Lad os forstå kapitalismen korrekt. Lad os forstå de interne relationer i det kapitalistiske modernitetssystem korrekt. Lad os åbne, læse og analysere Første Verdenskrig. 100 års udvikling… Jeg mener, hvilke muligheder har Tyrkiet for at stå op imod Israel og lancere et nyt energiruteprojekt mod Israel? Det mest ekstreme punkt i kapitalen er jo Israel. Både USA ogStorbritannien står begge fuldstændigt bag Israel.

I den henseende kræver den nuværende situation en mere præcis forståelse. Vi må ikke blive så forvirrede over den virkelighed, der tegner sig for denne verdenskrig. I virkeligheden af denne verdenskrig bør vi ikke blive forvirret på denne måde. Alle bør holde op med at sige: “Der vil være forberedelser; det vil komme senere, det ene og det andet.” Faren er stor. Vi skal kæmpe for at forhindre, at faren får mere alvorlige konsekvenser, og vi skal så vidt det overhovedet er muligt, slås om muligt for at opnå fred og demokrati. Alle bør forstå dette. De, der virkelig ønsker det, bør give deres styrke og støtte til dette. Dette er vores løfte, vores kald, vores invitation.

Mens folkedrabskrigen føres af den fascistiske tyrkiske stat, bliver naturen fortsat angrebet og hårdt udnyttet. Det er noget, der ofte overses eller opfattes som et særskilt problem, selvom der nogle steder er modstand. Hvad kan du fortælle os om dette?

Udbytningen af mennesket og udnyttelsen af naturen er former for undertrykkelse, der går hånd i hånd. Fascistisk terror, undertrykkelse og udnyttelse af den mandsdominerede mentalitet og dens kvindeundertrykkelse, betyder angreb på og udnyttelse af naturen. På den anden side betyder det, at sikring af fri sameksistens i samfundet, demokratisk selvforvaltning og kvinders frihed viser sig at være grundlaget for at leve fredeligt i harmoni med naturen. Ødelæggelse af naturen er oprindelsen til enhver form for undertrykkelse og udbytning: fascistisk diktatur, det mandsdominerede system og aggression til det yderste. Sådan skal det problem håndteres. Så ligesom vi ønsker kvinders frihed, ønsker vi samfundets frihed. Vi ønsker demokrati – og det kan kun realiseres gennem en korrekt tilgang til naturen. Derfor er vi nødt til at mobilisere mod de angreb, der ødelægger, plyndrer ogbrænder vores natur og atmosfære. De bygger vandkraftværkeruden naturhensyn; de gennemfører minedrift uden regulering; de har gjort landet ubeboeligt; samfundet er blevet ude af stand til at producere; jorden bliver forgiftet. Hvordan kan vi leve uden luft, uden muligheder for økonomisk produktion, uden jord, miljø og grønne områder? Alt dette bliver destrueret for at opnå størst mulig fortjeneste for nogle mennesker. Det må ikke ske. Alle må modsætte sig dette. Vi skal blive mere bevidste. Socialøkologiske bevægelser, bevidsthed, organisering og handling må udvikle sig mere.

Vi lægger stor vægt på enhver holdning og kamp på dette grundlag. Hele vores folk, alle bønder, alle landsbybeboere, alle kollektivister, uanset hvor de er, må beskytte den jord, de arbejder med, deres egne aktiver, som de beskytter deres egen jord. Det er absolut nødvendigt ikke at tillade dette fascistiske, kolonialistiske, folkedrabssystem at plyndre naturen.

Vi hylder alle de kampe, der føres på dette grundlag. Alle, der kalder sig frie og demokratiske, bør støtte og deltage. Denne kamp er stadig svag. De fleste steder foregår kampen ganske isoleret, men især landsbybeboerne udfører en meget værdifuld og meningsfuld modstand. De har brug for mere solidaritet og støtte. Alle, der betragter sig selv som libertarianske, demokratiske socialister og demokratiske, bør beskytte disse steder mere end noget andet. Der bør være en høj prioritet netop på dette område.

Social frihed på grundlag af kvinders frihed og beskyttelse af naturen er sammenflettet. I denne henseende er det nødvendigt at overvinde de nuværende svage tilgange, at gøre den økologiske kamp mere organiseret og effektiv på alle områder og at føre krigen mod fascismen meget mere effektivt fra denne front.

Vores opfordring er rettet mod alle kvinder, hele vores folk, alle folk i Tyrkiet. Fordi AKP-MHP-fascismen ikke kun er anti-menneskelig, anti-folkelig, anti-kvindelig og anti-kurdisk, men den er også en fjende af naturen, en fjende af skovene og en fjende af jorden og vore landskaber. Dette fjendskab skal stoppes.

Endelig vil jeg gerne tale om den kurdiske kulturfestival i Frankfurt, som også finder sted i den nærmeste fremtid. Hvad har du at sige om det?

Vi kan definere betydningen af den 32. kurdiske kulturfestival i Frankfurt med hensyn til timing. Vi nærmer os afslutningen på det første år af vores globale kampagne for Rêber Apos fysiske frihed. Det er en handling, der finder sted på et tidspunkt, hvor jubilæet nærmer sig, hvilket kun giver det mere mening.

Kulturfestivalen er blevet en vigtig tradition inden for de sidste årtier. Gennem festivalen har kurderne altid hævdet deres eksistens, præsenteret sig for Europas folk og spredt deres kultur. De har givet udtryk for deres demokratiske krav. Men dette års festival er også en aktion, der markerer etårsdagen for vores globale frihedskampagne. Det er nødvendigt at vi organiserer os i overensstemmelse hermed. Vi er nødt til at arbejde hårdere; Vi skal lægge større vægt på det. Vores befolkninger og vores venner i Europa bør under alle omstændigheder definere det på den måde, og de bør tage imod festivalen og mobilisere i overensstemmelse hermed.

De skal få vores globale frihedskampagne til at nå et nyt højdepunkt. Den største pligt og det største ansvar for det falder på de unge. Selvfølgelig. De unge er allerede i konstant aktion for Rêber Apos fysiske frihed. De starter en lang march før festivalen, og de forbereder festivalen såvel som miljøet i tilknytning til den. De fører an.

Det er vigtigt og selvfølgelig meningsfuldt. Alle unge, kurdiske unge og internationale unge, alle vores unge venner og unge kammerater bør se meningen og vigtigheden af det og derfor gøre deres marcher til de mest spektakulære, med den bredeste deltagelse, med de mest konkrete krav, og ikke kun det, det vil sige, de bør deltage mest aktivt i det forberedende arbejde til festivalen på det førende niveau.

Jeg opfordrer til deltagelse i festivalen, og jeg vil fejre det. Jeg opfordrer især den kurdiske ungdom og den internationale ungdom til at mobilisere sig for, at en sådan festival bliver den mest spektakulære.

Kilde:

Anonymous, 2024: Kalkan: Destroying nature is the origin of every form of oppression and exploitation. ANF-News, 8. September 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt