Frem til d. 23. oktober 2024 var der ikke modtaget noget nyt i 43 måneder fra det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan, som nu har siddet i İmralı-fængslet under strenge isolationsforhold i mere end 25 år. Abdullah Öcalan tilbageholdes under forhold med absolut isolation og tortur, og hans ret til at se sine advokater og familiemedlemmer er blevet stadigt mere ignoreret..

Abdullah Öcalan fik sidst besøg af sine advokater i 2019, mens hans sidste familiebesøg før han nylige besøg af nevøen Ömer Öcalan var i 2020. I marts 2021 muliggjorde en bølge af internationale protester en telefonsamtale mellem Öcalan og hans bror, men den blev afbrudt efter et par minutter af ukendte årsager. Siden da har der frem til 23. oktober ikke været tegn på liv fra Öcalan og hans tre medfanger i İmralı Island Prison, Ömer Hayri Konar, Hamili Yıldırım og Veysi Aktaş. Anmodninger om besøg fra det Istanbul-baserede Asrın Law Office, som repræsenterer de fire Imrali-fanger, er alle blevet afvist af det tyrkiske retsvæsen, og anmodninger om oplysninger forbliver ubesvarede. Som et juridisk dække pålægges der udvidede disciplinære sanktioner i fængselssystemet hvert halve år. Internationale initiativer til at ophæve isolationen på Imrali ignoreres også i Ankara.

Massimo D’Alema, der var Italiens premierminister under den internationale sammensværgelse mod Abdullah Öcalan i 1999, har talt med Erem Kansoy fra Medya Haber TV. Massimo D’Alema udtalte, at den daværende amerikanske præsident Bill Clinton personligt ringede til ham og bad ham om at udlevere Öcalan til Tyrkiet.

“USA HAR ALTID STØTTET DEN TYRKISKE REGERING”

D’Alema beretter: “Den situation, hvor det var umuligt for os at modstå, var, da USA’s præsident Clinton ringede til mig og sagde: “Du må udlevere Öcalan til Tyrkiet”. Ja, præsident Clinton sagde det til mig, og vi sagde nej. Tro mig, det er ikke let at være allieret med USA og sige nej til dem. Det er absolut ikke let. Da USA sagde: “I er nødt til at gøre det her”, var der mange mennesker i Italien, aviser, politiske ledere, mange mennesker, der sagde: “Ja, vi er nødt til at opfylde det amerikanske krav”. USA har selvfølgelig altid støttet den tyrkiske regering. Vi er Italien, men vi er allierede med USA, vi er en del af NATO sammen med Tyrkiet. Det var ikke let for os at modstå presset og sige ‘nej’ til USA.”

D’Alema hævder, at den “internationale konference om en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål”, som Öcalan foreslog i Rom, ikke havde nogen mulighed for at blive organiseret på grund af USA’s støtte til Tyrkiet.

“ÖCALAN ER FORPLIGTET TIL EN FREDELIG LØSNING PÅ KONFLIKTEN”

“Okay, jeg ved, at Öcalan er forpligtet til en fredelig løsning på konflikten,” sagde D’Alema, “men på den anden side var den tyrkiske regering ikke parat til at acceptere denne proces. Og vi må ikke glemme, at den tyrkiske regering blev støttet af USA. Selv om jeg værdsætter Öcalans hensigter og hans idé, var der intet grundlag for det i den givne situation.”

»DEN UMENNESKELIGE BEHANDLING AF HR. ÖCALAN ER FULDSTÆNDIG UACCEPTABEL«

Massimo D’Alema sagde, at isolationen i İmralı er uacceptabel både ud fra et menneskerettighedsmæssigt og et politisk synspunkt: “Fra vores synspunkt er denne umenneskelige behandling af Öcalan naturligvis helt uacceptabel, eftersom vi respekterer menneskerettighederne, også for mennesker i fængsel. Det er også politisk uacceptabelt. Jeg vil gerne understrege dette vigtige punkt, at Öcalan kan spille en nøglerolle for en fredelig løsning mellem det kurdiske folk og den tyrkiske regering.”

“ERDOĞAN BØR ØJEBLIKKELIGT LØSLADE ÖCALAN”

Den tidligere italienske premierminister opfordrede også til øjeblikkelig løsladelse af den kurdiske leder og sagde: “Erdoğan bør øjeblikkeligt løslade Öcalan for at opnå en løsning på det kurdiske spørgsmål, der inkluderer Öcalan og respekterer det kurdiske folks rettigheder. Jeg har aldrig forstået Tyrkiets nationalistiske mentalitet. Det kurdiske spørgsmål kan ikke løses på denne måde. Det kan løses ved at give kurderne deres rettigheder. Det var min mening for 25 år siden, og det er det også i dag.”

BAGGRUND

Den 28. august 1998 erklærede Öcalan våbenhvile og foreslog en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål i en direkte udsendelse på MEDTV via en telefonforbindelse. I løbet af programmet svarede han også på spørgsmål fra 25 journalister, der repræsenterer internationale medieorganisationer og Tyrkiets mainstream-nyhedskanaler. Dette program skabte betydelig opmærksomhed og fik omfattende dækning i de tyrkiske medier. PKK’s våbenhvile, der skulle begynde på den internationale fredsdag den 1. september, og Öcalans forslag til en fredelig løsning fik dog ikke nogen positiv modtagelse.

Efter dette tv-program begyndte Tyrkiet at presse Syrien til ikke at huse Öcalan indenfor landets territorium. Den 15. september 1998 dukkede den tyrkiske generalstabschef, general Atilla Ateş, op ved den syriske grænse med en flok flagbærende borgere, iført kampuniformer, smøgede ærmerne op og pegede mod Syrien og sagde: “Vores tålmodighed er ved at slippe op. Vi har ingen planer på nogens jord, og intet land vil få lov til at have planer på vores jord. Vores nabo Syrien må forstå dette meget godt.”

Efterfølgende, den 1. oktober, advarede præsident Demirel Syrien og erklærede, at deres tålmodighed var sluppet op. Vicepremierminister Mesut Yılmaz og præsident Demirel kom med stærke udtalelser fra den syriske grænse i Hatay.

Den 9. oktober 1998 blev et fly med Öcalan tvunget til at forlade Syrien, hvor han havde boet i 19 år. Hans afgang kom på foranledning af den syriske regering, da Tyrkiet samlede tropper langs sin syriske grænse og truede sin sydlige nabo med en invasion af Damaskus, medmindre Öcalan blev deporteret.

Da Abdullah Öcalan blev udvist fra Syrien den 9. oktober 1998, besluttede han sig for at tage til Europa i stedet for til PKK’s højborge i de kurdiske bjerge i det nordlige Irak eller det nordvestlige Iran.

Abdullah Öcalans første destination var Grækenland, hvorfra han straks måtte fortsætte til Moskva. Ingen af landene var parate til effektivt at give ham politisk asyl. Den 13. november 1998 rejste Abdullah Öcalan til Italien, hvor han fik midlertidig indkvartering i en romersk forstad indtil den 17. januar. De italienske myndigheder afviste en tyrkisk anmodning om udlevering med den begrundelse, at Öcalan ville blive idømt dødsstraf, når han vendte tilbage til Tyrkiet. Samtidig besluttede de tyske forbundsmyndigheder at udskyde en arrestordre mod Abdullah Öcalan, der var blevet udstedt i 1990 på grund af en juridisk eventyrlig konstruktion. De to landes premierministre drøftede mulige steder for en international konference om en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål med europæisk inddragelse.

Öcalan har gentagne gange gjort det klart, at han er parat til selv at blive stillet for en international domstol på den ene betingelse, at Tyrkiet også bliver stillet for retten. Men hans håb og krav blev ikke opfyldt. Den tyrkiske regering og det tyrkiske medieapparat havde udløst en stadigt voksende kampagne af chauvinistisk forargelse mod Italien for at huse Öcalan, “barnemorderen og morderen af 30.000 mennesker.” Kampagnen omfattede en boykot af italienske produkter og skabte stærke anti-italienske følelser blandt den tyrkiske befolkning.

Samtidig brugte USA i stilhed diplomatiske kanaler til at afskrække europæiske regeringer fra at støtte ethvert politisk initiativ til en fredelig løsning på den kurdiske konflikt. Tysklands skridt til at udskyde arrestordren viste sig derefter at være et grønt lys for den italienske regerings endelige beslutning om at presse Abdullah Öcalan til at forlade landet til en usikker destination på trods af hans udestående asylansøgning. Alle europæiske lande nægtede at give ham indrejsetilladelse. Via Moskva, Athen og Korfu blev den kurdiske leder endelig fløjet til den græske ambassade i Nairobi, Kenya, i hvad der mere og mere tydeligt viste sig at være en bevidst manøvre for at få ham presset ind i en position, hvor han kunne udleveres til de tyrkiske myndigheder, så snart garantierne for europæisk lov effektivt kunne omgås.

Da Öcalan endelig blev tvunget væk fra den græske ambassade i Nairobi den 15. februar 1999, havde en tyrkisk forretningsmands privatfly (som senere blev udleveret fra USA til Tyrkiet på grund af alvorlige anklager mod forretningsmanden om bank- og skattekriminalitet i udlandet i sommeren 2001) allerede ventet på asfalten i Nairobis lufthavn i et par dage.

I sin ansøgning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol redegjorde Öcalan for den sidste rækkefølge af begivenheder omkring hans bortførelse:

“Sorte personer i en jeep kidnappede mig med magt. Både at være blevet på ambassaden eller tage med dem kunne alligevel have resulteret i, at jeg var blevet dræbt. Senere kom vi ind i et ikke-offentligt område i lufthavnen. De kørte bilen helt op til flyets dør. Min bevidsthed svigtede mig. Højst sandsynligt brugte de nogle stoffer på mig. Jeg kan bekræfte, at jeg ikke var i besiddelse af min viljestyrke på det tidspunkt. Jeg kan bekræfte, at jeg følte mig følelsesløs.

Alle dem, der stod omkring flyet, var bevæbnede, og ud fra deres udseende tror jeg, at de enten var amerikanere eller israelere. Dervar ingen tyrkere, før vi kom til flyet. Så snart jeg kom på flyet, var der nogen, der kastede sig over mig. De var tyrkiske. Tyrkere var kun på selve flyet.”

Kilde:

Erem Kansoy, 2024: Former Prime Minister of Italy: US said ‘You must give Öcalan to Turkey’ – UPDATE. ANF-News, 7. October 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt