Kurderne terroriseres af det britiske politi i London, men gør modstand

Kurderne terroriseres af det britiske politi i London, men gør modstand


Af Hikmet Erden og Nejla Ari, London

Det britiske politi har i morgentimerne onsdag den 27. november 2024 ransaget Londons Kurdiske Samfunds Center (KCC) og samtidigt også kurdiske patrioters hjem. Medformanden for den kurdiske folkeforsamling (KHM) i Storbritannien, Türkan Budak, repræsentanten for det kurdiske folks udenrigsanliggender Agit Karataş, den kurdiske politiker og forfatter Ali Poyraz og den unge kurdiske aktivist Mazlum blev taget i forvaring. En erklæring udsendt af Londons antiterrorpoliti hævdede, at razziaerne var rettet mod personer og organisationer med forbindelser til PKK.

Det britiske politis angreb på kurdiske aktivister og organisationer nåede et niveau, der er kendetegnende for tortur.


Politiet ransagede det kurdiske medborgercenter omkring kl. 03.00 om natten, smadrede alle døre med forhammere, tvang de, der var derinde til jorden og brugte vold.

Politiet konfiskerede alt teknisk udstyr og kommunikationsudstyr og spredte alt indbo i KCC-bygningen ud, under påskud af ‘ransagning’.

En kurdisk patriot ved navn Tayfur Özer blev indlagt på hospitalet efter at være besvimet på grund af den vold, han blev udsat for fra det britiske politi under razziaen. KCC-aktivisten Hakan Nemir blev også udsat for politivold og fik blå mærker og hævelser på fødder og ansigt.

Politiet tvang folkene i KCC-bygningen ud og tilbageholdt en ung kurdisk aktivist ved navn Mazlum. Politiet blokerede hele gaden og konfiskerede mange materialer, der blev fundet inde i bygningen, uden nogen form for opsyn af advokater.

Det forlyder, at politiet benyttede sig af retten til ‘besættelse’ i 9 dage af både den kurdiske forsamlingshusbygning og alle de huse, de ransagede på grund af personernes tilstedeværelse og efterforskningen af dem.

Det britiske politis arbejde var ikke begrænset til dette. Vold blev også brugt under razziaerne mod de tilbageholdtes hjem. Politiet lagde de tilbageholdte kurdiske aktivister i håndjern bag deres ryg og lagde psykologisk pres på kvinder og børn.

Mens politiet anvendte psykisk vold mod det 15-årige barn af den tilbageholdte Ali Poyraz, sagde hans kone Birsen Poyraz, at det britiske politis praksis ikke var anderledes end den tyrkiske stats fascistiske praksis.


I en udtalelse til ANF sagde Birsen Poyraz: “Dette er forfølgelse mod det kurdiske folk. Dette er tortur. De lægger et psykologisk pres på mine børn. De udførte dette angreb, mens vi alle sov. Vi er mennesker, der aldrig har gjort en myre fortræd. Denne operation er rettet mod det kurdiske folk. Disse mennesker er ikke terrorister. Den britiske stat arbejder for en fascistisk stat. Jeg opfordrer det regerende Labour-parti til at sætte en stopper for denne umoral.”

Det forlyder, at KHM-medformand Türkan Budaks hus også blev stormet, og hendes bror Hayri Budak blev såret under razziaen.

KCC-aktivisten Hakan Nemir udtalte, at politiet trængte ind i foreningens bygning ved at bryde dørene op og sagde: “De begyndte at angribe os uden nogen begrundelse. Vi blev såret under processen. Det var tortur. Vi er ikke terrorister. Terroristerne er dem, der torturerer os på denne måde og undertrykker det kurdiske folk, der er flygtet fra fascismen og har søgt tilflugt her.”

En kurdisk patriot ved navn Tayfur Özer, der blev indlagt på hospitalet efter at være blevet slået, fordømte politivolden og sagde: “Vi kom her på grund af forfølgelse og fascisme, men vi indså, at det britiske politi ikke er anderledes end det tyrkiske politi. De begyndte at slå os, så snart vi kom ind. Jeg fik blå mærker på mine øjne og ansigt som følge af tæskene. Jeg besvimede på grund af volden, og jeg blev indlagt på hospitalet. Dette er grusomhed mod et folk. Dette folk er et hæderligt folk. Og vi vil aldrig gå på kompromis med vores værdier. De skal skamme sig; skam over deres undertrykkelse.”

Da kurderne og deres venner hørte om angrebene, begyndte de at samles foran det kurdiske medborgercenter i Haringey, hvor de råbte “Terroristpoliti”, “Skam jer”, “BijÎ Serok Apo” (Længe leve lederen Öcalan).

Alevier og revolutionære organisationer sluttede sig også til demonstrationen foran KCC-bygningen og råbte ‘PKK er folket, folket er her’ og ‘Ned med fascismen’.

Kurderne fordømte også politiet og sagde: “Vi reddede denne verden fra barbarer som Islamisk Stat. Vi var gode mennesker, mens vi kæmpede og døde. Vi led 11.000 martyrer for menneskehedens ære. De plyndrer på den anden side vores institutioner for den uhæderlige fascistiske og Islamisk stat-støttende tyrkiske stat. De er skamløse og umoralske.”

Repræsentanter for Smmenslutningen af britiske Alevier (AFB), Tohum Kultur Center, DAY-MER, Gik-Der og mange demokratiske masseorganisationer sluttede sig til protesterne foran foreningsbygningen. Det britiske politi angreb også disse protestende. Politiet gik efter kvinder og unge og brugte vold og tilbageholdt mange mennesker. Mens repræsentanterne for demokratiske masseorganisationer reagerede på politiets hårde holdning, fortsætter spændingerne mellem folket og politiet.

Folk, der bor i området omkring det kurdiske medborgerhus, skrev “Frit Kurdistan” på vinduerne i deres huse.

Internationalister støttede også protesterne i Haringey-området, mens kurderne krævede, at politiet straks forlod bygningen, der er det kurdiske folks hjemsted i London.

Folk råbte ‘PKK er folket, folket er her’, ‘Bijî Serok Apo’, ‘Skam jer’ og blokerede gaden fra tid til anden.

Mens politihelikoptere konstant svævede rundt om bygningen, udsendte det britiske politi en erklæring på sin officielle hjemmeside, hvor de hævdede, at det kurdiske medborgercenter var forbundet med PKK. Det fangede opmærksomheden, at politiet uddelte løbesedler og spurgte lokalsamfundet om, hvad de mente.

Det oplyses, at politiet havde forberedt sig på operationen flere dage tidligere.

Advokat Ali Has har givet oplysninger om tilbageholdelserne, og udtalte, at operationen var lovlig med henvisning til ‘PKK’, men politiet gav i situationen ingen oplysninger. Han påpegede, at denne operation var baseret på antiterrorloven, og at de nuværende razziaer er baseret på artikel 41, som siger, at razziaer kan udføres på grundlag af mistanke om en forbrydelse uden en retskendelse. Ali Has sagde, at den juridiske proces er startet, og tilbageholdelsesperioden kan forlænges ved at henvise til antiterrorloven.

Unionen af Demokratiske Kræfter i Storbritannien (Democratic Forces Union) udsendte også en erklæring, der fordømte operationen mod det kurdiske folk og de kurdiske institutioner og meddelte, at der vil blive organiseret en stor march i morgen aften kl. 17.00 foran Turnpike Line Station.

For præcis et år siden, den 27. november 2023, blev det kurdiske medborgercenter (KCC) i Haringey ransaget af politibetjente fra det britiske indenrigsministerium. Aktivister indgav en klage over razziaen og kaldte den ‘ulovlig’.

Kilde:

Hikmet Erden, Nejla Ari, 2024: Kurds terrorised by the British police in London resist. ANF-News, 27. November 2024. 

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland