I et omfattende interview med ANF taler Mustafa Karasu, der er medlem af KCK (Kurdistan Communities Union) eksekutivråd, i detaljer om modstanden og kampen for den fysiske frihed for den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan og den demokratiske løsning på det kurdiske spørgsmål.

Hvad er grundlaget og de metoder, som Abdullah Öcalan, folkets leder, bruger til at udføre sin konsekvente modstand mod den internationale sammensværgelse, der har stået på i 26 år?

Historien om Rêber Apos (leder Abdullah Öcalan) kamp og modstand under forholdene i Imrali fængslet er fuld af lektioner. Her kan man se slående eksempler på ideologisk og politisk genialitet. Han er en revolutionær, der har stået over for det 20. århundredes største fjendskab, og som fører en episk kamp mod det. Det kurdiske folks kamp for frihed er repræsenteret på den mest præcise og kompetente måde dér. Trods isolationsfængslinghar han formået at tilføre stor værdi til kampen for frihed og demokrati for både det kurdiske folk og for hele menneskeheden. Rêber Apos liv i Imrali er historisk. Han har ikke spildt en eneste dag og har i stedet helliget sig spørgsmålet om det kurdiske folks frie og demokratiske liv. Dette liv er et liv dedikeret til hele menneskeheden.

Fra det øjeblik, han blev bortført, begyndte Rêber Apo at søge efter måder at forpurre denne sammensværgelse på og fokuserede på, hvordan han kunne komme igennem denne proces med mindst mulig skade på frihedskampen. Han gik ikke i panik, og han blev heller aldrig pessimistisk. Som leder af folkene bruger han hvert sekund på at tænke på disse folks frie og demokratiske liv, uanset omstændighederne. Han fokuserer konstant på, hvordan man kan frustrere sammensværgelsen med en strategisk og taktisk kamp. Den 15. februar 1999, da han blev bortført fra Kenya, gik hans tanker ene og alene i den retning.

Rêber Apo er en leder, der hver dag gør status, lærer af enhver form for udvikling og dermed gør det til en stil at arbejde og kæmpe endnu mere. Med en sådan karakter og en sådan tilgang blev han en leder og er vokset gennem sit arbejde dag for dag. Han betragter hver dag, hvor han ikke har løst problemer, ikke har overvundet modsætninger, han er stødt på, eller ikke har skabt en udvikling, som en dag, der ikke er blevet brugt tilstrækkeligt. Han har gjort det til en grundlæggende livsfilosofi at passe et heltids- og produktivt arbejde ind i hver eneste dag. I den forstand lever han en virkelighed, der er uden sidestykke i menneskehedens historie. Det er en virkelighed, der er baseret på en filosofi om kamp, om livet.

Fra det allerførste øjeblik af sit fangenskab stillede Rêber Apo hele tiden sig selv spørgsmålet “Hvad skal der gøres?” og baserede hvert eneste skridt, han tog, på de svar, han fandt, der ville bringe ham tættere på målet om at frustrere sammensværgelsen og sikre succes. Det miljø, der blev skabt gennem sammensværgelsen, var fuldstændig rettet mod udslettelse og likvidering. Rêber Apo fokuserede derfor først og fremmest på at bryde igennem dette miljø for at skabe et grundlag for kamp. Fra sit fangenskab sendte han et budskab til dem, der var ansvarlige for sammensværgelsen, om, at det nu var vigtigt for dem at finde en løsning på det kurdiske spørgsmål, der ikke var baseret på tvang og ikke udsprang af et kompleks. Med denne tilgang forsøgte Rêber Apo at vinde disse kræfter til at nærme sig løsningen på det kurdiske spørgsmål positivt. Dette var den første taktik i kampen mod sammensværgelsen. Det kan siges, at det var en taktik udviklet af Rêber Apo i henhold til den tyrkiske stats virkelighed på det tidspunkt og dens herskeres karakter. På den måde blev det første angreb fra den internationale sammensværgelse, som hysterisk var rettet mod udslettelse og likvidering, ikke til noget. De første måneder af sammensværgelsen blev imødegået ved hjælp af denne taktik.

Med opløsningen af den virkeliggjorte socialisme vurderede Rêber Apo dybt de interne årsager, der førte til dette. Der var utvivlsomt angreb fra imperialistiske og kapitalistiske magter, men opløsningen skete hovedsageligt på grund af interne faktorer. Rêber Apo handlede ud fra den forståelse, at det ikke er muligt at drage den rigtige lære og gennemføre korrektioner uden at erkende, at forkerte og ufuldstændige interne faktorer også skyldes mangler og unøjagtigheder i teorien. Han engagerede sig i spørgsmål, kritik og selvkritik som ingen anden og gjorde dette uden at falde i den grøft, at han opgav socialismen og blev venstreorienteret inden for systemet. Mens han kritiserede den virkeliggjorte socialisme og den teoretiske og organisatoriske linje, der skabte den, udtrykte han slående formålet med sin kritik ved at sige: “At insistere på socialismen er at insistere på menneskeheden.”

I sin politiske rapport til den 5. kongres fremsatte PKK konkret sin kritik af den virkeliggjorte socialisme og de marxistiske lederes teoretiske fejltagelser gennem PKK’s nye ideologiske, teoretiske, organisatoriske og operationelle linje. PKK’s 5. kongres blev taget som en kongres for fornyelse og forandring af socialismen. Rêber Apo forstår at udvikle denne forandring trin for trin i retning af det paradigme, han forestiller sig. Sammensværgelsen var også rettet mod Rêber Apos bestræbelser på at skabe denne forandring og transformation indenfor PKK og i hele den socialistiske bevægelse. Konspiratorerne, der så, at PKK med disse anstrengelser fra Rêber Apo ville overvinde sine mangler og blive mere effektive i sin kamp, havde til formål at forhindre Rêber Apo i at gøre det kurdiske folks frihedskamp mere effektiv på grundlag af det nye paradigme.

Efter sin fængsling øgede Rêber Apo sin indsats for den ideologiske, teoretiske og organisatoriske forandring, han ønskede at skabe. Han mener, at en af grundene til, at sammensværgelsen var mulig, var manglerne, utilstrækkelighederne og fejlene i ideologien, teorien og organisationsmåden. På den anden side mener han også, at så længe det imperialistiske og kapitalistiske system, som er ansvarlig for så meget uretfærdighed i denne verden, ikke holdes ansvarligt, kan den kamp for frihed, som det kurdiske folk fører, ikke udvikle sig og lykkes. At stille det imperialistiske og kapitalistiske system til regnskab, ville også være at tage hævn over den internationale sammensværgelse. Kort sagt handlede Rêber Apo ud fra den forståelse, at uden at løse problemet med kapitalismen og dens system, kan hverken det kurdiske folks eller menneskehedens problem med frihed og demokrati løses. På baggrund af denne forståelse indledte Rêber Apo en undersøgelsesfase og nåede ikke til enighed med de hegemoniske kræfter. Han tillod ikke, at hans kamp blev liberaliseret, og han lod sig heller ikke tvinge til at knæle for dem. I stedet har han fordybet sig i spørgsmålet om, hvordan han kan føre en mere intensiv og mere succesfuld kamp mod de hegemoniske kræfter. Når man undersøger Rêber Apos forskning og den kamplinje, han eksemplificerede på Imrali, må man vurdere disse aspekter korrekt.

Rêber Apo havde været socialt engageret siden sin barndom. Set i det lys var det hans sociale perspektiv og hans tilsvarende søgen, der i sidste ende førte ham til socialismen. Men den forståelse af socialisme, som han tror på og praktiserede, har altid indeholdt en dyb social komponent. Han har altid kritiseret ideologiske, teoretiske, organisatoriske og praktiske forståelser, der ikke svarer til hans sociale sindelag. I den henseende fremførte han kritiske tilgange også før den virkeliggjorte socialismes sammenbrud, og han gjorde den forståelse og tilgang til socialismen, som han fandt korrekt, til en del af sin personlighed.

Efter den virkelige socialismes sammenbrud konkretiserede han denne kritik yderligere. For at kunne kæmpe effektivt og succesfuldt mod kapitalismen i fangenskab i Imrali, adresserede han utilstrækkelighederne i ideologi og teori mere omfattende og bragte seriøse innovationer til forståelsen og teorien om socialisme. Med sin nye forståelse af socialisme baseret på den frie kvinde, økologi og et demokratisk samfund angreb han kapitalismen ved dens rødder. Med sine analyser og det paradigme, han fremsatte, startede han en ny æra af kamp, der ville bringe enden på den kapitalistiske modernitet. Dette var også en sand hyldest til Marx og Engels, der for 150 år siden hejste flaget for kampen mod kapitalismen. Hvis der er en værdig elev og tilhænger af Marx og Engels, er det Rêber Apo. Aldrig at kritisere, hvad Marx og Engels sagde, og at udtrykke det på nøjagtig samme måde i dag, er ikke en korrekt form for forpligtelse. Rêber Apo har bragt socialismen til det højeste og mest omfattende niveau i menneskehedens historie med stort ansvar for at gøre den til en succes og for at forhindre, at situationen med ’den virkeliggjorte socialisme’ nogensinde sker igen.

Med sin uddybning i Imrali har Rêber Apo ikke kun reddet det kurdiske folks frihedskamp fra obstruktion og skabt en linje for den rette kamp og succes, men han har også sat grænsen for at overvinde forhindringerne foran frihedskampen ved at analysere det kapitalistiske modernistiske system og dets politik i Mellemøsten. For Rêber Apo forstod udmærket med sine årtiers erfaring og viden, at det kurdiske folks kamp for frihed ikke kan lykkes uden at løse Mellemøsten og verdenssystemets problem. Kort sagt, hvis det kurdiske folks kamp for frihed skal lykkes, vil den være baseret på de løsninger, som Rêber Apo har fremlagt. Rêber Apo har dechifreret den kapitalistiske modernitets koder, reaktionen i Mellemøsten, de hegemoniske magter og de lande i regionen, der hersker over kurderne. På dette grundlag banede han vejen for frihedskampens succes.

Ved at fremsætte dimensionerne i den demokratiske modernitet mod alle dimensionerne i den kapitalistiske modernitet, med andre ord dens alternativer, har Rêber Apo direkte angrebet ikke blot det fem tusind år gamle statssystem og dets sidste repræsentative kapitalistiske modernitet, men også roden til det mandsdominerede system.

Ved at afsløre og udstille hele virkeligheden i det mandsdominerede statssystem og ved at tilbagevise alle dets ideologiske, teoretiske og moralske fundamenter, har han indledt en periode, der vil føre til dets undergang. Efter fremkosten af Rêber Apo’s paradigme, er det blevet umådeligt vanskeligt for staterne, det kapitalistiske system, og det mandsdominerede system, at overleve ret meget længere: Rêber Apo har sagt, at det 21. århundrede vil være kvindernes århundrede. Og det er allerede sikkert, at denne beslutning vil blive realiseret. Da alle former for dominans og udbytning er baseret på dominans og udbytning af kvinder, vil det 21. århundrede også være det århundrede, hvor afslutningen på det statslige system og den kapitalistiske modernitet nærmer sig. Rêber Apo fører en sådan historisk kamp mod de kapitalistiske modernistiske kræfter, der leder den internationale sammensværgelse. På denne måde stiller han dem, der etablerede den mellemøstlige orden baseret på folkedrabet på kurdere i det 20. århundrede, til ansvar. Ved at analysere situationen i Mellemøsten såvel som i den tyrkiske stat i detaljer, og ved at tilpasse det kurdiske folks frihedskamp og sine egne analyser derefter, og dermed gøre dem mere indflydelsesrige, har Rêber Apo indledt en stor kamp mod den besættende tyrkiske stat og alle de kræfter, der spiller en rolle i den internationale sammensværgelse.

Selvom presset og angrebene fra den tyrkiske stat er intense, er det kurdiske folks kamp for frihed blevet mere omfattende og dybere i alle fire dele af Kurdistan. I dag er det kurdiske spørgsmål blevet et mere synligt politisk og socialt spørgsmål i det nordlige Kurdistan og Tyrkiet; Det er i endnu højere grad blevet et regionalt og internationalt spørgsmål. I den henseende har den 26 år lange kamp i Imrali frustreret de sammensvornes mål, og selv om Rêber Apo stadig holdes fanget, har den internationale sammensværgelse tabt, og Rêber Apo har vundet.

Den globale kampagne “Frihed for Abdullah Öcalan, en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål” er gået ind i sit andet år. Når man ser på resultaterne af det første år af dens kamp, hvad kan man så forvente af kampagnen i det kommende år?

Den globale frihedskampagne, der blev lanceret den 10. oktober af internationale venner af det kurdiske folk, har generelt været vellykket indtil videre. Den har især været stærk international. Således er grundlaget for at udvide denne kampagne globalt blevet meget stærkt. Hvis dette grundlag udnyttes godt, vil kampagnenudvikles hurtigt og vokse globalt. Hvis der foretages omfattende og god planlægning i den henseende, vil der i 2025 blive taget et kæmpe skridt for Rêber Apos fysiske frihed. Det første år har vist, at der er et så stort potentiale. Især jo mere Rêber Apos paradigme opdages af folket, jo mere vokser kampagnen eksponentielt. Det handler ikke kun om et folks frihed og dets leder. At omfavne Rêber Apos paradigme er den mest grundlæggende faktor, der gør det muligt for denne kampagne at vokse. Man må se, hvor effektiv det kurdiske folks kamp for frihed og kampen for at befri Rêber Apo kan være, når den er udstyret med en stærk ideologi. Der kan opnås mere effektive og konkrete resultater ved at styrke den ideologiske og intellektuelle dimension af denne kampagne.

Især verdens kvindebevægelser vil støtte denne kampagne stærkere i dens andet år. Efterhånden som Rêber Apos økologiske tilgang bliver kendt, vil økologiske bevægelser, ligesom kvindebevægelser, blive en vigtig kraft i denne kampagne. I en tid, hvor den kapitalistiske modernitet har bragt menneskeheden ind i en blindgyde, vil den ikke-statslige model for demokratisk konføderalisme, kvindernes frigørelseslinje og den økologiske tilgang påvirke hele menneskeheden. Det vil give stor styrke til kampen for Rêber Apos frihed og en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål.

Kort sagt, det andet år af den globale kampagne vil være et år, hvor kvindebevægelsen vil tage føringen, intellektuelle, der danner folkenes samvittighed, vil deltage mere, og økologer og arbejdere vil se denne kampagne ikke kun som en kampagne for støtte og solidaritet, men som deres egen kamp for frihed og demokrati. Det første år af kampagnen pressede institutioner som Europarådets Ministerkomité til at tage visse skridt. I det andet år vil dette intensiveres. Det vil føre til resultater, der vil presse staterne til at tage skridt. Dette vil utvivlsomt skyldes den demokratiske offentlige mening, der er skabt af kampagnen.

Mens kampen mod den internationale sammensværgelse først og fremmest føres over hele verden gennem den globale kampagne, foregår der også en meget intens kamp i Kurdistan. Når det kommer til Kurdistan, skiller især det nordlige Kurdistan sig ud. Den 13. oktober blev der afholdt en vigtig demonstration mod sammensværgelsen i Amed (tr. Diyarbakir), på trods af at den var forbudt af den tyrkiske stat. Hvordan vurderer du dette?

Når det kommer til Kurdistan generelt, skiller kampen i det nordlige Kurdistan sig altid ud. Det er det nordlige Kurdistan, der har påvirket og bestemt kampen i alle dele af Kurdistan i 50 år. Det nordlige Kurdistan har altid været en pioner i kampen for det kurdiske folks frihed og omfavnelsen af Rêber Apo. Det nordlige Kurdistan har deltaget i kampagnen, der blev lanceret af vores internationale venner den 10. oktober med vigtige aktioner og kampe. I kampagnens andet år vil kampen i det nordlige Kurdistan og Tyrkiet blive endnu mere kraftfuld og effektiv. Handlingerne og kampen i det første år har vist, at det nordlige Kurdistan er i stand til at føre en større kamp. Selvom staten havde til formål at forhindre yderligere deltagelse ved at indføre forbud, overvandt vores folk forhindringerne og lod deres stemme høre. Man skal forstå, at jo kraftigere og mere effektiv kampen i det nordlige Kurdistan er, jo mere påvirker den alle dele af Kurdistan og  udlandet. Kampen i det nordlige Kurdistan giver stor fart til kampen overalt. 50 års kamp har vist denne virkelighed. Demonstrationen den 13. oktober er en begyndelse. Det er også en vigtig målestok for, hvordan kampagnens andet år vil udvikle sig i det nordlige Kurdistan, i hele Kurdistan og også i udlandet. Kampen for fysisk frihed for Rêber Apo og en politisk løsning for Kurdistan skal fortsættes med rige metoder. Det kurdiske folk, især de unge og kvinderne, kan rejse kampen på mange måder. Det er vigtigt ikke at være begrænset til en eller to kampmetoder. De unge, kvinderne og hele vores folk bør vide, at jo stærkere deltagelsen i protesterne er, jo større er effekten. Det kurdiske folk er folket i Newroz og serhildan (kurdisk ord for folkelig opstand). I den henseende kan man ikke sige, at aktioner med høj deltagelse ikke kan tilrettelægges. Når ungdommen, kvinderne og menneskene berøres, når organisering ses som den mest grundlæggende opgave, er disse mennesker i Serhildan i stand til at demonstrere dette overalt.

I kampagnens første år spillede både Rojava og Europa en afgørende rolle. Faktisk har begge altid stået op og kæmpet, når det kommer til Rêber Apo. Vi så denne virkelighed endnu en gang i kampagnens første år. Da den internationale sammensværgelse mod Rêber Apo blev realiseret, rejste vores folk i Rojava og Europa sig og viste kraftigt deres reaktion mod den. De udviste en eksemplarisk holdning i denne henseende. Af denne grund udtrykte Rêber Apo sin særlige taknemmelighed over for befolkningen i Rojava og vores folk i Europa i sine fængselsskrifter. I kampagnens andet år vil folkene i Europa, Rojava og Nord- og Østsyrien igen deltage på højeste niveau i kampen for at befri Rêber Apo.

Den fascistiske tyrkiske stats angreb for at besætte Kurdistan fortsætter uafbrudt. Et af centrene for disse angreb er Medya forsvarszonerne (Medya Defense Zones – områder på grænsen mellem Nord-, Syd- og Østkurdistan/Sydøst-Tyrkiet, Nordiraken og Vestiran, der er under kontrol af de kurdiske frihedsguerillaer). Gennem samarbejde med KDP ønsker den tyrkiske stat at presse aftalen med den irakiske regering til sit maksimale. Hvad er der på dette tidspunkt blevet afsløret omkrigen?

I mere end fire år har den tyrkiske stat gennemført et intenst angreb på Medya-forsvarszonerne med alle krigsmidler, forbudte våben og intern og ekstern støtte. I øjeblikket er de israelske angreb på dagsordenen. Men hver dag angriber den tyrkiske stat mere end Israels angreb på Gaza eller Libanon, bomber hele området og bruger forbudte våben. Den bomber tunnellerne, som er blevet guerillaernes modstandsbaser, døgnet rundt. Den forsøger at neutralisere guerillaernes koordinerede taktik med hold-tunnel-krig gennem bombninger med alle slags våben, giftige gasser og andre forbudte våben. I mere end fire år har guerillaernes nye krigsførelse med koordinationer og mobile hold været en torn i øjet på den tyrkiske hær. I disse fire år har den tyrkiske stat brugt måske hundrede gange flere bomber, end USA brugte i alle sine år i Vietnam. Snesevis af militære droner svæver konstant over Medya forsvarszonerne. Guerillaerne kæmper mod den tyrkiske hær, som konstant er under beskyttelse af snesevis af droner. Denne modstand vil gå over i krigsførelsens historie som et eksempel på ofre, der ydes, når de er på deres højeste. Vi kan sige, at den krig, der udkæmpes hver dag og i hver tunnel, er historisk. Der er en gruppe offerguerillaer, der marcherer mod fjenden med stor entusiasme, som om de skulle til en fest. Folk, der gør modstand på denne måde og fører en offerkrig som denne, er mennesker, der har opnået frihed. Nu skrives historien om denne frihed. Uanset hvilke vanskeligheder man oplever, uanset hvilken pris der betales, er resultatet af denne historie det kurdiske folks frihed.

Mens krigen intensiveres i Medya-forsvarszonerne, også i det nordlige Kurdistan, fortsætter både den tyrkiske stats militære operationer og guerillaernes modstand mod den. I 2024 fandt snesevis af guerillaaktioner sted i det nordlige Kurdistan, hvor mange soldater og politibetjente blev dræbt eller såret. Den tyrkiske stat har imidlertid en politik om ikke at offentliggøre sine tab i det nordlige Kurdistan. Samtidig led snesevis af guerillaer martyrdøden i 2024 i kampen i det nordlige Kurdistan.

Den tyrkiske stat og de anti-kurdiske kræfter har indset, at frihedskampen står fast på trods af alle former for angreb. Det er ikke muligt at afskrække disse mennesker fra deres kamp for frihed. Uanset hvor meget de forfølger det kurdiske folk og får dem til at betale en høj pris, vil disse mennesker fortsætte deres kamp, indtil de opnår deres frihed. Den tyrkiske stat må have forstået dette; hvis ikke, vil den ende i en blindgyde, der vil føre til dens nederlag.

Den irakiske regering har begået en stor forbrydelse ved at indgå en aftale med den tyrkiske stat. I 50 år har den kurdiske frihedskamp kun kæmpet for sit folks frihed. Det har aldrig kæmpet mod noget land eller nogen politisk magt i regionen baseret på nogen fremmed magt. Det har altid haft gode forbindelser med de regeringer, der blev dannet efter interventionen i Irak. Den kurdiske frihedsbevægelse har kæmpet den mest intense kamp mod Islamisk Stat, den største trussel, Irak har stået over for i de sidste 20 år. Af den grund takkede begge irakiske premierministre under krigen mod Islamisk Stat PKK’s ledelse. Hvis det ikke var for PKK’s kamp mod Islamisk Stat, ville der hverken have været en irakiske regering eller en administration i det sydlige Kurdistan. Den daværende administration i det sydlige Kurdistan havde også takket guerillaerne for dette. Bortset fra den nuværende premierminister og en håndfuld personer, der spillede en rolle i aftalen med den tyrkiske stat, har medlemmerne af den irakiske regering og de politiske kræfter indset, at aftalen med den tyrkiske stat var en historisk fejltagelse. En irakisk regering, der er nået til enighed med den tyrkiske stat mod det kurdiske folks kamp for frihed, har ingen fremtid. En regering, der har tabt sin moral, sin samvittighedsfuldhed og sine moralske værdier, vil ikke vare længe. Faktisk afslører vores modstand også denne virkelighed. De er ved at komme i en situation med en regering, der har mistet sin sociale støtte. Kort sagt er denne aftale en aftale, som det irakiske folk ikke accepterer.

Tyrkiske statsembedsmænd havde sagt: “Denne sommer vil vi afslutte modstanden mod PKK; De vil blive besejret.” Men nu er de bange for det nederlag, de selv vil få i efteråret og vinteren. De lever hver dag med frygten for, hvor langt væk sommeren er, ligesom deres soldater tæller dagene, indtil de bliver løsladt. Hvad angår KDP, har det parti allerede taget livet af sig selv med det forræderi, det begik i denne fire år lange krig. Det er blevet til et politisk lig uden moralsk værdi og uden politisk legitimitet. Selv om det fortsat lever med støtte fra fremmede magter, er det bare et levende lig.

Hvad vil Du sige om de valg, der skal afholdes i det sydlige Kurdistan i dette miljø, hvor besættelsesangrebene fortsætter?

KDP vil gå til valg som et politisk lig, der udelukkende holdes af krykker. KDP har intet at tilbyde folket. Så vidt vi kan se, forsøger det at gennemføre den særlige krig, som AKP-MHP-regeringen praktiserede ved valget i Tyrkiet under forholdene i det sydlige Kurdistan. Det er klart, at der ikke vil være retfærdige valg i de områder, hvor KDP dominerer. Ligesom statslige embedsmænd i det nordlige Kurdistan går ud i landsbyerne og siger: “Hvis der ikke er nogen stemmer til AKP her, så vil vi holde jer ansvarligefor det,” så lægger KDP et lignende pres på landsbyerne og bykvartererne. Landsbyer og bykvarterer er truet af afpresning og pres fra KDP. Men selv hvis KDP forsøger at få stemmer ved dette valg gennem pres og køb af nogle mennesker, vil det falde endnu længere bagud i forhold til det forrige valg. Ved det foregående valg fik det ikke engang stemmer fra 15 procent af befolkningen i det sydlige Kurdistan.

Ved dette valg må folket gå til stemmeurnerne og straffe KDP for at bane vejen til bjergene, sletterne og byerne i det sydlige Kurdistan for den tyrkiske republik. Til dette formål bør befolkningen i det sydlige Kurdistan gå til stemmeurnerne og stemme på patriotiske kandidater, der er imod dette forræderi. Det handler om at begrave det forræderi, der støtter den kurdiske fjende, som har åbnet Kurdistan for besættelse og folkedrab. KDP erstatter patriotisme med kollaboration og forræderi i Kurdistan. Det er den største fare for det kurdiske folk. Derfor må dette valg tydeliggøre patriotismen og forræderiet. Det er, hvad vi har at sige om dette valg.

Kilde:

Mustafa Karasu, 2024: ‘The campaign for Öcalan’s freedom and a solution for Kurdistan must be continued with rich methods’. ANF-News, 15. October 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt