Af Berxwedan Behdinan

Kurdistans historie er lige så meget et vidnesbyrd om legendarisk modstand som om tragisk forræderi. Selv i tider med grusom forfølgelse og undertrykkelse var der kurdere, der samarbejdede med morderne, besætterne og kolonialisterne. Barzani-klanen og dens parti KDP (Kurdistans Demokratiske Parti) har gentagne gange spillet en vigtig rolle i dette. Det handler ikke om hverenkelt person i Barzani-familien, men om dens lederskab og dens politiske dannelse indenfor det korrupte KDP-apparat. MesûdBarzani, hans søn Mesrûr Barzani og hans nevø Necîrvan Idris Barzani udgør kernen i forræderiet.

Kort historie om Barzani-klanen

For bedre at forstå det nuværende KDP og forræderiet blandt kurdere generelt, er det nyttigt med et kig på historien. Barzan er navnet på en region [i Nord-Irak, tæt på grænsen til Tyrkiet og 50 km. fra grænsen til Iran, o.a.]. Barzani-stammeunionen blev dannet af en sammenslutning af de kurdiske stammer Mizurî, Dolemerî, Berojî og Şerwanî, der boede der. Denne enhed eksisterede længe før Barzani-familien. Historisk ved man ikke meget om familiens tidlige dage, og de fleste af de tilgængelige data er enten fragmentariske eller uklare. Barzani-familien kan først være kommet fra Nordkurdistan til Zaxo/Duhok/Amêdî-regionen og derefter til Zap-floden, som tidligere blev kaldt Zê. De blev kaldt “malbata ber zê”, som betyder “familien på Zap”. Ikke kun denne familie, men også de mange stammer, der bor i Barzan, er altid blevet kaldt ved dette navn. Barzani-familien, som i bund og grund ikke har noget stammetilhørsforhold, slog sig sammen med den sunnimuslimske Naqshibandi-sekt, som blev magtfuld i Sydkurdistan fra 1850’erne og fremefter, og skabte sin egen nye stamme.

Kilderne til Mesûd Barzanis magt

Især Mesûd Barzanis nære kreds er dybt involveret i forræderiet. Det er derfor vigtigt at tage et kig på hans familieforbindelser. Mesûd Barzani giftede sig med en datter af Mehmed Xalid, søn af sheiken af Barzan. Hans mor tilhører Zêbarî-stammen. Ægteskabet gav ham både stammeautoritet og religiøs magt. Disse to kraftkilder gjorde Mesûd Barzani stærkere end sin ældre bror Idris. Dette gjorde praktisk talt Mesûd Barzani til arving af sin far, Mustafa Barzani.

KDP, en femte kolonne til at likvidere kurdiske frihedsbestræbelser

KDP har gentagne gange spillet en rolle ved at likvidere modstanden i de forskellige dele af Kurdistan. Nogle eksempler:

• Suleiman Moini, en af lederne af KDP-Iran, blev myrdet af Mustafa Barzani den 15. maj 1968. Hans lig blev overdraget til den iranske efterretningstjeneste SAVAK.

• Ahmed Tawfiq, generalsekretær for KDP-Iran, blev forfulgt af KDP i Sydkurdistan, måtte flygte til Bagdad og blev myrdet af agenter fra Baath-regimet i 1972.

• Sait Elçi, en af lederne af Kurdistans Demokratiske Parti i Tyrkiet (TKDP), blev tortureret i 1971 efter at være flygtet fra Nordkurdistan og myrdet efter ordre fra KDP-ledelsen.

• Sait Kırmızıtoprak (Dr. Şivan), en af de ledende kadrer i TKDP, en revolutionær fra Dersim, også kendt som den kurdiske “Che Guevara”, blev arresteret i Zaxo af KDP i 1969, tortureret og skudt sammen med to af sine kammerater.

De kurdiske partier i Nord- og Østkurdistan blev lammet på denne måde. Dette skete på anmodning af både den persiske efterretningstjeneste SAVAK og den tyrkiske efterretningstjeneste MIT. KDP-ledelsens indblanding i den kurdiske bevægelses indre anliggender i det vestlige Kurdistan (Rojava) var et alvorligt slag mod styrkernes enhed og fælles kamp dér. Den kurdiske bevægelse i Libanon, som aktivt beskæftiger sig med de kurdiske flygtninges problemer, har også været internt splittet på grund af KDP-ledelsens handlinger.

Kort sagt, som en lynafleder har Barzani-familien og KDP gjort det til deres mission at sprede kurdernes modstand. Støtten fra besætterne og deres gode vilje er afgørende for dem. Uden dette kunne partiet med sit korrupte nepotistiske netværk ikke kontrollere Sydkurdistan bare en månedlængere.

Det, der ikke tjener KDP’s interesser, skal ødelægges

Barzani-klanens og KDP’s tætte bånd til kolonialisterne og besætterne betyder, at de fungerer som en forlængelse af kolonistaterne, især i de andre dele af Kurdistan. Deres ofteudtrykte patriotisme forbliver en farce i lyset af denne virkelighed. KDP forsøger at indynde sig hos besætterne på nye måder. Partiet er ansvarligt for udryddelsesoperationer mod revolutionen i Syd- og Østkurdistan. Nu mobiliserer KDP alle sine ressourcer for at kvæle PKK’s revolution i Nordkurdistan.

En krig mod “frie kurdere”

KDP’s hovedfunktion er kampen mod den kurdiske frihedsbevægelse. Den forfølger en eksplicit kontrarevolutionær dagsorden, fordi oligarkerne i Barzani-klanen ser sig selv som ejere og herrer af Kurdistan. De forsøgte at gøre de revolutionære organisationer, der opstod i Kurdistan, afhængige af dem og tvinge dem til at følge dem. De, der modsatte sig dette, blev myrdet i samarbejde med besættelsesmagten. Det er også den holdning, som KDP har til den kurdiske frihedsbevægelse.

Den angreb den kurdiske frihedsbevægelse selv i dens grundlæggelsesfase. Først skete det gennem modorganisationen Stêrka Sor, der stod for mordet på Haki Karer den 18. maj 1977 i Dîlok (tr. Antep), derefter gennem Det Kurdiske Nationalråd (KUK), som angreb især PKK i begyndelsen af 1980’erne.

Da frihedsbevægelsen spredte sig over hele Mellemøsten og også slog sig ned i Sydkurdistan i 1983, var der i første omgang en aftale med KDP. Men da den væbnede kamp begyndte den 15. august 1984, fik KDP kolde fødder og krævede, at Abdullah Öcalan øjeblikkeligt stoppede modstanden mod Tyrkiet, ellers ville det gå i krig mod den kurdiske frihedsbevægelse. PKK’s offensiv blev imidlertid mere og mere effektiv, og en langvarig guerillakrig bragte PKK stor prestige. Den fik styrke og sympati i alle fire dele af Kurdistan.

KDP var ikke parat til at tolerere dette. For efter KDP’s opfattelse truer enhver venstrefløjskraft dens magt. Den betragtede PKK som en trussel og konkurrent til sit korrupte styre og rykkede stadig tættere på den tyrkiske stat. KDP’s udtalelse til tyrkiske statsembedsmænd om, at PKK er en meget større fjende end Tyrkiet, er et bevis på denne logik.

Kilde: 

Berxwedan Behdinan, 2024: Barzani family, a history of betrayal – Part One. ANF-News, 14. September 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt