KDP er ansvarlig for de utallige kurdiske frihedskæmpere, intellektuelle, politikere og civile, der er blevet dræbt. Partietssamarbejde med den tyrkiske fascisme har politiske og historiske årsager.

Selv i tider med grusom forfølgelse og undertrykkelse har der været kurdere, der samarbejdede med morderne, besætterne og kolonialisterne. Barzani-klanen og dens parti KDP (Kurdistans Demokratiske Parti) har gentagne gange spillet en vigtig rolle i dette.

Diplomatiske kontakter med den tyrkiske stat

KDP gjorde sammen med Tyrkiet en intensiv diplomatisk indsats for at få PKK klassificeret internationalt som en terrororganisation og sat på “terrorlisten”. Som et resultat af disse beskidte aktiviteter blev den kurdiske frihedsbevægelse internationalt erklæret som en terrororganisation, og dens aktiviteter blev forbudt. KDP spillede også en vigtig rolle i kidnapningen af Abdullah Öcalan. Efter at Öcalan var blevet fængslet og isoleret, troede KDP, at det havde nået sit mål. Med hjælp fra samarbejdspartnere inden for PKK forsøgte de at ødelægge bevægelsen indefra. Men kvindebevægelsen, som især blev angrebet af gruppen omkring Osman Öcalan og KDP, slog tilbage med støtte fra Abdullah Öcalan og lavede en revolution i PKK, som gjorde den stærkere end nogensinde. Frihedsbevægelsens genoptagelse af den væbnede kamp den 1. juni 2004 chokerede Tyrkiet lige så meget som KDP.

Den tyrkiske stat ønsker at ødelægge enhver kurdisk bedrift

På grund af sine anti-kurdiske ambitioner om ødelæggelse var den tyrkiske stat ikke parat til officielt at anerkende Sydkurdistan. Tyrkiets mål var at eliminere den eksisterende føderale struktur. Men den kurdiske frihedsbevægelses genoptagelse af væbnet kamp forpurrede den tyrkiske stats planer. Da Tyrkiet endeligangreb Zap-regionen i en grænseoverskridende operation den 21. februar 2008, ønskede den tilsyneladende at teste guerillaens styrke. Efter at en Kobra-angrebshelikopter var blevet skudt ned og snesevis af soldater var blevet dræbt under de ugelange sammenstød, blev den tyrkiske hær tvunget til at trække sig tilbage den 28. februar 2008. Dette invasionsforsøg kostede den tyrkiske stat dyrt.

Anerkendelse versus samarbejde

Efter dette nederlag begyndte den tyrkiske besættelsesstat at ændre sin politik. Tyrkiet begyndte at anerkende Sydkurdistans status og etablere officielle forbindelser med regionen. Til gengæld for denne anerkendelse skulle KDP kæmpe sammen med Republikken Tyrkiet mod frihedsbevægelsen, som det havde gjort tidligere. Især med Rojava-revolutionen og intensiveringen af guerillakampen i 2012 tog KDP klart parti for Tyrkiet.

De nederlag, KDP led mod Islamisk Stat i 2014 og mod den irakiske stat efter folkeafstemningen om uafhængighed i 2017, førte til en betydelig reduktion af KDP’s styrke. Det placerede sig på denne måde endnu mere i armene på det tyrkiske regime, som havde truet med at lukke grænserne og udsulte Sydkurdistan under folkeafstemningen om uafhængighed. Det er derfor, KDP i øjeblikket fører krig sammen med den tyrkiske stat mod den kurdiske frihedsbevægelse i Sydkurdistan, Rojava og Shengal. Denne krig blev oprindeligt hovedsageligt udkæmpet på efterretninger og ideologi. Men med de militære angreb på Zînê Wertê i 2020 og Gare i 2021, er KDP nu blevet en vigtig del af krigen, som er intensiveret siden 2022.

Løgnen om oprettelsen af en kurdisk stat

Barzani-klanen og KDP har aldrig forsvaret eller kæmpet for Kurdistans frihed og uafhængighed. De bruger fortællingen om etableringen af en kurdisk stat til at beskytte deres egne familieinteresser. De vil have et emirat. For dette er de parate til at ofre de andre dele af Kurdistan og likvidere de revolutionære kræfter. Barzani-familien og KDP ser den kurdiske frihedsbevægelse som en rival og forhindring og fortsætter med at angribe Kurdistan i samarbejde med alle besættere.

Hvis den kurdiske offentlighed og det kurdiske folk ikke stopper Barzani-familiens og KDP’s samarbejde og angreb med et stærkt svar, vil Kurdistan komme til at betale en høj pris. Kurderne og Kurdistan er i fare for at blive efterladt uden status og land efter “Den Tredje Verdenskrig”.

KDP opfylder alle den tyrkiske stats infrastruktur- og efterretningsønsker. Når der udføres angreb på guerillaerne, vajer den tyrkiske stats og KDP’s flag side om side. KDP har fuldstændig åbnet regionen for de tyrkiske besættere. Den bygger veje til den tyrkiske hær, deler stillinger med den og kæmper sammen med den mod de kurdiske guerillaer.

KDP har tusindvis af patrioter, kadrer og guerillakrigere på sin samvittighed. Dette går langt ud over et samarbejde. Dette afspejles også i det faktum, at den tyrkiske regimeleder Erdoğan, der driver kurdere ud af deres landsbyer og får civile myrdet for øjnene af KDP, officielt har takket KDP dem for deres tjenester.

Kilde: 

Berxwedan Behdinan, 2024: Barzani family, a history of betrayal, Part Two. ANF-News, 15. Sept. 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt