Af ”Rojava IC”

Mens alles øjne har været rettet mod de HTS-ledede styrker, der fejede hen over Syrien mens Assads styre var ved at bryde sammen, indledte den tyrkisk-støttede Syriske Nationale Hær (SNA) et angreb på Nord- og Østsyrien (NES) og erobrede Shehba og Manbij fra de Syriske Demokratiske Styrker (SDF). Nu truer Tyrkiet med en invasion af den kurdiske by Kobane. SNA forsøger i mellemtiden at krydse Eufrat-floden og trænge yderligere ind i det nordøstlige Syrien, hvorfor der er voldsomme sammenstød i gang i området omkring Manbij. De kvindelige YPJ-enheder – der var førende under kampen mod Islamisk Stat i Kobane i 2014 – er i frontlinjen som en del af SDF.

YPJ’s øverstkommanderende, Rohilat Afrin, har talt med Rojava Information Center (RIC) om krigens tilstand i Manbij, om våbenhvilen, der aldrig blev til noget, om muligheden for en tyrkisk invasion i Kobane, og om HTS-SDF-relationerne og potentialet for, at YPJ kan integreres i den syriske hær.

Den nuværende situation ved frontlinjen synes at have været mere eller mindre uændret i de seneste dage. Kan du kort forklare situationen omkring kampene?

Det er tydeligt, at der føres en krig mod vores region – det sker i forbindelse med de igangværende kampe her, især ved Tishreen-dæmningen og Qereqozak-broen over Eufrat-floden. Denne krigssituation har været konstant siden Assad-regimets sammenbrud og den efterfølgende fremkomst af al-Jolani-regeringen. Tyrkiet og det tyrkisk-støttede SNA har forsøgt at udnytte et magtvakuum og indlede et angreb på vores region. Det står i stærk modstrid med alt det, vi har opnået i vores region. Disse angreb er ikke blot militære aktioner – de er et bevidst forsøg på at ødelægge det, vi har opbygget. Gennem disse angreb fører Tyrkiet og dets lejesoldater en politik med ødelæggelse og undertrykkelse.

Tishreen og Qereqozak er de to vigtigste porte til at komme ind i Nord Øst Syrien. De er strategisk vigtige for at kunne beskytte Kobane, Tabqa, Raqqa og resten af Nord Øst Syriengenerelt. Når man fokuserer på at angribe disse overgangehænger det sammen med Tyrkiets målrettede ønsker om at tilintetgøre fore resultater i regionen. I vores region er folk blevet bragt sammen. En kollektiv mentalitet har forenet befolkningen. Der er blevet investeret mange års arbejde i at opbygge denne mentalitet blandt mennesker. Tyrkiet er fast besluttede på at udslette det. Denne krig har til formål at afvikle de værdier, der er etableret i denne region.

Vores krigere er i øjeblikket engageret i en kamp mod SNA og kæmper stærkt. Hvad folk virkelig bør bemærke er, at Tyrkiet uophørligt har brugt droner og krigsfly og opmuntret SNA til at angribe. Vores krigeres modstandsdygtighed er ikke blevet afskrækket. Hvis det ikke var for Tyrkiets luftmagt, ville SNA let blive besejret. Faktisk er antallet af dræbte og sårede inden for deres rækker allerede højt. De har trukket sig tilbage fra visse punkter. Under disse omstændigheder er en større konfrontation i gang.

Angiveligt blev der indkaldt til våbenhvile i Manbij for nogle uger siden. Hver dag er der dog kampe – så var der aldrig nogen våbenhvile?

Vi kan ikke kalde det en våbenhvile. I samtalerne var der en våbenhvile. I praksis så vi ikke noget, der lignende det. Da våbenhvilen blev annonceret i Manbij, var det på grundlag af, at vi evakuerede folk, der ønskede at flygte, og samlede ligene af vores faldne krigere og vores sårede, der var i deres hænder. En sådan våbenhvile blev dog ikke til noget på grund af de angreb, som SNA iværksatte. Våbenhvile var derintet af. Det var bare snak.

Derefter ønskede både YPJ, YPG og SDF, at vi rykkedefremad fra Tishreen-dæmningen og Qereqozak broen, fordi vi var under kraftig beskydning. Der var mange angreb både på Tishreen og fra Deir Hafi-aksen. Så vi erobrede nogle landsbyer tilbage. Det gjorde vi, fordi vi ønskede at beskytte dæmningen og broen. Sådan var vores situation, så der kan ikke tales om en våbenhvile.

Manbij-området mellem Aleppo og Kobane. De tyrkiske bombninger foregår omkring broen over Eufrat, på vejen NØ for Manbij,  nord for Serrin, samt ved Dæmningen over Eufrat ved vejen SØ for Manbij. I begge områder har SDF og SDJ generobret en række landsbyer vest for floden for at kunne beskytte de vigtige overgange. 

SNA var berusede af succes i Syrien, da de deltog i fremrykningen fra Idlib til Damaskus. By efter by faldt. De troede, at det ville være det samme med Qereqozak-broen og Tishreen-dæmningen. Nu står de både psykologisk og materielt over for tab, efter at være blevet konfronteret med modstanden fra vores krigere. På begge fronter har vorekrigere været standhaftige.

Og hvad er den nuværende trussel mod Kobane?

Det, jeg sagde før, hænger sammen med spørgsmålet om Kobane. Der er mange trusler mod Kobane. Som by vedrører Kobane ikke kun Nord Øst Syrien. Det er hele verdens by, som det kom til udtryk ved indførelsen af “World Kobane Day” i solidaritetens navn. I kampen, der fandt sted i Kobane, blev en styrke som Islamisk stat besejret. Det er omkring 10 år siden denne massive sejr blev vundet. På det tidspunkt observerede Erdogan situationen hver eneste dagog sagde: “Kobane vil falde i dag” eller “Kobane vil falde i morgen”. Men Kobane blev befriet gennem vilje, modstand og beslutsomhed. Det gjorde Kobane verdensberømt.

Den fare, Kobane står over for i dag, er alvorlig. Når vi siger dette, betyder det, at situationen er farlig for hele Nord Øst Syrien. I Tyrkiet ser man, at Kobane var en årsag til det, der er opnået i Nord Øst Syrien. Tyrkiet ønsker at øge sin indflydelse i Syrien. I denne sammenhæng truer det byen og ønsker at besætte den. Faktisk er faren for Kobane aldrigophørt. Der har hele tiden været trusler. Disse trusler er blevet imødegået gennem solidaritetsreaktioner – fra politikere, menneskerettighedsaktivister og den globale offentlighed. Selv koalitionen kom med erklæringer, der modsatte sig krig mod byen.

Hvis Tyrkiet kunne bemægtige sig Tishreen-dæmningen og Qereqozak-broen, ville Tabqa, Raqqa, Kobane og alle regioner i Nord Øst Syrien være truet. Politikken – krig og sejr – i Kobane vedrører hele verden, ikke kun Nord Øst Syrien. Vi er overbeviste om, at Kobane vil modtage ekstern støtte og solidaritet. Vi vil være i stand til at beskytte byen. Men Tyrkiet er fast besluttet på at realisere sine mål. Imod dette står SDF og YPJ. Den kamp, de førte til Kobanes befrielse i 2014 chokerede verden. I den nuværende periode vil vi udvise samme holdning over for Tyrkiet og SNA.

Hvordan ser du på den diplomatiske tumult omkring Damaskus, hvor mange delegationer kommer for at mødes med al-Jolani, herunder fra Tyrkiet?

Mange stater har forsøgt at etablere forbindelser med HTS, nu hvor al-Jolanis nye regering er dukket op. Tyrkiske embedsmænd er også kommet til Damaskus, såsom Hakan Fidan. Han demonstrerer en vis mentalitet – hvor det primære mål er at udslette den autonome administration. Tyrkiet ønsker at organisere Syrien som sin egen provins; at kontrollere det, at have indflydelse på Syrien. Hakan Fidans ankomst til Damaskus gjorde dette klart. Han ønsker at påvirke HTS.

Er amerikanerne stadig i Kobane? Og hvis Tyrkiet angriber Kobane, forventer du så amerikansk hjælp?

Gennem hele den sidste fase, indtil den seneste udvikling begyndte, var russerne til stede i Manbij, Ayn Issa og Kobane. Amerikanerne var ikke til stede dér. Med den nylige tilbagetrækning af russerne begyndte amerikanske patruljeringer at finde sted, men der er ingen baser der. Gennem disse patruljeringer sagde Amerika; ‘vi er her, vi vil hjælpe med at beskytte byen’, og sendte et budskab om, at de er til stede. Vores samarbejde med koalitionen begyndte med kampen mod ISIS. Hvis den amerikansk-ledede koalition ikke opfylder deres rolle, vil de blive beskyldt for dobbeltmoral. Hvis Tyrkiet angriber Kobane, forventer vi så, at USA vil hjælpe? Materielt set, nej. Men generelt har de med den støtte, de udviser, og gennem deres møder med Tyrkiet vist, at deres holdning er, at spørgsmålet skal løses fredeligt.

Selv om de udelukkende følger deres egne interesser, har det forhindret dørene for en tyrkisk invasion i Kobane i at blive åbnet. Det fremgår tydeligt af visse ting i deres diplomatiske bestræbelser, at de har forsøgt at hjælpe os. Vi ser imidlertid, at koalitionen har et ansvar for at sætte en stopper for de nuværende kampe og luftangreb. Så generelt forventer vi ikke, at der vil være nogen form for konkret blokering af en landinvasion, men i diplomatisk sammenhæng er der bestræbelser på at forhindre dette, selv om de ikke er nok.

Hvad med international bistand mere generelt, bortset fra Amerika? Sidste gang Kobane så krig var i 2014, da ISIS angreb. På det tidspunkt var den internationale solidaritet vigtig. Denne gang er truslen fra Tyrkiet snarere end ISIS. Forventer du lignende global støtte?

Under ISIS’ belejring af Kobane gav YPJ’s handlinger som en kvindestyrke genlyd globalt. Gennem Kobane – og med 19. juli-revolutionen her – fandt tavse og forsvarsløse kvinder deres stemme, deres styrke og kom i forgrunden som ledere. YPJ’s holdning i 2014 gjorde dem til et eksempel at følge i verden. Vi har lært af alle de erfaringer og udfordringer, vi har gennemgået i årevis, i forhold til at styrke taktik og metoder. Vi har tillid til, at YPJ – og YPG og SDF – vil være i stand til at stå stærkt imod, hvad der måtte komme. Som kvindeenheder har vi tillid til dette. Vi sejrede i Kobane. Dette viste også kvinder verden over, at en kvindehær er en nødvendighed for at beskytte kvinder. Gennem denne beskyttelse er vi i stand til at organisere os. Kampen for at beskytte vores territorier er fortsat på denne måde. Som jeg allerede har sagt, mener vi, at krigen i Kobane var en krig for menneskeheden; en krig for at beskytte alle kvinder og land. Vi er overbeviste om, at der vil blive rejst et offentligt alarmberedskab på globalt plan, og at der vil blive ydet solidaritet, hvis Kobane bliver angrebet igen.

Der er nu nogle, der siger, at SDF bør overgive sine våben til en central syrisk hær og integrere sig. Hvad betyder det for YPJ?

Den nye regerings hensigt – jeg taler ikke om den brede befolkning, men specifikt regeringen – om at gøre dette fremgår af indholdet af dens tilgang til SDF. De ønsker en centraliseret stat baseret på foreningen af hæren, institutionerne og også mentaliteten. Det, de cirkulerer til pressen og medierne, såvel som de interviews, de laver, tyder på, at SDF ikke vil blive accepteret i sin nuværende form og som det er.

Vi er under angreb. Det gør det umuligt for os at nedlægge våbnene. SDF er en styrke med ti års erfaring med at bekæmpe ISIS. På internationalt plan støttes det af koalitionen.

Tyrkiet nægter at acceptere den autonome administration som model og idé. Tyrkiet accepterer heller ikke SDF som en hær. De påtvinger den nye regering dette. Det betyder også, at YPJ ikke accepteres – YPJ, som kæmpede mod ISIS, opnåede betydelige gevinster og er kernen i den autonome administration.

Med den kommende regering bliver kvinder nødt til at skærpe deres kamp for at forsvare sig selv. Vi kan ikke aflevere vores våben, mens angrebene på os og vores territorier fortsætter. Noget sådant kan kun ske gennem aftaler og samtaler, der formaliserer et demokratisk Syrien, hvor alle kvinders, nationaliteters og folks rettigheder garanteres og realiseres. Hvis disse betingelser er opfyldt, kan vi diskutere spørgsmålet om våben.

Den tankegang, der er forankret i den nye regering, gør det klart, at der ikke er plads til kvinder der – eller kun et sted, hvor kvinder må acceptere at dække deres hoveder og anlægge en patriarkalsk tankegang. At undgå ovenstående vil kræve en hel del organisering og kamp. Det er en alvorlig fare, som vi er nødt til at erkende. Den nye regerings standarder for kvinder er en trussel mod kvinders eksistens, rolle og kultur.

På globalt plan har vi kvinder, der danner en hær, der beskytter sig selv og kæmper for første gang. Denne uafhængige, væbnede styrke har inspireret mange kvinder – arabiske, kurdiske, assyriske og internationale.

Ville YPJ acceptere at være en del af den syriske hær?

På nuværende tidspunkt er det stadig uklart, hvad det endelige udfald af situationen vil blive. Der er en lang række faktorer, der endnu er uklare. Situationen er kompleks. Den nye regering er i alvorligt kaos, både hvad angår dens institutioner og dens evne til at regere hele landet. Fremtiden er fortsat usikker. Hvis – som befolkningen ønsker og som vi ønsker – Syrien virkelig bliver et demokratisk Syrien, politisk, socialt, juridisk; hvis alle de anstrengelser, der er givet, og resultater, der er opnået i Nord Øst Syrien gennem de sidste 12 år, anerkendes, så kan YPJ selvfølgelig blive en del af den syriske hær. Faktisk kan YPJ tjene som model for syriske kvinder og sætte et eksempel på kvinders autonomi og selvforsvar. Som tidligere nævnt er det imidlertid stadig usikkert, hvordan situationen præcist er. Det er bydende nødvendigt at forstå, at dette spørgsmål er bredt. Vores mål, holdninger og tilgang vil blive formuleret på det grundlag, som jeg her har forklaret. Ikke at følge den nuværende tankegang, som HTS udviser – at alt skal centraliseres. Hvis der vedtages en tilgang, der omfatter mangfoldighed og er demokratisk, kan YPJ’s rolle diskuteres. Sammensætningen af en syrisk kvindehær kan formes af YPJ. Det er, hvad jeg kan sige på dette tidspunkt.

Kilde: 

“Rojava IC”, 2025: YPJ Commander-in-Chief: In talk, there was a ceasefire, in practice, we witnessed nothing like this. Rojava Information Center, 10. January 2025. Also in ANF–news , 12. January 2025.

Oversættelse og kort: Jesper Brandt