Af Abdullah Öcalan, Imrali

At tænke og skrive om kvindespørgsmålet betyder at stille spørgsmålstegn ved hele historien og samfundet. Årsagen til dette er det hidtil usete omfang af den systematiske udnyttelse af kvinder.

Fra dette synspunkt kan civilisationens historie defineres som historien om alt det kvinderne har tabt. I løbet af denne historie – der både omfattede Guds og hans tjeneres historie, herremændenes og de livegnes historie, industriens, videnskabens og kunstens historie – dannedes menneskets patriarkalske personlighed. Dette var et tab for samfundet som helhed; resultatet var et sexistisk samfund.

Sexisme er både et magtinstrument og samtidig et våben, der gennem historien kom til at blive konstant anvendt i alle civilisationssystemer. Faktisk er ingen social gruppe nogensinde blevet udnyttet fysisk og psykisk i samme omfang som kvinder. Forskellige former for udnyttelse af kvinder er iøjnefaldende. En kvinde producerer efterkommere. Hun tjener som gratis arbejdskraft. De job, ingen ønsker at påtage sig, falder på hende. Hun er en lydig slave. Hun er det permanente objekt for seksuel lyst. Hun er en reklamesøjle. Hun er en værdifuld vare, hun er faktisk ​​alle varers dronning. Hun bygger det fundament, hvorpå en mand kan producere og opretholde sin magt som et kontinuerligt voldsinstrument. Vi kan rammende beskrive civilisationens 5000-årige historie som en “voldtægtskultur”.

I kapitalismens tidsalder blev sexisme især anvendt som et ideologisk instrument. Kapitalismen, der overtog det sexistiske samfund, var ikke tilfreds med blot at bruge kvinder til gratis arbejde i hjemmet. Den forvandler hende til et sexobjekt, gør hende til en handelsvare, der bliver udbudt til salg på markedet. Mens en mand kun kan sælge sit arbejde, er en kvinde fysisk og psykisk helt til salg. På denne måde opstår den farligste form for slaveri. Systemet tildeler en strategisk rolle til dominansen over kvinder i forbindelse med udbredelsen af ​​udnyttelse og magt. Efterhånden som den traditionelle undertrykkelse af kvinder udvides, bliver enhver mand en magtpartner. Således er samfundet overvældet af et syndrom af total magtudvidelse. I det patriarkalske samfund giver kvindernes status ophav til både følelsen af og begrebet om grænseløs dominans.

At betragte kvinden som det biologisk ufuldstændige køn er ren ideologi og et produkt af den patriarkalske mentalitet. Denne doktrin er en integreret del af hele den videnskabelige, etiske og politiske indsats for at præsentere denne status som normal. Det er trist, at kvinder selv er vant til at tage dette paradigme for givet. Den naturlige og hellige ukrænkelighed af denne formodede mindreværdige status, som forskellige folkeslag har abonneret på i årtusinder, gælder i høj grad også for kvinder og former deres tanker og opførsel. Således skal vi altid huske på, at ingen etnisk gruppe, ingen klasse, ingen nation nogensinde har været så systematisk udsat for slaveri som kvinder. Historien om kvindens slaveri er endnu ikke skrevet, og frihedens historie afventer stadig dens forfatterinde.

Gennem det faktum, at kvinder blev vant til slaveri, blev der etableret et hierarki, og vejen blev åbnet for slaveri af andre dele af samfundet. Slaveri af mænd kom efter kvindernes slaveri. Forskellen mellem slaveri baseret på køn og slaveri baseret på en klasse eller en nation er, at det første er garanteret gennem følelsesmæssigt belastede løgne på samme måde som det gælder enhver vidtrækkende, subtil undertrykkelse. Det var kvinders slaveri i hele samfundet, der banede vejen for alle andre former for hierarki og statsstrukturer. Dette var katastrofalt ikke kun for kvinder, men også for samfundet som helhed, bortset fra en lille gruppe af hierarkisk opbyggede statister af magtudøvere.

Derfor blev enhver vej, der førte til en dyberegående kritik af den patriarkalske ideologi og dens afhængige institutioner, fejet til side. En af de vigtigste byggesten i dette system er familien som institution. Familien er en lille stat undfanget af mænd. Betydningen af ​​familien gennem hele civilisationens historie ligger i den styrke, som herskerne og statsapparatet tildeler den. Familiens orientering mod mandlig dominans og dermed dens vellykkede funktion som kerne for det statiske samfund garanterer, at kvinder udfører ubegrænset, ulønnet arbejde. På samme tid opdrager de børn, imødekommer statens krav om en tilstrækkelig befolkning og tjener som rollemodeller for spredning af slaveri på tværs af samfundet.

Hvis vi ikke erkender det faktum, at familien er en mikromodel af staten, er en kompetent analyse af det mellemøstlige samfund umulig. Manden i Mellemøsten, der har mistet alt, lader det gå ud over kvinden. Jo mere han bliver ydmyget offentligt, jo mere vil den aggression, det giver ophav til, blive rettet mod kvinden. Manden, hjælpeløs og rasende, fordi han ikke kan forsvare sig mod sit samfund, opfører sig som en tyran i familien og vender sig voldsomt mod kone og børn. Med det såkaldte ”æresdrab” forsøger den mand, der lader sine værdier blive trampet på af samfundet, aflede sin vrede over kvinden.

Med hensyn til det mellemøstlige samfund må jeg tilføje, at den traditionelle indflydelse fra det patriarkalske, statiske samfund på ingen måde er smeltet sammen med indflydelsen fra mere moderne former for vestlig civilisation, men snarere danner et konglomerat, der kan sammenlignes med en gordisk knude.

At analysere begreberne magt og dominans med henvisning til mennesket viser sig at være ekstremt vanskeligt. Det er mindre kvinden, der nægter nogen forandring, end manden. At opgive rollen som dominerende mand ville efterlade manden som en hersker, der har mistet sit rige. Så vi må vise ham, at det netop er denne hule form for dominans, der holder ham borte fra friheden og gør ham reaktionær.

Sådanne analyser er mere end blot teoretiske observationer, fordi de har eksistentiel betydning for den kurdiske befrielseskamp. Det kurdiske folks frihed kan ses som uadskilleligt knyttet til kvindernes frihed, og det er grunden til, at vi organiserede os i overensstemmelse hermed. Når vores stræben efter frihed ikke er blevet besejret, til trods for angreb fra imperialistiske magter og lokale reaktionære kræfter, har den frie kvindebevægelse og den bevidsthed, den medførte, en uvurderlig stor del af æren for det. Efter vores mening kan der ikke eksistere noget frit Kurdistan uden frie kvinder.

Dette filosofiske og sociale synspunkt er på ingen måde en taktisk politisk manøvre for at trække kvinder ind i kampen. Vores mål er at opbygge et demokratisk samfund, hvor mænd gennemgår en forandring. Jeg tror, at vi i analysen af vores oplevelse af kampen til dato er kommet til at forstå det forkælede, dominerende, undertrykkende og udnyttende menneske i det patriarkalske samfund.

Så dette er det mest passende svar, som jeg har kunnet finde angående kvindens stræben efter befrielse: Få fat i en patriarkalsk mand, analyser ham og ”slå ham ihjel’ som patriarkalsk mand – omvend ham. Jeg vil gerne gå et skridt videre. Jeg vil mene, at man kan omdanne en mand til at få en fredselskende personlighed. Den klassiske mand vil blive analyseret og ”dræbt” for at bane vejen for kærlighed og fred. I den forstand betragter jeg mig selv som en arbejder i kampen for kvindernes befrielse.

Modsætning mellem kønnene har en 5000-årig historie og udgør den grundlæggende kamp i det 21. århundrede. Kvinder udviser voldsom modstand. Det er takket være denne kamp, at problemet er blevet tydeligt i dag. Der har været nogle fremragende kvindelige personligheder i historien, der satte sig spor gennem deres liv, deres tanker og deres handlinger. Denne modstand fra kvinder viser os noget meget centralt. Uden kampen mod den patriarkalske ideologi og moral, mod deres indflydelse på samfundet og mod patriarkalske individer, kan vi ikke opnå frihed i vores liv eller opbygge et ægte demokratisk samfund – så vil socialisme ikke kunne gennemføres. Folk længes ikke bare efter demokrati, de ønsker et demokratisk samfund uden sexisme. Uden ligestilling mellem kønnene er ethvert råb om frihed og lighed meningsløst og illusorisk. Ligesom folk har ret til selvbestemmelse, bør kvinder bestemme deres egen skæbne. Dette er ikke et spørgsmål, der kan lægges til side. Tværtimod, i oprettelsen af en ny civilisation vil kvinders frihed være afgørende for at skabe ligestilling. I modsætning til oplevelserne med reel socialisme og i nationale kampe for frihed, tror jeg, at kvindens befrielse er mere vigtig end befrielsen af klasser eller nationer.

Fra erfaringen fra vores kamp ved jeg, at kvindernes kamp for befrielse kommer til at stå over for ekstrem stærk modstand, så snart den kommer ind i den politiske sfære. Uden sejr på den politiske arena kan der imidlertid ikke opnås nogen varige resultater. En sejr på den politiske arena betyder ikke, at kvinder vil tage magten. Tværtimod betyder kampen mod statiske og hierarkiske strukturer at skabe typer af strukturer, der ikke er statsorienterede, men fører til et demokratisk og økologisk samfund, hvor kønnene vil være frie. Således sejrer ikke kun kvinderne, men hele menneskeheden.

Denne tekst optrådte første gang d. 9. januar 2010 i den italienske avis ”Il manifest”.

Kilde: Abdullah Öcalan: The revolution is female. In ANF, 8. Marts, 2021. https://anfenglish.com/features/abdullah-Ocalan-the-revolution-is-female-50500