Aldar Khalil er medlem af den demokratiske samfundsbevægelse TEW-DEM j Nordsyrien, og sidder i den øverste ledelse af det demokratiske unionsparti, PYD. Han har i et interview med ROJAVA TV bekræftet, at den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien og det demokratiske unionsparti, PYD, er klar til direkte dialog med Damaskus-regeringen, og bemærker i den forbindelse, at den Autonome Administration er et vigtigt demokratisk projekt for hele Syrien.
Medlem af medformandskabet for Det Demokratiske Unions parti, Aldar Khalil, har tilkendegivet, at det er klar til direkte dialog med Damaskus-regeringen.
I et interview med ROJAVA TV har han påpeget, at hvem der nu end styrer Damaskus-regeringen, så repræsenterer de Syrien i internationale fora og regerer stadig over nogle syriske regioner. Som han siger: “For at nå en løsning, skal der indgås en aftale med Damaskus-regeringen.”
Khalil omtalte resolution 2.254 vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, om løsning af den syriske krise og sagde: “Arbejdet er stadig i gang i Genève, og selvom disse forsøg ikke vil lykkes og ikke vil føre til noget resultat, så forhandler sikkerhedsrådet stadig med regimet. Det betyder, at de accepterer, at der ikke er nogen anden løsning end at sætte sig ned og blive ved med at forhandle med regimet”.
Han forklarede, at “Vi tænker på en anden formel. Løsningen er nødt til at inddrage regimet, men ikke i Genève, derimod i Damaskus. Hvad kan der være galt i, at vi som syrere sidder og overvejer og foreslår mulige løsninger for at nå frem til en formel for en løsning på alle problemerne i Syrien?”
Khalil understregede, at den selvstyrende administration i Nord- og Østsyrien og det demokratiske unionsparti, PYD, er klar til dialog med Damaskus-regeringen direkte uden at tage til Genève og andre steder, og bemærkede, at den selvstyrende administration er et vigtigt demokratisk projekt for hele Syrien.
Idet han bemærkede, at “Damascus er blevet klar over, at krisen, krigen og de igangværende konflikter er et resultat af manglen på et demokratisk system i Syrien”, tilføjede han: “For at nå en løsning, må vi blive enige om et demokratisk projekt, der tjener hele Syrien.”
Kilde: Anonymous, 2021: Aldar Khalil to Rojava TV: We are ready for direct dialogue with Damascus Government. ANHA, 1. Nov. 2021.
Oversættelse: Jesper Brandt