Ibrahim Benli: HDP blokerer Erdogans diktatur

Ibrahim Benli: HDP blokerer Erdogans diktatur

Præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at stramme sit greb om magten i Tyrkiet yderligere.

Efter det mislykkede militærkup i Tyrkiet 15. juli har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, stået bag en kæmpemæssig udrensning, hvor mere end 110.000 offentligt ansatte enten er blevet suspenderet eller fyret.

75.000 af dem er eller har været anholdt, mens 34.000 personer fortsat sidder varetægtsfængslet i jagten på kupmagere.

Nu har Tyrkiet lukket samtlige tilbageværende kurdiske medier og anholdt to ledere og ni parlamentsmedlemmer fra oppositionspartiet HDP. Det har skabt store bekymringer blandt store dele af befolkningen i Tyrkiet, idet landet er meget, meget tæt på at være en diktaturstat.

HDP blokerer Erdogans diktatur

Natten til fredag blev oppositionspartiet HDP’s to ledere, Selahattin Demirtas og Figen Yuksekdag, samt mindst ni andre parlamentsmedlemmer, anholdt. Dermed har Erdogan yderligere strammet sit greb om HDP, da han gerne vil have indført drømmen om et præsidentielt system.

“HDP er den eneste reelle opposition i det tyrkiske parlament. Ved at bure HDP’s parlamentarikere ind, har Erdogan en forestilling om at svække HDP, der står i vejen om Erdogans drøm om et præsidentielt system,” siger Ibrahim Benli fra Enhedslisten til Nûdem.

Vesten skal handle konsekvent

Han opfordrer Vesten, herunder Danmark til at handle konsekvent efter de seneste anholdelser rettet mod HDP.

“Det er naturligvis positivt, at den danske udenrigsminister hasteindkalder den tyrkiske ambassadør til et møde, hvor han har udtrykt sin bekymring. Men den danske regering bør handle mere konsekvent, hvis Erdogans diktatoriske regime skal ændre retning og adfærd. Erdogan er efterhånden vant til at blive kritiseret af Vesten,” siger Ibrahim Benli fra Enhedslisten til Nûdem.

Indland NYHEDER