Bedran Çiya Kurd opfordrer de politiske, demokratiske, nationale kræfter og hele det syriske folk til at stå fast mod den tyrkiske besættelse. “At afslutte besættelsen er muligt med en demokratisk politisk aftale,” siger han.
Bedran Çiya Kurd, medformand for Det Nordlige og Østlige sSyriens Autonome Administration, har talt med nyhedsbureauet ANHA om den tyrkiske stats trusler mod det nordlige og østlige Syrien.
Çiya Kurd påpeger, at Syrien generelt, og især de nordlige og østlige syriske regioner står over for angreb og trusler fra den tyrkiske stat, og fastslår: ”Den tyrkiske stats første mål er at besætte et stort område af det syrisk territorium og annektere det som tyrkisk territorium. Tyrkiet vil udvide besættelsesområderne i regionen og ødelægge kulturen og den historiske identitet for befolkningen, især det kurdiske folk.”
Çiya Kurd fortsætter: “Disse fjendtlige angreb, invasion og ødelæggelsesplaner er rettet mod det syriske folk og befolkningen i regionen. Målet er i realiteten en opløsning af Syrien og en uddybning af krisen. En politik med intern uro og dødvande vil således blive implementeret i alle syriske landområder.”
‘Den syriske hær skal forsvare grænsen’
Çiya Kurd opfordrer de politiske, demokratiske, nationale kræfter og alle syriske folkeslag til at yde deres indsats mod angrebene fra den tyrkiske stat, og og han understreger, at den syriske hær bør forsvare grænsen.
Çiya Kurd tilføjer: “Det er en national og moralsk pligt for alle politiske, demokratiske og nationale kræfter at opfylde deres pligter mod de tyrkiske angreb i alle syriske landområder fra syd til nord. Den syriske hær skal stå imod den tyrkiske stats angreb og forsvare grænsen.”
Çiya Kurd slutter med at sige: “Damaskus burde være helt klare over dette. At afslutte besættelsen og reagere på ydre aggressioner kan kun opnås gennem en demokratisk politisk aftale mellem alle syriske folkeslag på grundlag af anerkendelse af realiteterne i vores kulturelle og etniske mangfoldighed. Løsningen på vores problemer kan kun opnås gennem anerkendelse af alle gruppers legitime rettigheder i overensstemmelse med det historiske nationale ansvar baseret på forfatningsmæssige principper og værdier.”
Kilde: Çiya Kurd: Ending Turkish occupation is possible with a democratic political agreement. ANF, 14. June 2022.
Oversættelse: Jesper Brandt