Danmark har taget et Islamisk-Stat-medlem og hendes to børn tilbage fra det nordøstlige Syrien

Danmark har taget et Islamisk-Stat-medlem og hendes to børn tilbage fra det nordøstlige Syrien

Den danske regering har taget en kvindelig tilhænger af Islamisk Stat og hendes to børn tilbage fra den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES).

Ifølge en erklæring fra AANES’s udenrigsafdeling lørdag d. 24. juni, blev kvinden, der var interneret i Roj-lejren, og hendes to børn torsdag overgivet til en diplomatisk delegation ledet af Nikolaj Harris, den særlige danske udsending for Syrien.

Under det officielle møde udvekslede de to sider synspunkter om situationen i det nordøstlige Syrien. De diskuterede AANES-erklæringen om en løsning på den syriske krise, og drøftede den økonomiske og humanitære situation i regionen og forholdene for Islamisk Stat-medlemmer og familier i Hol og Roj lejrene.

Den danske delegation takkede SDF for deres uselviske kamp mod Islamisk Stat. Den lovede at yde støtte til AANES og fremkomme med projekter for at opnå stabilitet i Syrien og Irak.

Dette er den fjerde repatrieringsmission for Islamisk Stat -medlemmer, som Danmarks regering har gennemført indtil videre. Kvinden blev varetægtsfængslet umiddelbart efter ankomsten til sit hjemland, da hun har en verserende sag mod sig for at have sponsoreret terrorisme og været i en krigszone. Hendes børn er i de danske myndigheders varetægt.

Regeringen i København gennemførte to repatrieringsmissioner i 2019, men kun ét barn ad gangen blev bragt tilbage til landet. I 2021 hjembragte Danmark tre kvinder og 14 børn. Ifølge AANES er der i øjeblikket yderligere to kvinder med dansk statsborgerskab og tre børn i Roj Camp.

Islamisk Stat tog kontrol over store dele af Syrien og Irak i 2014 og erklærede et “kalifat” dér. Jihadisterne etablerede et terrorregime med halshugninger, stening og seksuelt slaveri af kvinder. Ødelæggelse og elendighed blev bragt over millioner af mennesker i begge lande. Titusindvis af frivillige strømmede til Islamisk Stats territorium fra hele verden for at hjælpe med at opbygge jihadisternes utopi.

Efter flere års international militær intervention, hvis centrale styrke i Syrien var de syriske demokratiske styrker (SDF), blev jihadisternes territoriale styre knust i 2019. Men titusindvis af militsmedlemmer er fortsat tilbageholdt i det nordøstlige Syrien eller Irak, da de fleste oprindelseslande nægter at tage dem tilbage.

Ifølge den danske efterretningstjeneste (PET) forlod mindst 160 mennesker Danmark til krigszonen Syrien/Irak for at slutte sig til de såkaldte ISIS’ rækker i “jihad” der. Omkring en tredjedel af dem blev dræbt i aktion, mens ti lejesoldater er varetægtsfængslet enten i Nord- og Øst-Syrien eller i Irak. Størstedelen af de øvrige er vendt tilbage til Danmark eller har bosat sig andetsteds.

Kilde:

Anonymous: An ISIS woman with two children handed over to Denmark. ANF, 24. June 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland