’Den tredje vej’ er noget nyt: selvbevidsthed, selvtillid, selvorganisering og selvregulering.

Salih Muslim som er et af de symbolske navne omkring Rojava-revolutionen og er i dag leder af Bevægelsen for et Demokratisk Samfund, TEV-DEM, som er samlingsregering for Den demokratiske Føderation i Nordsyrien.

Muslim forklarer i et interview, hvordan Rojava modellen fungerer. Efter marts 2011 hvor de interne konflikter opstod i Syrien, overtog Kobanes Folkeråd den 19.juli 2012 administrationen af Kobane. Det var gnisten som åbnede vejen til Rojava-revolutionen.

Muslim som har været tidligere medformand for PYD ’Det Demokratiske Unions Parti’ og nu repræsentant for udenrigsanliggender i TEV-DEM fortæller i anledningen af 6 års jubilæet for Rojava-revolutionen.

Muslim siger følgende:

”Oprørsbevægelsen, der startede i 2010 i Mellemøsten, var faktisk sat i gang for at gennemføre en ny verdensorden, som følge af den måde samfundssystemet havde udviklet sig på siden 1995.

Selvfølgelig var der mobiliseringer i Tunesien, Libyen og Egypten: I nogle lande ændrede magten sig, i nogle brugte man NATOs magt. Moderat islam blev defineret som en model for denne ændrede verdensorden. Endnu engang fik Tyrkiet tildelt en rolle. Det var på den tid, Erdogan kom til magten i Tyrkiet i 2002. Det Muslimske Broderskab kom til magten, da arabiske lande omplacerede deres herskere.

Derefter var det Syriens tur i 2011. Da den syriske borgerkrig blev indledt, var der på den ene side et anti-demokratisk regime og på den anden side de udenlandsk sponsorerede muslimske brødre, der ønskede at erstatte regimet.

Vi besluttede os for ikke at støtte nogen af disse to parter. Vi har ikke kæmpet mod regimet, men vi har identificeret vores eget alternative standpunkt, vores linje. Den er forskellig fra magten bag de væbnede grupper i Syrien, som ud fra hvad vi ved, alle sigter mod magt, ikke mod demokrati. Vi har kaldt dette for ‘den tredje politiske vej’.

Vores mål er at indtage vores demokratiske rettigheder og at etablere folkets organisering samt at stole på vores egen magt.

Selvfølgelig havde vi ikke nogen interesse i at lukke døren for en dialog med nogen af magtgrupperne, men vi støttede dem ikke. Situationen var imidlertid den, at vi var nødt til at udfolde et magt-herredømme over vores områder, da de forsøgte at overtage kontrollen. Revolutionen startede i Kobanê den 19. juli 2012. I denne proces har der nogle steder været små konflikter, men der er ikke spildt meget blod.

Vi skaber et alternativt system. Vi danner et system, der ikke er magtesløst, men heller ikke søger efter magten. Folk kan administrere byer og regioner selv med deres egne faciliteter og organisationer. Dette startede allerede før den 19. juli. Institutioner blev oprettet for folks sikkerhed. Folkedomstole blev oprettet.”

Det autonome administrative system

”Folkets institutioner blev gradvist nedsat og offentligheden begyndte at tro på dem. Folk begyndte at stole på deres egen styrke og deres egne muligheder. De begyndte at tage del i denne proces. Vores ‘tredje vej’ voksede og blev stærkere. Selvfølgelig begyndte angrebene at tiltage efter starten på revolutionen den 19. juli. Efter at regimet forlod vores regioner, begyndte andre grupper at angribe os og påføre os problemer. Især al-Nusra og Liwa Tawhid. Tyrkiet støttede disse grupper.

Vi var nødt til at beskytte os selv. Vi har været gennem store lidelser, både som mennesker og som organisationer. Mange mennesker, der forlod Kobanê for at rejse til Aleppo, blev fanget og dræbt af disse grupper på vejen over Manbij. Derefter blev folk mere opmærksomme på realiteterne og lyttede mere til deres administrationer.”

Hvordan reagerede folket på denne ‘tredje vej’?

”Den tredje vej er noget nyt: selvbevidsthed, selvtillid, selvorganisering og selvregulering. I Mellemøsten er det sådan, at det mest dominerende indstilling er at knytte sig til én, der besidder stor styrke. Det er en tankegang, der her er forankret gennem tusindvis af år. At få disse folk til at ændre denne tankegang kræver en stor indsats.

Alligevel er det lykkedes os at få folk til at vende deres opmærksomhed mod vores nye system.

Der er forskellige folkeslag blandt os: Syriakker, Armenere, Turkmenere osv. De tror på denne model, fordi de bruger den i deres hverdag. Baseret på deres egen styrke lever de af selvtillid.”

Vi forlader ikke vores egne principper

”De, der har set denne model implementeret, er overrasket. “Hvordan kan I holde det kørende?” spørger de.

De forskellige befolkningsgrupper lever sammen i et skæbnefællesskab, de tror på deres egen magt og skaber deres egne organisationer.

De internationale kræfter, de, der kæmper imod Islamisk Stat sammen med os, har set modellen implementeret, set at den fungerer og arbejder og er nødt til at tro på, at den rent faktisk er levedygtig.

Vi mener, at denne model i fremtiden kan anvendes i hele Syrien. Men det er måske også her, at vi er konfronteret med vores største problem. På nuværende tidspunkt tror nogle magtgrupperinger ikke på, at vi rent faktisk lever efter denne model.”