Den tyrkiske stat fortsætter med at reducere Eufrats vand, hvilket får floden til at tørre ud og forureningen øges. Lidt vand og den stigende varme får sygdomme til at sprede sig. Hundredvis af mennesker, der bliver syge på grund af forureningen af flodvandet, søger hver dag til sundhedscentrene ved Eufrats bred.Indbyggerne i byen Qena, der ligger ved Eufrat, 30 kilometer vest for Kobanê, bruger vandet fra Eufrat til at drikke og vande deres haver. Qena Health Center behandler hver dag 6 til 8 personer, der er forgiftet af flodvand.
Da der ikke er noget drikkevandsnet i distriktet, og vandet i brøndene er for salt til at drikke, må beboerne tage vand fra Eufrat-floden og bruge det både til at drikke og til husligt arbejde. Men i de senere år er mængden af Eufrat-vand på grund af de tyrkiske statsangreb faldet, og som et resultat er vandet blevet forurenet, hvilket øger risikoen for beboernes sundhed.
Direktøren for Qena Health Center, Dr. Omer Feyad Ehmed fortæller ANHA, at de fleste patienter, der henvender sig til sundhedscentret på grund af vandforurening, kaster op og har diarré. Dr. Ehmed siger, at tilfælde af kolera var almindelige sidste år og opfordrer indbyggerne til at desinficere flodvandet med medicin eller til at koge det grundigt, indtil det er rent.
Dr. Ehmed tilføjer: “På grund af manglen på vand og elektricitet i regionen tilbereder beboerne i regionen deres måltider i varme omgivelser. Som følge heraf stiger antallet af forgiftninger. Derfor bør maden spises med det samme og bør ikke stå for længe.”
Ifølge rapporter behandler Qena Health Center hver måned mere end 300 tilfælde af forgiftning på grund af forurening.
Eladin Kino Eto, talsmand for Kobanê-kantonens sundhedsudvalg, har fastslået, at 391 tilfælde af vandforgiftning blev dokumenteret i maj sidste år fra regionerne omkring floden, for det meste fra Sirîn- og Qena-distrikterne. Han bemærker også, at 719 tilfælde af vandforgiftning blev dokumenteret i april sidste år, og situationen forværres med sommerens ankomst.
Ifølge aftalen fra 1987 mellem Syrien og Tyrkiet er Syriens andel af Eufrat-vandet 500 kubikmeter i sekundet, men den tyrkiske stat bruger flodvandet som et våben mod det syriske folk og leverer mindre end 200 kubikmeter vand i sekundet.
Kilde:
Anonymous, 2023: Turkish state’s reduction of Euphrates River water causes diseases to spread. ANF, 10. Juni 2023.
Oversættelse: Jesper Brandt