Selv om den 150 personer store delegation, som Den Kurdiske National Kongres (KNK) sendte afsted mod Erbil i Irak d. 10. juni, er blevet chikaneret både af den lokale kurdiske regering og af europæiske myndigheder (se https://www.nudem.dk/europaeisk-fredsdelegation-trues-af-kraefter-der-ikke-oensker-at-kritisere-tyrkiets-invasion-af-nordirak/ ), forfølger delegationen og de, der støtter den, fortsat sine mål, både i Irak og i Europa.

KNK er en multinational platform for mange forskellige kurdiske grupper og partier, der arbejder for kurdisk uafhængighed. Kongressen blev oprettet efter opfordring fra Kurdistans Arbejderparti (PKK) allerede i 1985, men først i 1999 blev den virkeliggjort med hovedkvarter i Bruxelles. På de seneste konferencer har KNK bekræftet sit ønske om at få anerkendt kurdernes nationale identitet, samt at Kurdistans territorium bør respekteres på tværs af landegrænserne.

KNK har med stadigt større bekymring set, hvordan Tyrkiet har indledt omfattende militære angreb mod Nordirak, og har derfor valgt at sende en større delegation til Nordirak. Det sker dels for at dokumentere, hvad der reelt sker i de områder som Tyrkiet invaderer, dels for at skabe international opmærksomhed omkring den befolkningsudryddelse og den ekspansionspolitik fra Erdogans side, som det er udtryk for. Som baggrundsmateriale for beslutningen om at sende en delegation afsted, udsendte KNK denne tankevækkende redegørelse:

KNK Baggrundsinformation – Den aktuelle tyrkiske krig i Kurdistan og den internationale tavshed

Den 24. april 2021 indledte den tyrkiske stat en ny, omfattende militæroperation med betegnelsen Operation Klo-Lyn og Operation Klo-Tordenbolt i det sydlige Kurdistan (det nordlige Irak) i regionerne Matina, Zap og Avashin. Det er ikke tilfældigt at denne seneste invasion blev  indledt på årsdagen for det armenske folkedrab, den 24. april – dette påbegyndte angreb var helt klart ment som en åben trussel om folkedrab. Hårde kampe fortsætter i disse regioner med de kurdiske guerillastyrker, der massivt holder modstand mod invasionen. De store angreb er ikke kun rettet mod guerilla-styrkerne fra HPG (Folkets Forsvarsstyrker) og YJA Star (De Frie Kvinders Enheder), de indgår i et forsøg på at udvide den tyrkiske militære besættelse af det sydlige Kurdistan. Tyrkiet har allerede invaderet og besat flere regioner i Nord- og Øst-Syrien, herunder Afrin i 2018, Tel Abyad (Girê Spî) og Serêkaniyê i 2019, og i Kurdistan-regionen i Irak har Tyrkiet etableret 47 militære stillinger og flere efterretningsbaser.

Total krig mod kurderne, mens Tyrkiet synker dybere ned i en autoritær styreform

I løbet af det sidste år har den tyrkiske stat intensiveret sin militære aggression og udvidet sine besættelseszoner i regionen. Sammen med vedvarende voldelige overgreb mod det nordlige Kurdistan inden for Tyrkiets egne grænser er det primære mål for tyrkisk militær aggression i udlandet de kurdisk befolkede grænseområder i det nordlige og østlige Syrien samt det sydlige Kurdistan (det nordlige Irak). Den tyrkiske stat gør åbent krav på alle områder, der var en del af den tidligere osmanniske provins Mosul i det nuværende Irak.

Den tyrkiske stats neo-osmanniske strategi har imidlertid også ført til den tyrkiske stats indgriben i Syrien, Libyen og andre steder- militær, politisk, diplomatisk og på anden måde. På nuværende tidspunkt er Tyrkiet en aktiv deltager i konflikter i mere end 20 stater i  Mellemøsten og Nordafrika, selv om staten og militæret primært er fokuseret på at angribe og besætte Kurdistan og begå voldshandlinger mod civile i kurdiske områder både i Tyrkiet, Irak og Syrien. Den tyrkiske stat ser sin fremtid som defineret af en altomfattende krig mod det kurdiske folk.

Indenlandsk har den tyrkiske stat og den herskende AKP-MHP-koalition fremskyndet landets overgang til et autoritært styre med én mand, den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, der nyder ukontrolleret totalitær magt og har sikret sig fuldstændig kontrol over alle udøvende, lovgivende og retslige institutioner i landet. Forfatningen er effektivt suspenderet, og Tyrkiet styres per dekret. Økonomisk er landet på vej mod konkurs, da borgerne kæmper for at have råd til grundlæggende varer og tjenester. Ethvert ægte eller formodet udtryk for uenighed resulterer i fængsel. Det er især kurderne, der bliver presset til at bøje sig for strukturel og politimilitær vold.

International stilhed tilskynder til den tyrkiske stats angreb

Den tyrkiske stat er ikke i stand til selv at føre sin krig mod kurderne. Især efter det tyrkiske militærs nederlag til PKK-gerillastyrkerne i Garê, Sydkurdistan, i februar, står Erdogan og AKP-MHP-regimet over for indenlandsk tryk. Før angrebene på Garê havde Erdogan lovet Tyrkiet en overraskelse, uden tvivl for at bortlede folkets opmærksomhed fra forskellige igangværende indenlandske kriser. Men angrebene på Garê gav bagslag og sluttede med i et ydmygende nederlag for ham.

Da militærets angreb på Garê blev forpurret, viste Erdogan en ny åbenhed for kompromis i udenrigspolitikken. Stater, som Erdogan og hans tilhængere tidligere havde fornærmet, blev natten over forvandlet til allierede. Dialogen blev genoptaget med Egypten, der længe var blevet betragtet som en bitter fjende. Der blev givet indrømmelser til den nye amerikanske regering angående det russiske S-400-missilsystem. Selv stater, der havde modstået tyrkisk aggression i Middelhavskonflikten, herunder Frankrig og Grækenland, blev kontaktet med respekt fra den tyrkiske stats side.

Internationalt grønt lys for overlevelse af Erdogans diktatur

Erdogans største bekymring er sikringen af sin egen magt, og mange af hans allierede er også dybt bekymrede for, om hans regime kan overleve. Og det forklarer, hvorfor USA og NATO forholder sig tavse, når Tyrkiet overtræder international lov og fremkalder yderligere konflikter i regionen.

Derudover kan det ikke være en tilfældighed, at den seneste tyrkiske militære udryddelseskampagne blev indledt én dag efter at USA’s Præsident Biden talte med Erdogan den 23. april. Mens USA er den førende magt i NATO, har Tyrkiet alliancens anden største hær. Erdogan er overbevist om, at han ved at fastholde en politik, der balancerer mellem USA og Rusland, de to indflydelsesrige globale magter, der er aktive i regionen, kan sikre sig afgørende opbakning til sin besættelsespolitik.

Hvor der er Tyrkiet, er der NATO

Tyrkiet er fortsat vigtigt på grund af dets geostrategiske betydning for udvidelsen af ​​NATO i Mellemøsten. NATO og dets medlemslande ser stor værdi i at kunne opretholde et geografisk fodfæste og en base for operationer i Mellemøsten. Desuden er det sådan, at alle territorier i Mellemøsten og i Nordafrika, der er besat af Tyrkiet, er NATO-zoner, da Tyrkiet er det eneste NATO-medlemsland i regionen og samtidigt opretholder et stort militært og bredt operationelt fodaftryk.

En kurdisk løsning er en torn i øjet på de ​​hegemoniske kræfter

Siden 1990’erne har Mellemøsten været  centrum for regionale og globale krige, konflikter og kaos. Forskellige stater forsøger at hævde deres interesse i regionen ved at fremme splid og strid knyttet til etniske, religiøse og stammemæssige forskelle. Tab af liv, massedeportationer, tvangsdemografiske forandringer, hungersnød og ødelæggelse af naturen berører dem ikke. Alt det kan alle ses i dag i Kurdistan. På trods af omhyggeligt dokumenterede FN-rapporter om tyrkiske statsforbrydelser i Afrin og resolutioner fra Europarådet og Europa-Parlamentet vedrørende hastigt stigende tyrkisk autoritær ledelsesform og krænkelser af menneskerettighederne, har det ingen konsekvenser for Erdogan, og den tyrkiske militære aggression fortsætter uformindsket.

Mens vold og kaos har opslugt regionen, har revolutionære i Syrien med succes virkeliggjort det kurdiske folks leder Abdullah Öcalans forslag til demokratisering, og de har etableret autonome regioner, der er præget af mangfoldighed og fredelig sameksistens. De tilskynder kvinder og befolkningen i regionen til at hævde sig og arbejde sammen for at sikre sig magt over deres egne anliggender. Midt i den brutale krig begået af den såkaldte Islamiske Stat (ISIS) terrororganisation, der søgte at indføre en anti-kvinde-, anti-kurdisk og antidemokratisk strategi gennem ekstrem vold med støtte fra den tyrkiske stat, udviklede kurderne oaser for sårbare mennesker, religioner og især kvinder i Syrien og inspirerede de undertrykte i hele regionen, men også udenfor. Som den førende styrke for dette alternativ har PKK gennem sin modstand mod besættelse og etnisk udrensning længe været en torn i øjet på de magtgrupperinger, der søger at opretholde status quo i regionen og bevare undertrykkelsessystemerne, der fremmer og fortsætter blodsudgydelser og skaber fortvivlelse. Vi oplever nu, endnu en gang, at den tyrkiske stat går målrettet mod at eliminere det kurdiske folk og deres identitet.

Et nederlag for kurderne ville betyde afslutningen på det kurdiske alternativ omkring græsrodsdemokrati.

Det er velkendt, at PKK er den førende forkæmper for implementeringen af ​​alternativet omkring et demokratisk-konføderalt system baseret på Abdullah Öcalans paradigme for kvinders frihed og det økologisk-demokratiske samfund i kurdiske områder og i hele Mellemøsten. Dette alternativ har givet inspiration til folk, religioner og kvinder i regionen.

Den vellykkede gennemførelse af dette innovative paradigme i Rojava og Nord- og Øst-Syrien har været et fyrtårn for håb langt ud over Mellemøsten. Rojava-revolutionens succes, kurdernes heroiske og triumferende revolutionære modstand mod Islamisk Stat gjorde det muligt for de græsrodsøkologiske og -økonomiske strukturer i Rojava at blive en realitet, der står i skarpt kontrast til de hegemoniske magters politik, der har forårsaget uoprettelig menneskelig og miljømæssig skade i regionen, og som efterlader ødelæggelse, undertrykkelsesinstitutioner og sår frøene til konflikt i deres kølvand. Et kurdisk nederlag for Frihedsbevægelsen ville betyde slutningen på dette revolutionerende alternativ, der har givet fred og håb til så mange, og det ville også give organisationer som Islamisk Stat – der er fjender af religiøs og kulturel mangfoldighed – mulighed for at omgruppere sig og genopblomstre i regionen og udenfor denne.

Tiden er kommet til hurtig handling mod den internationalt støttede tyrkiske militære aggression!

Det kurdiske spørgsmål er nu et globalt spørgsmål, og kurdernes revolutionære alternativ kan spille en vigtig rolle i at skabe fred og bringe velstand til Mellemøsten og andre konfliktzoner. Det er overfladisk at tro, at det aktuelle sammenstød i syd-Kurdistan simpelthen er en militær konflikt mellem PKK og den tyrkiske stat. Erdogans politik for militær aggression, besættelse og etnisk udrensning, sigter åbent mod at forårsage mere blodsudgydelse og massedeportationer i Mellemøsten og mod at eliminere det kurdiske folk og det kurdiske alternativ, der har givet håb om en bedre fremtid for de undertrykte i hele regionen. Dette er et kritisk øjeblik. Tavsheden blandt de demokratiske kræfter, kvinder, menneskerettighedsforkæmpere og freds- og miljøaktivister skal brydes.

Oversættelse: Jesper Brandt