Årsagerne til arabernes nederlag i 1967 eksisterer stadig, og det største bevis på dette er Tyrkiets besættelse af andre dele af landene i regionen med bistand fra politiske islamiske grupper, såsom Muslimsk Broderskab, lejesoldater fra al-Qaeda og ISIS, på trods af nogle arabiske landes bestræbelser på at genforene de arabiske lande.

I dag er det 56-året for 6-dages-krigen, tilbageslaget den 5. juni 1967, da Israel indledte en krig mod tre lande (Syrien, Egypten og Jordan), som varede i 6 dage og besejrede de tre områder, hvilket resulterede i store menneskelige og materielle tab, som er grunden til, at store dele af disse landes landområder blev besat.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at hovedårsagerne til nederlaget skyldtes arabisk spredning, splittelse og manglen på et omfattende arabisk projekt, der kan beskytte de arabiske lande. Splittelsen fortsætter stadig, hvilket historisk har gjort den arabiske region til centrum for en række besættelseslandes opmærksomhed, herunder Tyrkiet, som stadig fortsætter med at besætte Iskenderun, dele af Syrien, Irak og Kurdistan, og etablerer militærbaser i Libyen, udover at Tyrkiet spreder splittelse og støtter ekstremistiske partier på bekostning af sikkerheden i Libyen. Desuden har Tyrkiet støttet den Det Muslimske Broderskab i Tunesien, Egypten, Yemen, Sudan og Libanon.

Det Muslimske Broderskab er fjendtligt over for arabere

Den libyske forfatter og akademiker Jibril al-Obeidi mener dog, at den nuværende arabiske situation er lidt anderledes. Han fremhæver, at det arabiske tilbageslag i 1967 kun var et militært nederlag, mens det, der sker nu, desværre er et nederlag for den arabiske verdens værdier. Han forklarer, at det, der sker nu, er tilstedeværelsen af ​​en aktuel fjendtlighed over for arabisk national indstilling, hvad enten det skyldes en intern strømning, der er repræsenteret og forankret bag politiske islamgrupper med forskellige navne, lige fra Det Muslimske Broderskab over Al Qaeda til Islamisk Stat, der har angrebet foreningen af arabiske værdier, eller at det skyldes eksistensen af ​​en målrettet ekstern konspiration.

Al-Obeidi bemærker, at for at analysere den nuværende krise er det nødvendigt at gå igennem alle de vanskeligheder, som den arabiske krise gennemgik, indtil vi nåede stadiet for den anden osmannisk-tyrkiske besættelse. Han siger: “Tidligere var Tyrkiet i stand til i kalifatets og religionens navn at etablere et kalifat under et islamisk navn, men det var et osmannisk imperium, og beviset er, at alle guvernører var tyrkere og turanere” (dvs. folk fra central-asien).

Tyrkiet hader araberne

Al-Obeidi uddyber situationen: “Nu er Libyen og Syrien besat af tyrkiske styrker. Tyrkiets besættelse af det nordlige Syrien sker ved at trække en tredive kilometer dyb grænsestribe på syrisk territorium under påskud af et behov for tyrkisk national sikkerhed”; Han påpeger, at “Dette ville ikke være sket hvis det ikke havde været for Tyrkiets mange agenter, for ikke at nævne det tyrkiske had mod de arabiske nationer.”

Al-Obeidi mener, at vi må forstå årsagen til den interne ydmygelse eller svaghed, der ramte foreningen af ​​arabiske værdier, indtil det førte til afvisning af arabisk nationalisme, som om det var det, der var problemet.

Ifølge den libyske forfatter var den arabiske strid, der fandt sted i fortiden, ikke en strid om nationalisme og foreningen af ​​arabiske værdier, men drejede sig snarere om formen, ydeevnen og metoden i regeringsførelse og administration, knyttet til Gamal Abdel Nasser, samt Gaddafi, Ali Abdullah Saleh og Hafez al-Assad, uanset om det var diktatur eller demokrati.

Broderskabet søger tilflugt hos Erdogan for at skabe en forening af værdier

Al-Obeidi giver udtryk for, at: “Araberne er blevet udsat for et anslag mod deres værdiforening og har været udsat for osmannisk besættelse gentagne gange og i forskellige former. Den islamiske tendens blev brugt i fortiden gennem kalifatet, og den bliver også brugt i nutiden, hvor Det Muslimske Broderskab søgte tilflugt hos Erdogan i Tyrkiet. Derfor er vi, de arabiske nationer, blevet udsat for besættelse hele to gange gennem Den trojanske hest, der er repræsenteret af Det Muslimske Broderskab.

Saudi-Arabien, UAE og Egypten spiller en rolle i genforeningen

Al-Obeidi mener, at: “Det, der gør os sikre på, at der er en arabisk national opvågning nu, er den gryende bevægelse, der uden nogen høflighed bliver ledet af Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten med hensyn til en tilbagevenden til en ​​arabisk genforening. Især har tilbagevendelsen af ​​Syrien til Den Arabiske Liga været et modigt skridt over for en amerikansk afvisning og koloniseringsbevægelsen, fordi tilbagevendelsen af ​​Syrien er et meget vigtigt skridt for at bringe den splittede enhed sammen igen”.

Den libyske forsker mener, at det, vi i dag ser af osmannisk besættelse og kontrol med Libyen og Syrien, gennemført med grønt lys fra Amerika (Tyrkiet er medlem af NATO), stadig er “tynget af den tyrkiske intervention og Tyrkiets annektering af en stribe i NØ Syrien, så hvis dette fortsætter, vil det en dag blive en del af Tyrkiet.

Professor i samtidshistorie ved Ain Sham Universitetet og underviser ved Nassers højere militære akademi, Jamal Shakra, mener, at: “Arabernes tilbagegang og nederlag går tilbage til tiden efter deres sejre i korstogene. Efter at ijtihad, den klassiske Islamiske lovgivning,  stoppede, kom der politiske konflikter, og Det Osmanniske Riges besættelse af den arabiske verden øgede dennes tilbageståenhed. Det forhindrede de arabiske områder i at tage del i den kommunikation, der fandt sted i Europa under renæssancen, den efterfølgende kolonifase, Første Verdenskrig, Sykes-Picot og Nakba i Palæstina i 1948.

Shakra mener, at det seneste tilbageslag i juni er: “en fortsættelse af arabernes manglende evne til at imødegå de udfordringer, der blev pålagt dem under den kolde krig og indtil nu, og at det stadig ikke er lykkedes at opnå arabisk enhed.”

Araberne mangler en bevidst kollektiv politisk vilje

Han tilføjer også, at: “Årsagerne til fiasko er mange, hvoraf den vigtigste er uoverensstemmelserne mellem arabiske regimer, mellem stamme-, monarkiske og republikanske systemer og mellem systemer kontrolleret af militære militser. Dertil kommer dominansen af lederskabsbegrebet, herskeres oppustede egoer og marginaliseringen af ​​politiske og sociale institutioners rolle, foruden personlige konflikter og uenigheder mellem arabiske fyrster, konger og præsidenter. Endelig må man erkende arabernes mangel på en bevidst kollektiv politisk vilje, og manglende bevidsthed om fremtidens farer og udfordringer.

Shakra påpeger også, at “Opdelingen af ​​arabiske lande i rige og fattige lande har forværret splittelsen, især da vestlig propaganda har narret olielandene til at tro, at fattige lande er grådige efter at tilegne sig deres rigdom.”

Bevidsthed om fejl og fejl er en garanti for frelse

Jamal Shakra hovedpointe er, at den selvsikre arabiske nationale elite må spille sin rolle og arbejde for at udvikle en historisk og politisk bevidsthed: “Vejen fremad er opnåelsen af en ​​kulturel enhed og arabisk økonomisk integration, idet man må ignorere de politiske grænser skabt af kolonialismen, og skabelsen af en klar vision om fremtiden efter fødslen af ​​den nye verdensorden, samt ikke at bedømme arabernes grundlæggende problemer på et følelsesmæssigt grundlag. Det skal snarere ske ved at stole på systematisk og anvendt videnskab.

Kilde:

Kifara Sheikh Nour, 2023: Muslim Brotherhood, ISIS, and Turkish occupation represent another Arab setback, ANHA, 5. Juni 2023

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt