Af Nurcan Baysal

For kort tid siden underskrev jeg og 804 andre borgere i Tyrkiet en erklæring, hvor vi gentog vores ønske om at leve et liv i dette land med retfærdighed, fred, værdighed og ro i sindet, og med sikkerhed for vores levebrød og sundhed (se Nudem HER).

Som underskrivere fra den akademiske verden, retsvæsnet og sundhedssektoren forsøgte vi at sætte ord på vores fælles længsler og ønsker for alle, der bor på denne jord uden at ville diskriminere nogen.

Vores krav var i korte træk som følger:

Der erklæres et fair amnesti, der særligt dækker politiske fanger snarere end diskriminerende og vilkårlige, sporadiske løsladelser.

• Oppositionsforfattere og politikere, der holdes i fængsel i strid med afgørelserne fra den (tyrkiske) forfatningsdomstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal frigives.

• Domstolenes uafhængighed af administrationen skal sikres, og Rådet for dommere og anklagere skal blive omorganiseret.

• Tusinder af mennesker, der ved hjælp af “Undtagelsestilstande, der gennemtvinges med lovens kraft” (i kølvandet på kupforsøget den 15. juli 2016) summarisk og uden behørig proces er blevet fyret fra deres job, har fået deres pas beslaglagt, eller fortsat afsoner deres fængselsstraffe, skal alle have deres rettigheder genskabt

• Mere end 80 valgte borgmestre, der repræsenterer millioner af vælgere, men som ulovligt er blevet erstattet af regeringen, skal genindsættes i deres stillinger.

• Trusler mod kvinders rettigheder bør ophøre, og lige rettigheder skal træde i kraft og erstatte de krænkelser, der finder sted på trods af Istanbulkonventionen og den tyrkiske forfatning.

• Plyndring af naturressourcer og miljø af profithensyn bør forhindres.

• Folks behov for sundhed, husly, uddannelse skal garanteres af staten og omkostningerne dækkes af passende beløb og bestemmelser i budgettet.

Alle, der bor i dette land, skal være lige for loven og på det sociale område, uanset deres identitet, meninger og livsstil.

• For at alle befolkningsgrupper uden undtagelse kan udtrykke sig frit og lige, og kan organisere sig og tage del i selvadministration, skal mekanismerne for demokratisk deltagelse beskyttes.

Efter at vi havde delt vores tanker med offentligheden, frigav lederen af regeringspartiets støtteparti, det yderste højres Nationalistiske Bevægelsesparti (MHP), Devlet Bahçeli, en erklæring rettet mod de 805 mennesker, der havde underskrevet erklæringen.

Bahçeli kaldte gruppen ”dårlige undskyldninger for intellektuelle, lånte kuglepenne, såkaldte journalister og nulliteter, rådne akademikere og individer”, mens teksten, vi underskrev, blev døbt en “erklæring, man kun kan have foragt for” af MHP-lederen.

Bahçeli erklærede alle os 805 mennesker for at være kriminelle, mens de gik så langt som at sige, at de hundreder af borgere havde “stillet sig i kø til det sidste måltid før dommen for forrædderi”.

Det er ikke fordi jeg vil svare eller synke ned til det niveau, som udvises af Bahçeli, der hellere samarbejder med ledere af organiseret kriminalitet end med borgerne og legitime politikere i dette land. Det ville være et udtryk for mangel på respekt at bruge det samme sprog som en person, der er så grov og blottet for høflighed, retfærdighed og samvittighedsfuldhed.

Enhver, der opretholder en sådan giftig måde at udtrykke sig på, der fortsætter med at opsplitte befolkningen i dette land, og gør det målrettet mod bestemte befolkningsgrupper, ved at dæmonisere dem og erklære dem og som kriminelle, bør være i fokus for landets retsvæsen. Ingen burde være i stand til at gå målrettet mod borgere i dette land på grund af deres tanker og demokratiske krav. Gennem sin giftige retorik overtræder Bahçeli dette lands forfatning og begår en forbrydelse.

Umiddelbart efter Bahçelis opfordring i sidste uge til retsvæsenet om at lukke det pro-kurdiske folks demokratiske parti (HDP) afgav MHPs næstformand Semih Yalçın en erklæring med henvisning til HDP og det forbudte Kurdistans arbejderparti (PKK) som “en sværm af skadedyr, der skal udryddes. ”

Denne opfordring til vold bragte for mig straks Rwanda i erindring. Under folkedrabet i 1994, der fandt sted i det østlige centralafrikanske land, var tutsierne blevet kaldt “kakerlakker” af Leon Mugesera, en højtstående politiker i Rwandas daværende regerende Hutu-parti.

I en tale, han holdt i 1992, fortalte Mugesera, der siden er blevet fængslet på livstid, mere end 1.000 partimedlemmer, at de skulle dræbe tutsier og smide deres kroppe i floden.

Vi kender slutresultatet: På bare 100 dage blev 800.000 mennesker ifølge FN slået ihjel gennem et folkedrab, mens Rwandas officielle tal peger på, at massakren omfattede mere end en million tutsier og hutuer.

Tyrkiet ser ud til at være på vej i en lignende retning, og det er forfærdeligt. Anklagere og domstole i dette land er nødt til hurtigst muligt at gribe ind over for disse enkeltindivider, der udspyr gift, der retter sig målrettet mod bestemte grupper af borgerne og opfordrer til deres udryddelse. Tyrkiet er på vej ud af en meget farlig glidebane. En politisk tankegang, der spekulerer i massedrab, er desværre blevet i stand til at være koalitionspartner med det regerende parti.

Tyrkiets opposition, en hvilken som helst gruppe i samfundet, kort sagt, alle, er nødt til at stå samlet og kræve et ophør af denne tankegang, der betragter en del af samfundet som “skadedyr, der bør udryddes”. Vi er på randen af ​​en katastrofe.

Kilde: Nurcan Baysal, 2020: Are we, as Turkey’s citizens, pests that must be exterminated?  Ahval, 16. Decembre, 2020

Oversættelse: Jesper Brandt