Erdogans massakre på det tyrkiske retssystem er et retsligt vanvid

Borgmester Selçuk Mizrakli: Jeg anmoder den internationale offentlighed om at tage konkrete skridt imod angrebene på kurdernes valgrettigheder i Tyrkiet.

For to måneder siden blev den valgte borgmester i den tyrkisk-kurdiske storby Diyarbakir fængslet efter at være blev afsat og erstattet af en administrator, udpeget af præsident Erdogans regerende AKP-parti. Fra sit fængsel i byen Kayseri har han sendt et brev til den internationale offentlighed, hvori han beskriver den proces, har er blevet udsat for. Brevet gengives nedenfor i dansk oversættelse.

Mierakli er borgmester valgt for venstrepartiet HDP. Før han blev borgmester, sad han for HDP i det tyrkiske parlament. Siden maj 2016 har over en fjerdedel af alle parlamentsmedlemmer i Tyrkiet fået ophævet deres parlamentariske immunitet og der er blevet rejst et utal af sager imod dem. Langt størstedelen af sagerne har været forskellige ’terror’-sigtelser rejst mod HDP-medlemmer. Som det fremgår af nedenstående kort, der viser den geografiske og partimæssige fordeling af retssager, der blev rejst mod 139 af Tyrkiets 548 medlemmer af parlamentet efter vedtagelse af ’immunitetsloven’ d. 7. maj 2016, blev langt de fleste sager netop rette mod HDP-parlamentsmedlemmer fra Diyarbakir-distriktet – i alt 161 sager.

Den geografiske og partimæssige fordeling af retssager, der er rejst mod 139 af tyrkiets 548 medlemmer af parlamentet i forbindelse med ”Immunitetsloven” af 7 maj 2016. Sager rejst mod delegerede fra partiet HDP er dominerende, især i den østlige del af Tyrkiet, med en meget stor koncentration i omkring den store by Diyarbakur, hvor der alene er rejst 161 sager. Der er en markant forskel på de sager, der er rejst mod medlemmer af HDP (stort set alle sigtelser knyttet til påstande om ”terrorisme”) og anklagerne mod medlemmer af de øvrige partier (misbrug af immunitet til personlig vinding og almindelig kriminalitet). Store korruptionsskandaler har hængt over Erdogans hoved, men disse anklager har ikke givet anledning til ophævelse af immuniteten. Klik på kortet for at se detaljer.

Sagerne blev gennemført i tilknytning til militære belejringer af mindst 30 kurdisk-tyrkiske byer og bydistrikter i det østlige Tyrkiet, hvor mange blev dræbt og store dele af bygningsmassen blev systematisk ødelagt.

Du kan læse mere om dette i artiklen Belejringer og krigsforbrydelser i Syrien og Tyrkiet på https://geografinfo.dk/index.php/2017/10/20/14-september-belejringer-som-krigsforbrydelse-i-syrien-og-tyrkiet/.

Emnet er også behandlet i et interview med den danske politiker Ulla Sandbæk, der som medlem af en delegation fra en EU-kommission for det civile liv i Tyrkiet (EUTCC), i februar 2017 besøgte DIyarbakir, overværede en ”retssag”, og efterfølgende offentliggjorde en rapport med titlen: Statsterror, menneskeretskrænkelser og autoritært styre i Tyrkiet. Rapport fra den tredje Imrali fredsdelegation, baseret på dens besøg i Tyrkiet, 13-19 februar 2017. Se interviewet med Ulla Sandbæk på https://www.nudem.dk/tyrkisk-statsterror-mod-kurderne-interview-med-ulla-sandbaek/  eller på https://geografinfo.dk/index.php/2017/10/20/14-september-tyrkisk-statsterror-mod-kurderne-interview-med-ulla-sandbaek/.

Den kendte tyske filminstruktør og video-designkunstner Hito Steyerl har taget emnet op i sin seneste bog: Hito Steyerl: Duty Free Art: Art in the Age of Planetary Civil War, hvor hun i et kapitel med titlen How to kill people: A problem of design beskriver, hvordan der i Tyrkiet har udviklet sig en belejrings- og udryddelsesstrategi under dække af en byudviklingsstrategi, hvor store kvarterer ryddes og erstattes med nye boligkvarterer og indkøbscentre til andre befolkningsgrupper end den, typisk kurdiske, befolkning, der jages bort eller udryddes, hvis den ikke fjerner sig hurtigt nok. Hendes eksempel på modellens anvendelse er netop Diyarbakir – Men der eksisterer mange andre, og endda også mere gruopvækkende eksempler.

Erdoğans regering fortsætter med at beslaglægge de kommuner, hvor Folkets demokratiske Parti, HDP, vandt lokalvalget d. 31 marts, 2019. Indtil i dag, er 21 af vores kommuner blevet ulovligt angrebet, og de udnævnte guvernører og kandidater fra AKP, der havde tabt til HDP ved valget, er uden nogen juridisk procedure blevet indsat i stedet for de borgmestre, der var blevet valgt af HDP.

I det følgende gengives i dansk oversættelse et brev til den internationale offentlighed, som er blevet sent fra den afsatte og fængslede borgmester i Diyarbakir, Selçuk Mizrakli.

Til den internationale offentlighed

Selçuk Mizrakli: “Jeg skriver dette brev til jer som byen Diyarbakirs borgmester, der blev valgt ved kommunalvalgene d. 31. marts, 2019, med 62,9% af stemmerne; Men jeg blev afsat d. 19 august, erstattet af en udpeget administrator; og til sidste arresteret d. 22 oktober, 2019. Som en af de 95 kommuner med HDP-flertal, hvor den tyrkiske stat havde udpeget administratorer efter valget i 2016, kom vi tilbage til Diyarbakirs metropole kommune ved kommunalvalget d. 31. marts 2019, og gik på ny i gang med at opbygge det lokale demokrati igen. Men blot 4 måneder senere havde centralforvaltningen igen udpeget en administrator, og ulovligt nedlagt dem lokale administration i provinserne Diyarbakir, Mardin og Van, som det ikke var lykkedes dem at vinde gennem kommunalvalgene. Det kup, der blev gennemført mod det lokale demokrati d. 19 august 2019, var rettet direkte mod kurdernes stemmeret og ret til at blive valgt, hvilket er det helt modsatte af den opfattelse af ’terror’, som AKP regeringen prøver at skabe i den offentlige opinion. Tilsidesættelsen af lokalbefolkningens vilje var ikke begrundet i nogen lov, men en klar tilkendegivelse af, at kurderne ikke må vælge de repræsentanter, der skal styre de byer, som de lever i.

Denne undertrykkelsespolitik gennemføres udelukkende fordi vores kurdiske identitet medfører et omfattende retsligt vanvid. AKP regeringen, der overtræder paragraf 127 i  forfatningen, , som udelukkende knytter en afsættelse  af borgmestre til lovovertrædelser, der er knyttet til deres forpligtigelser, afsatte os på grund af retsforfølgelser og undersøgelser, der ikke havde noget at gøre med vores forpligtigelser, men som var baseret på den ulovlige tilføjelse, nr. 5393,  der er lavet til kommunalloven under undtagelsestilstanden (OHAL). Faktisk var de breve, der udpegede administratorerne, allerede udarbejdet kun en dag efter valget, d. 1 april 2019, hvor vi ikke engang havde modtaget vores valgcertifikater.

Tyrkiet oplever for tiden en massakre på retsvæsnet. Antagelsen af, at man som udgangspunkt er uskyldig har længe været en undtagelse. F.eks. var en af grundene til min arrestation d. 22. oktober 2019 en fiktiv udtalelse, afgivet d. 20. marts 2019 (kun 11 dage før lokalvalgene), af et vidne, kaldet H.B.A., der var blevet arresteret i maj 2016 i Mardin provinsens Nusaybin-distrikt. Selvom H.B.A. havde været arresteret i 3 år, gav hun en tilståelse d. 20 marts 2019 for at drage nytte af en anger-paragraf ved at påstå, at jeg havde gennemført en operation på ’et medlem af en illegal organisation’ under en nattevagt, hvor jeg havde fjernet hans tarme og udskrevet ham samme morgen på det hospital, hvor jeg arbejdede som kirurg. Ud over at der ikke havde fundet en sådan begivenhed sted, påstår personen med navnet HBA at have hørt det fra en ’ven’, Kort sagt, der har hverken fundet en sådan operation sted, eller eksisteret et sådant vidne. Og jeg må tilføje, ud over at jeg ikke var på nattevagt som kirurg på de datoer, der er angivet, at som læge, der har praktiseret i næsten 40 år, må jeg fastslå at det er imod lægeløftet at gennemføre et så alvorlig operation som at skære i tarmene om natten og udskrive patienten om morgenen, eller lade ham forlade hospitalet til fods. Personen med navnet H.B.A., der gjorde det klart, at hun fremlagde sin tilståelse på grundlag af anekdoter og rygter, blev løsladt fra fængslet i september 2019 takket være denne ’tilståelse’, som hun afgav, da hun stod over for at blive dømt til en langvarig fængselsstraf. Ikke desto mindre bliver falske udtalelser fra denne person accepteret som beviser mod politiske personer som os.

En anden årsag til min arrestation er min deltagelse i aktiviteterne inden for det politiske parti HDP, som jeg er medlem af. HDP er det tredje største parti i Tyrkiet med 6 millioner stemmer og det kan ikke være en forbrydelse at deltage i et politisk partis aktiviteter. D. 24 juni 2018, blev jeg valgt som medlem af parlamentet for HDP. I 2019 forlod jeg min plads i parlamentet efter at jeg var blevet valgt til borgmester i Diyarbakir. Men de undersøgelser, der blev indledt mod mig i den periode, jeg var parlamentsmedlem, er blevet fremført som en begrundelse for at fjerne mig fra borgmesterposten. Hverken aktiviteter for et politisk parti blandt parlamentsmedlemmer, der har parlamentarisk immunitet, blandt ansatte i et politisk parti eller blandt almindelige borgere kan anses for at være en forbrydelse i ethvert land, der betegner sig selv som demokratisk, undtagen i Tyrkiet!

Anklageskrifterne mod de andre med-borgmestre, der er blevet suspenderet og erstattet med administratorer, indeholder også grundløse påstande. Selv deltagelse i presseudtalelser, der er de mest simple parti-aktiviteter, er blevet anset for at være en forbrydelse og et grundlag for tilbageholdelse. De falske nyheder, der bliver publiceret målrettet imod os af den regeringstro presse, bruges som ’bevis’ i de enkelte sagsakter. Enhver form for misinformation af offentligheden anses for legitim for at legitimere udpegningen af administratorer. Frem til d. 19. august 2019 har AKP-regeringens indenrigsminister udpeget administratorer i 15 HDP kommuner (Diyarbakir, Van, Mardin, Kulp, Karayazi, Nusaybin, Hakkari, Yüksekova, Kocaköy, Kayapinar, Bismil, Erciş Saray, Kiziltepe) og 12 kommunale med-borgmestre er blevet fængslet. [D. 20 december 2019 blev yderligere to demokratisk valgte borgmestre for HDP i den øst-tyrkiske kommune Sur (der er en del af storbyen Diyarbakir) fængslet på grund af sager rejst mod dem, og blev erstattet af den tidligere distriktsguvernør Abdullah Ciftci, der blev udnævnt som administrator, jb]

Jeg er en blandt mine utallige kammerater og politiske fanger, der er blevet fængslet under denne proces, hvor antagelsen af uskyld som udgangspunkt i en retssag er blevet krænket. Da jeg blev arresteret, blev jeg efterladt i en enecelle de første tre dage. Derefter var jeg sent til fængslet i Kayseri, der ligger langt væk fra min familie, sammen med de kvindelige med-borgmestre fra Kayapinar og Kocaköy kommunerne, der var blevet arresteret samme dag som mig. Fængsler er tortursteder uden lov og ret. De politiske fanger dér er under et voldsomt pres. Jeg ved, at vi vil blive frarøvet selv de mest uskyldige menneskerettigheder på disse steder, hvor der er en intens krænkelse af rettigheder. Retfærdighed er på disse steder ikke andet end et ord, der pryder væggene i retssalene i dette land. Hele retssystemet står til rådighed for et enkelt politisk parti. Som valgt borgmester og som fængslet politiker, appellerer jeg til den internationale offentlighed, menneskerettighedsorganisationer og demokratiske bevægelser om at tage konkrete skridt imod tilsidesættelsen af kurdernes valgrettigheder i Tyrkiet, og hæve deres stemmer for at fjerne presset på oppositionens politiske partier og bevægelser, og for at slås for etableringen af retfærdighed.

Dr. Adnan Selҫuk Mizrakli

Med-borgmester i Diyarbakir Metropolens kommune

4. november 2019

Bünyan fængslet, Kayseri, Tyrkiet

Indland NYHEDER