Europa-parlamentet hjælper forfulgte parlamentarikere – ikke mindst fra Tyrkiet

Europa-parlamentet hjælper forfulgte parlamentarikere – ikke mindst fra Tyrkiet

Parlamentarikere, der er valgt direkte af borgerne, spiller en grundlæggende rolle i at styrke og konsolidere demokratiet. Igennem deres arbejde i parlamenterne muliggør de et mere effektivt forsvar for menneskerettigheder og retsstatsprincippet. Gennem programmet Solidaritet med parlamentarikere, har Europa-Parlamentet til hensigt at sikre en bedre beskyttelse af parlamentarikernes rettigheder, idet mange parlamentarikere rundt om i verden lever i fare på grund af deres politiske holdninger.

Der er foreløbigt etableret seks ’tvillinge-partnerskaber’, med partnerskaber for parlamentarikere fra Filippinerne (1), Tyrkiet (4) og Hong Kong (1). Du kan nedenfor se, hvad der er på spil for disse parlamentarikere, og hvilke handlinger Europa-parlamentarikerne foretager sig for at støtte dem.

Hannah Neumann (Tyskland) støtter Sarah Elago, chikaneret filippinsk parlamentsmedlem

Sarah Elago er den første kvindelige repræsentant for ungdomspartiet KABATAAN (filippinsk for unge), valgt til Repræsentanternes Hus i Filippinerne. I øjeblikket er hun på sin anden periode og er medlem af 13 forskellige udvalg. Hun er det yngste medlem af bestyrelsen for det filippinske lovgivningsudvalg for befolkning og udvikling.

Sarah Elago presser især på for lovgivning og tilsyn med hensyn til sikring af et tilgængeligt og kvalitetsmæssigt sundhedsvæsen samt rettigheder og velfærd for mennesker med handicap. Hun er også frivillig i Tulong Kabataan Relief Network, der fordeler mad og nødhjælp til katastrofeofre og genopbygningsindsats.

Som kritiker af Dutertes regime er Sarah Elago blevet stemplet som venstreorienteret og har været udsat for misinformation fra politiets og hærens side. Hun har indgivet klager til Menneskerettighedskommissionen og den Nationale Undersøgelseskommission. Hun har været udsat for kønsdiskrimination, misinformation og giftig propaganda, blandt andet gennem offentliggørelsen af ​​en falsk sexvideo, der blev delt på flere hjemmesider.

Chris MacManus (Irland) støtter Figen Yüksekdağ, fængslet tyrkisk parlamentsmedlem

Figen Yüksekdağ er en tyrkisk politiker og medlem af Folkets Demokratiske Parti (HDP). Hun er født i 1971 og har været en del af den socialistiske bevægelse lige siden sin ungdom. På grund af sine politiske aktiviteter blev hun tilbageholdt i 2009. Kort efter, i 2010, overtog hun rollen som formand for Ezilenlerin Sosyalist Partisi (De Undertryktes Socialistiske Parti).

Hun blev valgt til medpræsident for HDP i juni 2014 og blev medlem af det tyrkiske parlament i 2015. Hun blev arresteret i 2016 på grund af påstået terrorpropaganda, som førte til fjernelse af hendes parlamentariske immunitet. Året efter og af samme årsager blev hun frataget sin plads i Tyrkiets nationalforsamling. Yüksekdağ og 108 andre HDP-medlemmer blev samlet retsforfulgt for terrorpropaganda, hvilket resulterede i 37 livstidsdomme.

Figen Yüksekdağ er i øjeblikket tilbageholdt i et F-type højsikkerhedsfængsel, et etablissement, der i flere NGO-rapporter på det kraftigste fordømmes for menneskerettighedskrænkelser. Hun har været udsat for mishandling på grund af sit politiske ståsted, og har fået disciplinære sanktioner for at reagere mod hårdhændet behandling.

Nikolaj Villumsen (Danmark) solidariserer sig med Leyla Güven, fængslet tyrkisk parlamentsmedlem

Leyla Güven er en kurdisk politiker, der har viet sin politiske karriere til det kurdiske samfunds skæbne i Tyrkiet. Født i 1964 startede hun sit politiske liv i Folkets Demokratiske Parti (Halkın Demokrasi Partisi, HADEP), som blev anset for at være pro-kurdisk og blev forbudt i 2003.

Hun blev valgt til borgmester i byen Kucukdikili i Adana-provinsen i 2004 og i byen Viransehir i Urfa-provinsen i 2009. Som borgmester i Kucukdikili blev hun kendt for at forsvare kvinders rettigheder. Hun blev fængslet for første gang i 2009 for sin politiske aktivitet, under et stort overgreb på kurdiske politikere. Hun forblev fængslet i fire år. Da hun blev valgt som medlem af parlamentet i juni 2018 blev hun fængslet for at kritisere Operation “Olive Branch”, den tyrkiske militære intervention i Syrien.

Efter at være blevet løsladt i januar 2019, blev hendes parlamentariske immunitet ophævet i juni 2020 sammen med andre medlemmer af HDP. I december 2020 blev hun anklaget for forbindelser til en terrororganisation og idømt 22 års fængsel. Hun er fortsat fængslet.

Nacho Sanchez Armor (Spanien) forsvarer Ömer Gergerlioğlu, forfulgt tyrkisk parlamentsmedlem

Ömer Gergerlioğlu, der er født i 1965, er medlem af den tyrkiske nationalforsamling, valgt i 2018 for Folkets Demokratiske Parti (HDP).

Kort efter hans valg anklagede det tyrkiske retsvæsen ham for i 2016 at have videresendt et PKK-tweet. Da PKK er klassificeret som en terrororganisation, blev han anklaget for terrorpropaganda og i 2018 idømt to år og seks måneders fængsel, en dom, som blev stadfæstet af en kassationsret i februar 2021. Som følge heraf fik han i marts 2021 frataget sin parlamentariske immunitet.

Efter disse begivenheder blev han fysisk overfaldet, mens politiet slog til i hans hjem, hvorfor han kortvarigt måtte  indlægges. I juli 2021 afgjorde den tyrkiske forfatningsdomstol, at hans borgerlige og politiske rettigheder var blevet krænket og gav ham hans frihed og parlamentariske medlemskab tilbage. På trods af sin frihed og genoprettede mandat lider Ömer Gergerlioğlu stadig under trusler og chikane.

Jordi Solé (Spanien) forsvarer Musa Farisoğullari, fængslet tyrkisk parlamentsmedlem

Musa Farisoğullari er en kurdisk politiker og medlem af Folket Demokratiske Parti (HDP). Han er født i 1956 og har arbejdet som tysklærer i Diyarbakir. På grund af sit engagement i lærernes fagforening blev han afskediget i 1991 og igen i 1997, hvilket førte til begyndelsen på hans politiske karriere.

I 2009 arresterede tyrkiske myndigheder ham og flere andre medlemmer af Det Demokratiske Samfundsparti og anklagede dem for at tilhøre KCK (Koma Civakên Kurdistanê – en paraplyorganisation for flere kurdiske partier og foreninger). Musa Farisoğullari blev dømt og tilbragte ni år i fængsel.

I 2018 blev han valgt til den tyrkiske nationalforsamling som HDP-medlem. I juni 2020 tvang en ny dom ham imidlertid i fængsel for fuldbyrdelse af den resterende del af hans tidligere straf. Han blev sendt til Diyarbakır D Type lukkede straffeanstalt og efter 22 måneder overførte de tyrkiske myndigheder ham til Diyarbakırs højsikkerhedsfængsel.

Mens Musa Farisoğullari sad i fængsel, blev der anlagt en offentlig retssag mod ham med påstanden om at “være medlem af en ulovlig organisation”, nemlig Democratic Society Congress. Denne sag er stadig i gang.

Raphael Glucksmann (Frankrig) forsvarer Nathan Law, Hong Kongs yngste parlamentsmedlem

Nathan Law er politiker fra Hong-Kong og menneskerettighedsaktivist. Han er grundlægger af det politiske parti Demosistōn og blev i 2016 den yngste person nogensinde valgt til medlem af det lovgivende råd, Hong-Kongs parlament.

I 2014 var Nathan Law en del af ’Parably-bevægelsen’, en fredelig protest i Hong Kong for at kræve mere gennemskuelige valg. Han blev idømt flere måneders fængsel for sin rolle under protesterne i 2014, men forblev meget aktiv som forsvarer af de grundlæggende rettigheder og friheder, der er nedfældet i den kinesisk-britiske fælleserklæring og i Hong-Kongs grundlov.

Kina vedtog den 30. juni 2020 en ny sikkerhedslov, der også blev gældende i Hong-Kong. Den gav blandt andet mulighed for vilkårlig fængsling af dissidenter og udlevering til det kinesiske fastland. Derfor gik han i eksil til Det Forenede Kongerige, hvor han fik asyl.

Fra Europa fortsætter han med at forsvare Hong-Kong-borgernes borgerlige og politiske rettigheder og henlede opmærksomheden på dissidenternes skæbne under kinesisk styre.

Kilde: Twinning Partnerships. Global Democracy Report,  European Parliament. https://www.europarl.europa.eu/globaldemocracysupport/en/solidarity-with-parliamentarians/twinning-partnerships

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland