Drevet af ambitioner om et geostrategisk overherdømme og uhæmmet grådighed, blev den europæiske interventionspolitik i Mellemøsten mere og mere kolonialistisk fra begyndelse af det 20. Århundrede. Dens primære mål blev underkastelse og kontrol af Mellemøsten. Det medførte en ny form for kolonialisme i forhold til den som kurderne allerede havde oplevet i løbet af historien. Dette dilemma kan følges tilbage helt til den sumeriske tid.

Imidlertid har den vestlige kapitalisme ændret det på utænkelige måder. For kurderne betød det, at de igen blev konfronteret med nye kolonialistiske aktører, og at løsningen af det kurdiske spørgsmål blev endnu mere vanskelig.

Med udgangspunkt i deres interesser fandt de nye imperialistiske magter det mere fordelagtigt at forsøge at samarbejde med sultanerne og storrigets administration for at sikre dem som allierede, frem for at opbryde det osmanniske rige med uoverskuelige konsekvenser til følge. Den tilgang skulle gøre det lettere at kontrollere regionen og de mennesker, som levede der. Det var en metode, der var meget populær i det britiske imperium, og som i historiebøgerne bliver kaldt for “del og hersk” strategien.

På den måde blev det osmanniske styre forlænget med hundrede år. Frankrig og Tyskland havde lignende strategier. Gnidningerne imellem dem fik ikke indflydelse på magtbalancen i Mellemøsten.

Et andet fokuspunkt for den imperialistiske opretholdelse af magten var de kristne etniske grupper. På den ene side forgav den vestlige kolonialisme at beskytte på den anatolske grækere, armeniere og aramæere; på den anden side tilskyndede den disse grupper til at gøre oprør mod centralmagten, der svarede igen med voldsomme repressalier. Den efterfølgende udryddelseskampagne blev passivt iagttaget af de vestelige magter. Til sidst gjorde denne politiks nationerne i Mellemøsten til Vestens fjender. Igen var kurderne kun brikker i spillet om udenrigspolitiske interesser. Tidligere havde det kurdiske aristokrati samarbejdet med de arabiske og tyrkiske dynastier. Nu tillod de udenlandske magter at bruge dem i deres kolonialistiske intriger. Ved at sikre sig et samarbejde med kurderne, lykkedes det briterne at knytte de bekymrede tyrkiske og arabiske herskeres interesser sammen med briternes egne interesser. Samtidigt kunne de knytte armenerne og aramæerne endnu tættere sammen med de koloniale magter, der på deres side blev presset af medløberne fra det kurdiske aristokrati. Den tyrkiske sultan, den persiske shah og de arabiske herskere var imidlertid ikke kun ofre for denne politik. De spillede et lignende spil for at sikre deres magt og tøjle de vestlige magters grådighed. Det var befolkningen der led under det.

INFO: Teksten er fra bogen “krig og fred i Kurdistan” – Abdullah Öcalan.