Kærlighed og gæstfrihed fra min kurdiske familie i Ishøj har gjort mig nysgerrig efter at lære kurdernes historie og kultur bedre at kende. Det kurdiske nytår blev anledningen til en uforglemmelig rejse til byen Diyarbakir.

Af journalist Mette Schwartz

Efter en lang mørk tid, hvor kulden og mørket har bidt sig fast hjemme i Danmark, er der noget befriende i at mærke varmen fra forårets første solstråler her i Diyarbakir. Stille slipper ophobede spændinger kroppen og med strømmen af fornyet energi er mørket og kulden snart kun et minde.

Samme stemning fornemmer jeg, hviler over byen, da jeg her dagen før den store newroz fejring, træder ud fra Hotel Miroglu tæt på den gamle bymur.

Ideen om at rejse til Diyarbakir for at opleve kurderne fejre nytår vækker både beundring og skepsis blandt mine kurdiske venner i Danmark.

Som brændpunkt i konflikten mellem den tyrkiske stat og den kurdiske oprørsbevægelse PKK, har de fleste gennem medierne hørt og set voldsomme historier fra byen. Men de har aldrig været der selv, så hvad skal jeg egentlig der?

I hvert fald forbinder de ikke byen, som et turistmål for den blonde og blåøjede kvinde, som begejstret står foran dem og fortæller, at hun spontant har planlagt at drage alene af sted til Diyarbakir for at opleve kurderne fejre nytår.

Hvorfor Diyarbakir?

På grund af kærlighed. Kærlighed og gæstfrihed fra min kurdiske familie i Ishøj. De har taget imod mig, vist mig omsorg og givet mig en plads i den store familiesofa.

Her har jeg siddet med i stuen, drukket te og spist fuglefrø, og lyttet mig ind på et sprog og en kultur, som jeg er kommet til at holde af. Vi har grinet, grædt, sunget og danset. De har åbnet sig for mig og givet mig lov til at mærke dem. Og jeg har ladet mig fascinere af deres ukuelige vilje til at overleve, og den ydmyghed, der kommer hos folk, som kender til smerte.

Jeg har ellers aldrig interesseret mig for at rejse til Tyrkiet før. Men nu er det fjerde gang jeg er af sted inden for halvandet år. To gange til Istanbul, samt en rejse til Ankara, Konya og de små landsbyer i Konya-området, som de kurdere jeg kender kommer fra.

Som journalist skal jeg altid lige grave lidt dybere end andre. Nysgerrigt stiller jeg spørgsmål, som mine kurdiske venner ikke altid lige kan svare på, fordi de er opvokset i Ishøj og tilknyttet landsbyerne i Konya-området.

Historiens vingesus

Så her står jeg nu – i kurdernes eget land.

Jeg er her kun et par dage og bruger tiden på at gå rundt i de små gader indenfor den gamle bymur. På turistkontoret får jeg et bykort og en oversigt over seværdigheder. Det leder mig ud i de små smalle gader, der i starten føles som en labyrint jeg hurtig kan fare vild i. Men efterhånden får jeg et overblik.

Synet af den gamle bymur fører mine tanker langt tilbage i tiden. Byens kurdiske navn er Amed, der betyder medernes by. Et ældgammelt folk, som jeg er stødt på i det gamle testamente, og som kurderne er efterkommere af. Det vidner om, at kurdernes overlevelseskraft går langt tilbage i historien.

Gid man kunne rejse i tid og med egne øjne genopleve alt det liv, der har sat sine spor i landskabet.

For enden af Gazi Caddesi kommer jeg til Mardin porten og længere fremme i det smukke åbne landskab, får jeg øje på broen med de ti øjne over Tigris floden.

Seværdigheder skal ha´ en dans

Kurderne er virkelig et festligt folk. Da jeg kommer frem til broen hører jeg musik og ser folk danse. De finder altid en lejlighed til at danse. Selv en ældgammel bro bliver fejret, og der går ikke længe, før jeg danser med. Jeg har også noget at fejre her.

I skabelsesberetningen i Bibelen er floden Tigris nævnt, som én blandt fire floder, der havde sit udspring i paradisets have. Hvem ved, måske gik mine forfædre rundt her.

Derfor er det egentlig også mærkeligt, at folk kigger så nysgerrigt og overrasket på den fremmede blonde kvinde med de blå øjne, der vandrer rundt i deres by. Men årtusinder langt mod nord, har gjort mig lys i huden og ukendelig for mine brødre og søstre her i det gamle Mesopotamien – civilisationernes vugge.

En fremtid som turistmål

Efterhånden som jeg bevæger mig frem i den gamle bydel undrer det mig mere og mere, at mine kurdiske venner hjemme i Ishøj ikke har set byen som et feriemål.

Den kurdiske stolthed er stor i byen og folk er meget venlige og imødekommende.

Jeg oplever ingen uro og forandringens vinde vejre virkelig over byen. Hvis jeg var kurder ville jeg hurtigt sikre mig en ferielejlighed, mens de stadig er billige. Og som iværksætter ville jeg skynde mig til byen og undersøge alle de gode forretningsmuligheder byen byder på, inden de gode lokaliteter er taget. For hvis fredsprocessen fortsætter, så tror jeg bestemt byen vil blive et attraktivt rejsemål.

Det er byen i hvert fald allerede for mig. På min vandring rundt i sidegaderne finder jeg frem til seværdighederne, som jeg følger via turistkortet. Museer, moskeer og særligt indtryk gør det, at byen har restaureret den gamle armenske kirke Surp Giragos. Det glæder mig, at der blevet gjort så meget ud af at bevare en gammel kristen kulturarv.

Hver gang jeg ankommer til en seværdighed møder jeg glæde og overraskelse fra opsynsfolkene, der spørger, hvor jeg kommer fra. Det er tydeligt, at der ikke kommer mange af min slags.

Mine samtaler med folk kan heller ikke foregå på engelsk. Derfor glæder jeg mig over, at jeg har lært en smule tyrkisk og kurdisk, som i kombination med tegnsprog hjælper mig, når jeg falder i snak med folk.

Styrket identitet blandt unge

Jeg lytter meget til kurdisk musik og har set frem til at opleve Dengbej huset, hvor byens ældre mænd synger folkesange. Jeg forsøger at lytte med hjertet og kan høre sorgen og glæden i fortællingerne, men min bevidsthed forstår ingenting. Alligevel er det en god oplevelse for mig.

Som journalist elsker jeg at observere mennesker og suge indtryk til mig. Derfor nyder jeg at sidde på café og betragte livet omkring mig. Cafeerne i den indre gård – Hasan Pasa Hani – bliver mit tilholdssted, når jeg trænger til et hvil.

Her lægger jeg mærke til den begejstring og eufori, der stråler ud af de mange grupper af unge mennesker, der er kommet til fra Europa for at fejre newroz. Der bliver taget gruppefoto, købt kurdiske flag og tørklæder i grønne, gule og røde farver, samt smukke traditionelle dragter. Den kurdiske identitet hos de unge tilrejsende springer frem som foråret og spreder en god stemning – og selvfølgelig mere dans.

Newroz piroz be

En omsorgsfuld veninde hjemme i Ishøj har sørget for, at jeg ikke skal fejre nytåret alene, så klokken 9 om morgen, bliver jeg hentet af en gruppe studerende med dansk kurdisk baggrund. Det er jeg rigtig glad for. Fællesskabet er nemlig stærkt denne dag.

Sammen med over 2 millioner mennesker bevæger vi os i en folkevandring mod festpladsen. Et smukt og bevægende syn. Alt og alle er dækket i grønne, gule og røde farver. Tidligere har det været forbudt for kurderne at fejre newroz. Derfor er der naturligt nok mange politiske manifestationer på dagen. Men alt foregår i ro og orden. Og glæden, festen og dansen er som altid med.

* Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.