HDP-parlamentsmedlemmer har besøgt områder i det nordlige Kurdistan (Østtyrkiet), som er blevet ramt af jordskælv. De kritiserer AKP/MHP-regeringens krisestyring og anklager regimet for at overlade folk til deres skæbne.
Muazzez Orhan, som er HDP-medlem, fortæller fra Antep, at folk forsøger at redde sig selv med deres egne midler og muligheder.
“Redningsfolk er endnu ikke ankommet. Der er alvorlig mangel på hjælp. Folk er overladt til deres egen skæbne,” siger Muazzez Orhan.
Kemal Bülbül, som er HDP-medlem, fortæller fra Adiyaman, at mange mennesker ligger under de sammenstyrtede bygninger.
“Jeg har været her siden i går morges klokken otte. Jeg kom hertil tre timer efter jordskælvet, og siden da har jeg ikke set noget statstøtte. Vejret er koldt og regnfuldt. Herfra råber jeg højt: Vi skal åbent fordømme regeringens holdning og adfærd. Der er ingen hjælp til borgerne, ingen murbrokker, ingen redning af de mennesker, der er fanget under murbrokkerne. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker der ligger under den bygning, jeg står foran. Vi hører deres stemmer, og folk her forsøger at redde dem på egen hånd,” siger Kemal Bülbül.
Tülay Hatimoğulları, som også er HDP-medlem, fortæller fra Hatay, at der er alvorlig mangel på hjælp.
“Selvom det er 24 timer siden det største jordskælv, Tyrkiet nogensinde har oplevet, er der ikke blevet udført nødhjælps-, eftersøgnings- eller redningsaktioner. Hundrede, måske tusinder af mennesker ligger nu under murbrokkerne. Det er afgørende, at humanitær hjælp kommer så hurtigt som muligt, og at eftersøgnings- og redningsaktioner igangsættes. I den sammenhæng opfordrer vi alle, især myndighederne, til at samarbejde. Det er bare for meget. Faktisk bliver folk svigtet her. Dette er ikke acceptabelt,” siger Tülay Hatimoğulları.