Det pro-kurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP) parlamentarikeren, Murat Bozlak, som blev valgt ind i det tyrkiske parlament ved sidste valg i Tyrkiets femte største by, Adana, tabte søndag kampen til prostatakræft. Det bekræfter partifællen Pervin Buldan.
Bozlak var indlagt på et hospital i Ankara i de seneste tre måneder, men søndag tabte han kampen til en aggressiv kræft, der havde spredt sig til andre dele af kroppen, herunder nakke og skulderområdet.
Murat Bozlak blev født den 30. december 1952 i landsbyen, Bozlak, tæt på Sereflikochisar, sydøst for hovedstaden Ankara. Han blev uddannet ved Jura-fakultetet i Ankara og arbejdede inden sin politiske karriere som advokat i en årrække.
Bozlak har været aktivt medlem af de kurdiske partier i flere årtier og har i en periode været formand for HADEP, der var det første kurdiske parti, der kom ind i det tyrkiske parlament.
I 1994 blev Bozlak mål for et skudattentat, hvor han blev ramt fem gange i kroppen og overlevede efter en lang behandling.
Bozlak blev 62 år og var gift og havde tre børn.
Bozlak blev det andet tab for partiet HDP (tidl. BDP) efter Serafettin Elci, der ligeledes tabte kampen til kræften for to år siden.
Murat Bozlak bliver tirsdag bisat efter en ceremoni på HDP-hovedkontoret i Ankara, oplyser HDP på sin hjemmeside.