Af Ibrahim Benli

Den militære aftale mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indgået i tirsdags, er uden tvivl en klar manifestation af, at Rusland nu er den enevældige, der bestemmer i Syrien. Med aftalen fik Putin understreget, at han fremadrettet bestemmer retningen i Syrien, mens Erdogan fik en supermagt til at anerkende sin invasion i Rojava. Men hovedbudskabet for denne aftale handler om, at Putin nu endelig fik legitimeret Assad som ‘lederen’ af hele Syrien, og at det er ham, alle skal forhandle Syriens fremtid med. Jeg synes det er tankevækkende, at Assad – på trods af rigtig meget blod på hænderne – fortsat kan få lov til at afgøre Syriens fremtid. Dette kommer til at være endnu en skamplet i verdenshistorien.

Er aftalen en tyrkisk sejr?

Jeg opfatter ikke den russisk-tyrkiske aftale mellem Putin og Erdogan som en sejr for Tyrkiet. Men det skal tilføjes, at Rusland med aftalen har anerkendt og legitimeret den tyrkiske invasion. Putin har endda tilladt, at Tyrkiet fortsat kan blive i Rojava, på det besatte grænseområde, der er 120×30 km i omfang. Samlet strækker denne zone sig mellem de kurdiske byer Serekaniye og Gre Spi, og kan Erdogan notere dette som en sejr på egen konto.

Erdogan fik Rusland til at blåstemple besættelse, invasion og krigsforbrydelser, på trods af massiv kritik og fordømmelse fra hele omverdenen af Tyrkiets opførsel. Det kan han blandt andet også takke Vesten for, der har valgt at vende ryggen til deres tætte allierede SDF/YPG/YPJ i kampen mod Daesh/IS, efter Donald Trump valgte at trække sine soldater væk fra den syrisk-tyrkiske grænse. De vestlige lande har desværre ikke foretaget sig noget aktivt for at beskytte sine tætte allierede i Rojava siden den tyrkiske invasion gik i gang. Vestlige ledere og EU lande er blot kommet med nogle vage fordømmelser og små sanktioner mod våbensalg, som ingen effekt har haft på et land, der allerede er fuldt i gang med at invadere og besætte.

Aftalens betydning – for kurdere og andre befolkningsgrupper i Syrien

Med et forslag om fælles patruljering på den tyrkisk-syriske grænse, har Putin i tirsdags indirekte sikret sig, at tyrkisk aggression ikke breder sig til resten af Rojava, hvor der allerede 250 civile – heriblandt børn – der har mistet livet, mens omkring 300.000 er blevet sendt på flugt. Den russisk-tyrkiske fælles patruljering rummer dog også elementer, der er åbne for fortolkning. For eksempel forudsætter militæraftalen mellem Rusland og Tyrkiet, at YPG (de kurdiske sikkherhedsstyrker i Rojava) skal trække sig 30 kilometer tilbage fra den tyrkisk-syriske grænse, men aftalen siger ikke noget om, hvorvidt det samme gælder for SDF (Syrian Democratic Forces), som YPG også er er en del af. Her vil et af de største spørgsmål blive, hvorvidt russiske og syriske sikkerhedsstyrker vil tillade SDF at blive i grænseområdet. Ligeledes vil det blive interessant at følge med i, hvordan russiske og syriske styrker vil handle over for de jihadist-grupper, som under invasionen har fungeret som Tyrkiets fodsoldater. Disse grupper, som Tyrkiet ellers kalder ‘Den Frie Syriske Hær’, begår fortsat krigsforbrydelser mod Rojavas folk, og de er samtidig Assads ærkefjender.

I den russisk-tyrkiske aftale er det desuden uklart, hvad fremtiden vil bringe for Rojavas demokratiske selvstyre. For mig at se er den tyrkiske invasion i Rojava samtidig et målrettet angreb mod et demokratisk samfundsstyre, der tager afsæt i værdier som ligestilling, sameksistens og bæredygtighed. Spørgsmålet her bliver, hvorvidt der er plads til dette demokratiske samfundsstyre, når Assad i samråd med Rusland og Tyrkiet får lov til at tegne Syriens fremtid.

På nuværende tidspunkt er det derfor svært at forudsige, hvilken fremtid der venter for Rojava og resten af Syrien. Jeg mener dog helt klart, at vi i vesten kan gøre meget mere for, at Erdogan trækker sig ud af Rojava. Han lægger ikke selv skjul på sine planer og visioner for, hvordan det demokratiske selvstyre i Rojava skal elimineres. Der påhviler derfor fortsat alle vestlige lande et stort ansvar for at tvinge Erdogan til at trække sig ud af Rojava, ved at indføre nogle økonomiske sanktioner som kan mærkes. Omvendt vil Erdogan, i samarbejde med Putin og Assad, gøre sit til at tilintetgøre alt, hvad de demokratiske kræfter i Rojava har opbygget gennem de sidste mange år. 

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.