Af Jesper Brandt

Nudem har – som en af de meget få repræsentanter for dansk presse – omtalt Folketingets vedtagelse af en stærk fordømmelse af Tyrkiets aggressioner overfor de kurdiskdominerede områder i Syrien og en opfordring til at arbejde for en skærpet EU-kurs overfor Tyrkiet gennem støtte til sanktioner, som Frankrigs regering måtte efterspørge. Næsten hele Folketinget stod bag udtalelsen, idet kun Ny Borgerlige stemte imod, mens Dansk Folkeparti undlod at stemme.

Men hvad blev der egentlig sagt i den næsten to timer lange forespørgselsdebat?

Forespørgslen blev rejst af Morten Messerschmidt og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der ville forhøre sig om situationen mellem EU og Tyrkiet efter drabet af en lærer i Frankrig. De stillede derfor følgende spørgsmål til udenrigsministeren: Vil regeringen redegøre for situationen mellem EU og Tyrkiet i kølvandet på drabet af en lærer i Frankrig, der brugte Muhammedtegningerne i sin undervisning, herunder redegøre for, om regeringen i EU vil stille forslag om, at alle særaftaler mellem EU og Tyrkiet ophæves?

I sit svar sagde udenrigsminister Jeppe Kofod bl.a.: ”Tyrkiets reaktioner på drabet i Paris er rystende. I stedet for at udtrykke sympati og kondolence besluttede den tyrkiske regering at opfordre til boykot af franske varer .….. Senest har Tyrkiet pustet til ilden i Kaukasus gennem sin direkte støtte til Aserbajdsjan i konflikten om Nagorno-Karabakh – en konflikt, som igen er brudt ud i lys lue.

I Mellemøsten er Tyrkiet også med til at spille en tvetydig rolle. Ganske vist er Tyrkiet en vigtig NATO-partner, som har ydet væsentlige bidrag i kampen mod ISIL [hvilket der dog mildt sagt godt kan stilles spørgsmålstegn ved, se længere nede, JB], men Tyrkiet forsøger samtidig at forfølge sin helt egen, snævre dagsorden, bl.a. med uacceptable militære aggressioner i det kurdisk dominerede område i Syrien. Det har jeg flere gange klart fordømt. Jeg har derfor også i EU arbejdet for den strengest mulige fælles linje med fokus på konkrete tiltag. Så vi har kunnet få en klar fordømmelse fra et samlet EU og en fælles restriktiv EU-linje i forhold til våbeneksport til Tyrkiet.

Der er således et langt synderegister eller anklageskrift, om man vil, der kan stilles op over for Tyrkiet, og det sker, samtidig med at den indenrigspolitiske situation i Tyrkiet tilsvarende er kendetegnende ved tilbageslag. Det gælder ikke mindst Tyrkiets manglende respekt for menneskerettigheder, grundlæggende friheder og retsstatsprincipper. De fortsatte fængslinger af menneskerettighedsforkæmpere og folkevalgte politikere, herunder kurdiske borgmestre, er yderligere bekymringsvækkende. Alt dette gav jeg også udtryk for over for de tyrkiske ministre i forrige uge…… Den vej, som Erdogan leder Tyrkiet henad i øjeblikket, er fuldstændig uacceptabel, og jeg synes, det er vigtigt, at Europa, inklusive Frankrig, står fuldstændig sammen om at tilbagevise de provokationer, som vi ser.”

Men udenrigsministeren ville ikke ’arbejde for at ophæve alle særaftaler mellem EU og Tyrkiet’, som Dansk Folkeparti havde foreslået. Det kom ret hurtigt frem i debatten, at der i de foregående dage var indgået en aftale mellem størstedelen af folketingets partier omkring en fælles udtalelse, som blev fremlagt af Jens Joel (S) på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti: »Folketinget erklærer fuld solidaritet med Frankrig som offer for militante islamistiske terrorangreb. Folketinget finder, at regeringen bør støtte EU-sanktioner, som Frankrigs regering måtte efterspørge. Folketinget finder Erdogans militære aggressioner i kurdiskdominerede områder i Syrien uacceptable, fordømmer Erdogans boykotopfordring og opfordrer regeringen til at arbejde for en skærpet EU-kurs over for Tyrkiet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 9).

I den efterfølgende debat overgik næste alle deltagerne hinanden i skarpe fordømmelser af Tyrkiet og udtrykte deres vilje til at støtte Frankrig i enhver form for gengældelse som Macron kunne finde på at foreslå i EU regi. Samtidigt havde de dog tydeligvis svært ved at finde ud af, hvordan de skulle forholde sig til den massive opbakning til forslaget, som ikke rigtig levnede mulighed for de sædvanlige politiske partidrillerier, hvad angår regeringens og oppositionens hidtidige tavshed om netop Tyrkiet-politikken.

Der var dog en politiker, som høstede spontan ros og anerkendelse fra alle sider under debatten. Det var Søren Søndergaard, ikke mindst, da han havde holdt sin ordførertale på Enhedslistens vegne.

Morten Messerschmidt fra DF gik straks på talerstolen og sagde: ”Det er ikke så ofte, jeg siger det, men tusind tak for en meget fin tale. Jeg tror i hvert fald, at jeg kan erklære mig fuldstændig enig i alle hovedtræk”.

Og Jens Rohde fra de Radikale svang sig endnu højere op: ”Jamen så vil jeg erklære mig enig med hr. Morten Messerschmidt. Altså, man får jo altid lyst til, at hr. Søren Søndergaard skulle have fordoblet sin taletid, når vi diskuterer det her omkring Tyrkiet, for hr. Søren Søndergaard har en meget, meget stor viden om, hvad det er, der foregår, og det er altid interessant at høre på.”

Så lad os slutte med at gengive, hvad Søren Søndergaard sagde i sin ordførertale:

Søren Søndergaard (EL):

”Jeg forstår ligesom alle andre anledningen til den her hasteforespørgsel, nemlig drabet på læreren i Frankrig, der angiveligt blev begået, fordi han som led i sin undervisning om ytringsfrihed havde vist nogle Muhammedtegninger. Og man kan sige, at Erdoganregimets opførsel i den her sag jo i sig selv er et argument for forespørgslen. For det første var mordet jo bestialsk ud over alle grænser, og ethvert civiliseret menneske burde fordømme det, og det gjorde Erdoganregimet ikke. For det andet handler det om ytringsfriheden. Både mordet og Erdogans reaktion var et angreb på ytringsfriheden og dermed på demokratiet. Alle har naturligvis retten til at afvise at se billeder og tegninger, som de af den ene eller anden grund ikke ønsker at se på – alle har den ret – men ingen har retten til at tvinge andre til at respektere de samme retningslinjer.

Men jeg synes også, ligesom udenrigsministeren og mange andre i øvrigt har været inde på, at der er mange andre grunde til at se på EU’s forhold til regimet i Tyrkiet. Der har været nævnt provokationerne mod Grækenland og Cypern, bl.a. i forbindelse med olieudvinding, hvor Erdogan jo decideret har truet med at bombe olieinstallationer i et andet NATO-land – det er jo nærmest en vittighed. Vi har set den systematiske optrapning af konflikten på selve Cypern. En del af Cypern er jo besat af Tyrkiet, og der har længe været forhandlet en løsning. Der har efter min mening været skyld på begge sider i forhold til ikke at finde en løsning, men nu ser vi, hvordan Erdogan forsøger at optrappe den konflikt på det delte Cypern, og det kan blive ekstremt farligt.

Den militære indblanding i Libyen og Nagorno-Karabakh har været nævnt, og jeg vil specielt nævne støtten til militante terroristiske, islamistiske kræfter som noget, der har karakteriseret Erdogan‐ regimet. Der foregår en systematisk støtte til IS – vi kender det jo selv fra Danmark, hvor vi ved, at den person, der forsøgte at myrde Lars Hedegaard, blev udleveret til Tyrkiet, hvorefter Tyrkiet udleverede ham til Islamisk Stat, så han kunne sidde i Raqqa og lave bombeopskrifter og planlægge terrorangreb i Europa, herunder i Danmark. Det er jo bare et meget konkret eksempel. Og de journalister i Tyrkiet, der har afsløret, hvordan Erdoganregimet har transporteret våben ind til de islamistiske styrker i IS, vi kæmpede imod, er selvfølgelig blevet fængslet eller har måttet gå i landflygtighed.

Vi har set en opfordring fra Erdogan til angreb på civile europæere overalt i verden – altså absolut en opfordring til terrorisme. Vi har, som det også bliver nævnt i forslaget til vedtagelse, set besættelsen af en del af Rojava, hvor det jo ikke bare er et spørgsmål om, at man har besat en del af Rojava; det er jo også et spørgsmål om, at man har lavet systematisk etnisk udrensning. I Afrin var der over 95 pct. kurdere – i dag er der under 20 pct. Det er etnisk udrensning, og man er ved at lave den samme etniske udrensning i den stribe, der ligger oppe ved grænsen til Tyrkiet i det nordlige Rojava, og dem, man først og fremmest udrenser der, er kristne. De kristne samfund har været der stort set siden Kristus’ tid – de blev grundlagt 100 eller 200 år efter. Det er 100.000 mennesker, og dem og deres landsbyer går islamisterne systematisk efter, og dem, der forsvarer dem, er så kurderne og arabere i SDF, hvoraf mange af muslimer, men de forstår vigtigheden af at bevare et multikulturelt samfund. Vi har også set trusler om nye angreb i forhold til dem, der har bekæmpet Islamisk Stat. Så der er masser af grunde til, at vi tager det her op.

Derfor skal der siges fra i ord. Vi ville godt have, at ordlyden i det her forslag til vedtagelse var stærkere, vi ville godt have en ophævelse af toldunionsaftalen, vi ville godt have en suspension af optagelsesforhandlingerne. Det er vi ikke kommet igennem med, men vi syntes, at den udtalelse, der ligger, er et godt skridt i den rigtige retning, og vi vil godt takke dem, der har været med til at forhandle den.”

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.