Nûdem har interviewet Lars Erslev Andersen, Cand.mag., idehistorie/mellemøststudier, i forbindelse med Ruslands indflydelse i Syrien. Nûdem har blandt andet spurgt ham om, hvilke interesser Rusland har i Syrien, og hvorfor Rusland bomber Assads-modstander.
Nûdem: Hvilke interesser har Rusland i Syrien?
Lars Erslev Andersen: Rusland vil vise verden, herunder USA og sin befolkning, at Rusland er en magt, man skal regne med og som kan sætte sin politik også selvom det handler om at engagere sig militært. Det andet er at skabe et andet momentum i krigen, hvor det bliver stadig sværere at komme uden om Assad som “en del af løsningen” og sætte USA i en position, hvor de skal tage stilling til “Assad eller kaos”.
Nûdem: Hvorfor bomber Rusland IS og andre grupper i Syrien?
Lars Erslev Andersen: Ruslands interesser i Syrien er nedkæmpelse af IS og den væbnede opposition mod Assad samt at opretholde sin base i Syrien.
Nûdem: Hvad vil Rusland opnå i Syrien?
Lars Erslev Andersen: Rusland vil opnå at være den magt, der bereder vejen for en våbenhvile ved at få sit forslag igennem om en overgangsregering med Assad og dermed stå som leder af en alliance med Syrien, Irak, Iran og shia-militsen Hizbollah i Libanon.
Nûdem: Hvordan har amerikanerne det med Ruslands indflydelse i Syrien?
Lars Erslev Andersen: Jeg tror, at Obama og Kerry har det fint med det. Hvis de kan få Rusland og Iran til at tage ansvar for udviklingen i Syrien og samtidig få et “spiseligt” forhandlingsresultat, er det fint med USA.