Iransk-svensk læge har dokumenteret Tyrkiets kemiske angreb på civilbefolkningen i Nordsyrien

Iransk-svensk læge har dokumenteret Tyrkiets kemiske angreb på civilbefolkningen i Nordsyrien

Iransk-svensk læge har dokumenteret Tyrkiets kemiske angreb på civilbefolkningen i Nordsyrien

En iransk medicinsk forsker, der har været tilknyttet Stockholm Universitet siden 1990, har som frivillig læge fra Sverige være tilknyttet det hold læger ved hospitalet i den syriske by Heseke, hvor man har behandlet de patienter, der er kommet med alvorlige forbrændinger fra fronten efter den tyrkiske invasion af Syrien. Lægen, Abbas Mansouran, har på baggrund af opholdet skrevet følgende rapport om de tyrkiske væbnede styrkers brug af kemiske våben i Nordsyrien:

Jeg har været udsendt som frivillig læge fra Sverige for at hjælpe med ved behandlingen af de, der er ramt af krigen i Rojava. D. 13. oktober 2019 tiltrådte jeg i lægestaben på det største hospital i den syriske by Heseke for at hjælpe de sårede og være i tæt kontakt med patienterne. I min tid dér har jeg mødt mange patienter med alvorlige forbrændinger, som jeg må anse for at være unormale, baseret på erfaring som grundlægger af og ansvarlig for kommiteen til kontrol af hospitalserhvervede infektioner på universitetshospitalet i Shiraz i det sydlige Iran. Min erfaring stammer fra den første halvdel af den Iran-Irakiske krig (i 1980erne), og omfattede arbejde i brandsårsafdelingen.

Mønsteret og udseendet af de brandsår, som jeg har behandlet her i Rojava, adskiller sig markant fra typiske brandsår. Det var fra starten klart for mig, at der var tale om specifikke følger af brug af kemiske våben. De viser, at de bevæbnede tyrkiske styrker har brugt kemisk ammunition. Jeg kan bevidne, at der har været brugt hvid fosfor eller andre ukendte kemiske former for ammunition såsom ”Dense Inert Metal Explosive (DIME)” i Rojava i oktober.

Vi har indtil nu modtaget hundreder af patienter, overvejende civile, herunder børn, kvinder og mænd med alvorlige skader som følge af angrebene fra Tyrkiet og deres islamistiske hjælpestyrker på byerne Serê Kani (Ras al-Ain), Girê Spi (Tel Abyad) og de omkringliggende landsbyer. I alt er ca. 30 ofre, overvejende civile, blevet indlagt på Heseke’s stadshospital med disse alvorlige og usædvanlige forbrændinger og røgskader i deres ansigter, ører og andre steder. De brandsårstyper, som jeg har været vidne til her, adskiller sig væsentligt fra dem, jeg ville have forventet, som følge af alt andet end kemiske brandbomber som hvid fosfor. Ud fra mine erfaringer mener jeg derfor, at de tyrkiske væbnede styrker har brugt kemiske våben mod kvinder og børn i civile områder.

Hvid fosfor som ammunition kan klæbe sig til tøj og trænge dybt ind i huden, hvor det kan forårsage alvorlige og ofte fatale forbrændinger helt ind til knoglerne. Det fortsætter med at brænde, selv når det afskæres fra atmosfærens ilt, og virker indtil det fosforholdige materiale er blevet nedbrudt. Dette kemikalie kan medføre skader på hjerte, lever og nyre, og indånding af røg fra hvidt fosfor kan forårsage fatale skader på luftvejene.

Træk ved ofrene

1. De fleste af de ofre vi tog imod, var civile

2. Alle de patienter jeg mødte fortalte, at de havde været ofre for ammunition, der havde været smidt eller affyret fra ubemandede droner forskellige steder og under forskellige angreb.

3. De fleste patienter rapporterede om 2 angreb med bomber smidt efter hinanden.

4. Sårene havde et sort udseende, de var dybe, havde variabel størrelse og befandt sig mange steder på huden.

5. Ofrene havde været dækket af en kold røg.

6. Stykker af bomber, der havde fæstnet sig til huden, gav anledning til pletter, der lignede dråber.

7. Nogle af de sårede havde vejrtrækningsproblemer.

8. Røgen havde fæstnet sig på kroppen med et udseende som kulstøv.

9. Mindst 6 patienter havde meget alvorlige øjenforbrændinger.

10. Hår og øjenbryn var ikke brændt, men nogle dybe pletter af forskellig størrelse var markante.

11. Forbrændingerne viste ingen tegn på fremmedlegemer.

12. De fleste af patienterne udviklede livstruende infektioner af multi-resistente superbakterier som Pseudomonas spp., E. coli og MRSA.

13. Nogle af ofrene havde mistet deres arme eller ben.

14. Alle ofre led af en slags nerveforgiftning, der viste sig i de perifere nerver, der var irritable og medførte en smertefuld overfølsomhed, når jeg berørte selv den ikke-brændte hud.

15. Nogle ofre udviste tab af hørelsen

16. De fleste af dem udviste symptomer, der minder om dem, der opstår ved landminer, men der blev ikke observeret tegn på granatsplinter i sårene.

17. Nogle af de sårede krævede operation i bughulen eller indsættelse af lungedræn eller urinvejskateter.

18. Blandt de hundredevis af patienter jeg mødte, så jeg omkring 30 med de ovenfor nævnte træk.

De tyrkiske væbnede styrker kan muligvis have brugt en anden slags kemiske bomber, der minder om ”Dense inert metal explosive (DIME)” bomber. Disse wolframlegeringsbomber består af mikrogranatsplinter, der er 1-2mm. store, indeholdende et pulver af tungmetaller som kobolt, wolfram og nikkel, der indgår som mikrofibre. De træk, der kendetegner sår fra DIME er meget lig dem, der viser sig ved hvid fosforammunition, og de er ofte fatale .

De kræftfremkaldende effekter af tungmetalliske Wolfram legeringer (HMTA) har (sammen med nedfaldent uranium [DU]) været studeret af den amerikanske hær mindst siden år 2000. Man har fundet frem til, at disse legeringer medfører neoplastiske transformationer af menneskelige benvævsceller .

Rabdomyosarcoma , en vævskræft, er også blevet rapporteret som værende forårsaget af DIME bomber.

I 2009 udpegede en gruppe italienske forskere, knyttet til vagthundsgruppen New Weapons Research Committee (NWRC), at DIME sår ikke kunne behandles, fordi den pulveriserede wolfram, som de frigør, ikke kan fjernes kirurgisk .

På grund af de såredes alvorlige og livstruende situation og manglen på sundhedspersonale i Rojava, var vi nødt til at overføre de fleste af de sårede til hospitaler i Irakisk Kurdistan. Disse patienter bør der følges op på for alle typer kræftfremkaldende og andre langtsigtede følger.

Navne, data og lokaliseringer af angreb, og alle de overfor angivne udsagn er dokumenterede og tilgængelige efter anmodning. Abbas Mansouran, Stockholm, d. 28 oktober 2019

Kilder: 1 DIME bomb toxicity, Author: Médecins Sans Frontières France, Published: 31 March 2016. https://issuu.com/msffr/docs/dime_bomb_toxcity_04122015_short.pp Neoplastic transformation of human osteoblast cells to the tumorigenic phenotype by heavy metal–tungsten alloy particles: induction of genotoxic effects. Carcinogenesis, Vol. 22, No. 1, 115–125, January 2001 Kalinich, J. F.; Emond, C. A.; Dalton, T. K.; Mog, S. R.; Coleman, G. D.; Kordell, J. E.; Miller, A. C.; McClain, D. E. (2005). “Embedded WeaponsGrade Tungsten Alloy Shrapnel Rapidly Induces Metastatic High-Grade Rhabdomyosarcomas in F344 Rats”. Environmental Health Perspectives. 113 (6): 729–734. doi:10.1289/ehp.7791. PMC 1257598. PMID 15929896. “Gaza: Israel under fire for alleged white phosphorus use”, Christian Science Monitor, January 14, 2009, by Robert Marquand and Nicholas Blanford

NYHEDER