Tale holdt på Christiansborg slotsplads d. 10. oktober kl. 13, som led i den Internationale kampagne ”Frihed for Öcalan, en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål”, der afholdes samtidigt i 74 byer over hele verden.

Det målrettede angreb mod direktoratet for sikkerhed under indenrigsministeriet i Ankara, iværksat ved åbningen af det nærliggende tyrkiske parlament, har fået massiv omtale i Tyrkisk presse. Det blev gennemført af en enhed under PKKs væbnede styrker, der kalder sig Folkets Forsvarsstyrker, HSM, og som har påtaget sig ansvaret for aktionen. De har fremhævet, at aktionen forløb helt efter planerne, som et ganske bevidst angreb, for at bevise, at de var i stand til at gennemføre sådan noget tæt på sikkerhedsdirektoratet og ved åbningen af parlamentet – som en advarsel om, at det sagtens kunne have været gjort med langt større – katastrofale – konsekvenser, så at sige på linje med de massive angreb, som Tyrkiet igennem generationer har gennemført mod kurderne som folk.

De, der blev ramt ved aktionen, var to unge mænd, der kom fra provinsen Van i Østtyrkiet. Den ene blev skudt af politiet, da han stod ud af bilen, den anden sprængte sig selv og bilen i luften, mens to politibetjente blev såret under sprængningen.

Hvis I læser det skrift om Öcalans liv og virke, der danner rammen om det her initiativ, så vil I kunne se, at den aktion ikke ville have fået opbakning fra ham. Men han har heller ikke fået mulighed for at ytre sig, for han er – helt ulovligt – holdt totalt isoleret i årevis, og har end ikke fået lov til at tale med sine advokater eller sin familie.

Öcalan dannede PKK i 1978 som en politisk organisation, men først efter det tyrkiske militærkup i 1980 udviklede PKK sig efter nogle år til en frihedsbevægelse, der fulgte normerne på den tid, dvs. en bevægelse, der både arbejdede politisk og militært, som modsvar til de utallige menneskerettighedsovertrædelser, som kurderne havde været udsat for. De tilsluttede sig ret hurtigt officielt Geneveaftalerne om betingelser for krigsførelse, som de – i markant modsætning til Tyrkiet – ser ud til fortsat at overholde, f.eks. om ikke at inddrage civilbefolkningen som mål i krigen.

Og det er også baggrunden for, at selv om USA og EU politisk har besluttet at stemple PKK som en terrororganisation – af hensyn til samarbejdet med deres NATO-partner Tyrkiet – så er det ikke accepteret af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og mange andre menneskerettighedsorganisationer og domstole (f.eks. Belgiens højesteret). Hver gang, der er fremkommet rapporter og beslutninger om, at der ikke er grundlag for de vedtagne terrorstemplinger, har man blot efterfølgende vedtaget nye terrorstemplinger, så man kunne fortsætte.

Men faktisk indså Öcalan allerede fra begyndelsen af 1990erne, at den eneste vej frem for den kurdiske bevægelse var gennem en fredelig politisk løsning.

Siden 1993 har PKK erklæret i alt 9 ensidige våbenhviler, og aktivt arbejdet for fredsforhandlinger. Det har i hvert fald tre gange været ved at lykkes.

1. gang i 1993, hvor Öcalan førte indirekte samtaler med den daværende tyrkiske præsident Torgut Özal, der sluttede brat, da Özal ganske pludseligt døde under mystiske omstændigheder –hans lig blev gravet op for nogle år siden, og en retsmedicinsk undersøgelse viste, at han var blevet forgiftet.
2. gang var mellem 2009 og 2011 under hemmelige forhandlinger, kaldet Osloprocessen, der var baseret på en detaljeret køreplan udarbejdet af Öcalan, som endte med enighed om 3 løsningsprotokoller. Men dem ville den tyrkiske stat ikke gennemføre.
3. gang var fra 2013-15, som blev den eneste våbenhvile, som Tyrkiet overholdt, endda gennem 2½ år, men kun indtil Erdogan fandt ud af, at det ville styrke de demokratiske kræfter og svække hans autokratiske magt over det tyrkiske samfund. Derfor fortsatte tilintetgørelsen af kurderne som folk i Tyrkiet.

Ud over de ca. 150 personer, fortrinsvis alle mulige venstrefløjsaktivister i Tyrkiet, der er arresteret efter aktionen i Ankara, har langt de største umiddelbare konsekvenser været fortsatte, men vildt opskalerede massive angreb på især den civile infrastruktur i det nordlige Syrien.

Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, der er tidligere chef for Tyrkiets – kan man roligt sige – berygtede efterretningstjeneste MIT, har påstået, at de to gerningsmænd kom fra Syrien. Det er en helt udokumenteret påstand. Der er ingen tegn på det, og der er ingen, der vil kendes ved den udlægning.

Men det er ikke svært at finde grunde til angrebet, der først og fremmest har ramt civilbefolkningen i Nordsyrien, det, der kaldes Rojava, selv om det ikke har noget som helst med aktionen i Ankara at gøre: Den tyrkiske udenrigsminister har tidligere som efterretningschef åbent sagt, at ’hvis jeg skal, vil jeg få nogle syriske missiler affyret mod Tyrkiet fra den syriske side for at kunne invadere syrisk territorium og legitimere en krig”.

Der har formentlig ikke under hele den syriske borgerkrig været sendt et eneste skud fra Syrien mod Tyrkiet. Det har amerikanske generaler gennem alle årene løbende dokumenteret. Så har det mon været det historisk vedligeholdte had til kurderne, der ligger bag angrebene?

Jo, men nok så afgørende har det nok været, at Erdogan lige siden han sikrede sig magten igen under valget i maj, åbent overalt i Tyrkiet har fortalt om hans planer for erobring af store områder i Nordsyrien og Nordirak, som han mener rettelig hører til Tyrkiet som en del af det tidligere Osmanniske rige. Det omfatter også Kirkuk og Aleppo, og går under navnet Misak-i-Milli-planen, med et areal på 3½ gange Danmarks areal, som han mener skal afløse Lausanne-aftalen, der udløber her i 2023. (Se i øvrigt artiklen: Der var valgsvindel under det tyrkiske valg, https://www.nudem.dk/der-var-valgsvindel-under-det-tyrkiske-valg/).

Og i de planer står kurderne i vejen, så de skal udryddes, hvad man allerede er godt i gang med.

Men problemet for tyrkerne er, at det i stigende udstrækning ikke bare er kurderne, de så skal af med. For alle andre folkeslag i det nordlige og østlige Syrien bakker stadigt mere op om administrationen i Nord- og Østsyrien, og ser en fremtid for lige ret for alle grupperinger, uafhængigt af nationale grænser.

Allerede tidligt i 90erne argumenterede Öcalan for at kurderne kunne leve fredeligt som ligeværdige borgere i et politisk omdannet Tyrkiet. På samme måde ser kurderne i Syrien sig ikke som en del af et fremtidigt Kurdistan, men som en del af et demokratisk Syrien, der jo rummer et utal af etniske og religiøse folkeslag, selv om det fortsat hedder ’Den arabiske syriske Republik’.

Og lad mig så slutte med at citere en vigtig pointe for Öcalan fra denne her glimrende pjece om ham:

” I sine skrifter foreslog Öcalan nye politiske teorier for den kurdiske bevægelse, der har omdefineret og revolutioneret begrebet selvbestemmelse. En ny nationalstat, hævdede han, kunne ikke løse de problemer, der var forårsaget af udenlandske magters indførelse af nationalstater i en multietnisk og multireligiøs region for et århundrede siden. Ved at kæmpe for en nationalstat kunne den kurdiske bevægelse utilsigtet komme til at kopiere de magt- og undertrykkelsesstrukturer, som stater har brugt.

I stedet, argumenterede han, bør kurderne og nabofolkene opbygge demokratier nedefra, baseret på lighed mellem alle etniciteter, religioner og sprog, frigørelse af kvinder, kooperative økonomier og beskyttelse af miljøet. Det kan de gøre, uanset hvor de bor, hvilket gør grænser irrelevante.”.

Det er det, der sker i Nordsyrien i disse år. Udover at deres militær, Syriens Demokratiske Styrker, SDF, har reddet os fra Islamisk Stat.

Det er ikke svært at forstå, at den slags idealer kan virke skræmmende på ethvert magtmenneske, der prøver at knytte sin position an til en ultranationalistisk bevægelse.  Og dem er der ikke så få af i Mellemøsten. Og såmænd også i resten af verden.