Mellem ødelæggende naturkatastrofer og ubarmhjertige angreb fra Assad og Erdogan står kurderne i Syrien over for trusler fra alle sider.

Af Kurtis Dengler og Debbie Bookchin 

Det regnede og var koldt den 6. februar, da jordskælvet ramte Aleppo. Da rystelser ramte byens autonome kurdiske kvarter Sheikh Maqsoud, kollapsede bygninger, og tusindvis af mennesker flygtede ud i gaderne. Blandt dem var familiemedlemmerne til en midaldrende skrædderassistent ved navn Foruq. Men det lykkedes ikke Foruq selv at komme ud i tide. Etagebygningen, som han boede i, kollapsede omkring ham, og han blev knust i murbrokkerne. Foruq “var en god mand,” fortalte en nabo os to uger efter jordskælvet, da vi så på ruinen, der var efterladt, nu omgivet af vilde katte. Foruqs familie var flygtet til en flygtningelejr i det nærliggende Shehba, forklarede naboen. Han tog os med for at møde en anden nabo, der arbejdede med Foruq, men manden var så traumatiseret, at han ikke var i stand til at tale eller bevæge sig. Han lå under nogle tæpper ved komfuret i sin kølige lejlighed, skræmt til tavshed, og han blev passet af et familiemedlem, som fortalte os, at de tog ham til lægen, “men de sagde, at der ikke var noget, de kunne gøre.” Jordskælvet den 6. februar, der dræbte mere end 50.000 mennesker og sårede mere end 120.000 i det sydøstlige Tyrkiet og det nordvestlige Syrien, har haft et særligt ødelæggende efterspil i de kurdiske samfund i det nordlige Syrien. I stedet for at forsøge at lindre lidelserne for deres borgere, udnyttede regeringerne i Tyrkiet og Syrien krisen i de kurdiske områder til deres egne politiske formål, især rettet mod det kurdiske folk. Dette blev smerteligt tydeligt under vores rundtur i tre overvejende kurdiske områder.

Ud over de 22 dræbte og 100 sårede i Sheikh Maqsoud og nabokvarteret Ashrafiyeh, blev 60.000 mennesker fordrevet fra deres hjem alene i disse to kvarterer. På grund af manglen på nødboliger døde yderligere fem mennesker, inklusive børn på grund af deres udsatte situation.

Mens folk var ramt af kulde og sult, nægtede Assad-regimet i to uger at lukke en eneste lastbil med nødhjælp ind i Sheikh Maqsoud-kvarteret. Da vi ankom den 20. februar, passerede vi en konvoj fra Heyva Sor, den kurdiske Røde Halvmåne, inklusive ambulancer, læger og lastbiler fyldt med mad, telte, tæpper, medicin og brændstof til opvarmning – alt sammen placeret i vejkanten. De havde været der i en uge og ventede på tilladelse til at køre ind i kvarteret.

“Vi er fattige mennesker. Nu har vi intet, og vi har ingen steder at gå hen,” fortalte en ældre kvinde, da vi var på rundtur i kvarteret. »Der er gået to uger, og regimet vil stadig ikke slippe noget igennem. Vi har ikke engang tæpper nok.”

En ældre mand gav os den reelle begrundelse. “Vi er ikke kun i den her situation på grund af jordskælvet,” betroede han os. “Vi er her på grund af undertrykkelsen og diskriminationen mod os som kurdere.”

Sheikh Maqsoud er en slags kurdisk-kontrolleret ø midt i Aleppo, en by, der ellers er styret af det syriske regime. Mange af kvarterets indbyggere flyttede dertil fra den kurdiske region Afrin, hvor de boede indtil 2018, da Afrin blev invaderet af den tyrkiske hær og tyrkisk-støttede jihadistiske militser, der fordrev 300.000 kurdere i det, der nu almindeligvis betragtes som en etnisk udrensning. Selvom Sheikh Maqsoud er omgivet af Assad-regimet, er det organisatorisk og ideologisk forbundet med Rojava, mere formelt kendt som den autonome administration af Nord- og Østsyrien (AANES).

Ligesom resten af Rojava er Sheikh Maqsoud-kvarteret styret indenfor en græsrodsforsamlingsmodel, der er medstyret af kvinder og omfatter direkte demokrati, kvinders rettigheder og økologisk forvaltning. Som en isoleret lomme af kurdisk autonomi har Sheikh Maqsoud betalt en høj pris for dets frihed, herunder års angreb fra både Assad-regimet og oppositionsstyrkerne indenfor Al-Nusra-fronten. Regimet har også indført et strengt embargo , der blokerer for basale forsyninger såsom mad, medicin, madolie og fyringsolie. “På en måde kan man sige, at folk her har levet under et jordskælv i de sidste 10 år,” fortalte en beboer os.

Kort efter jordskælvet forsøgte Rojavas ledere at sende 50 nødhjælpsvogne til områder kontrolleret af det syriske regime og 50 andre vogne til områder kontrolleret af Tyrkiet. Tyrkiet nægtede i første omgang at levere hjælp til det område, der var besat af dets jihadistiske proxy-styrker, men lod dem senere komme igennem, angiveligt på grund af amerikansk pres, på den betingelse, at alle markeringer af AANES blev fjernet fra lastbilerne. Meget af denne hjælp er blevet stjålet og bortmanipuleret af tyrkisk-støttede væbnede fraktioner, der behersker regionen, fortalte nogle embedsmænd os.

Samtidigt nægtede Assad-regimet stadig, her to uger efter jordskælvet, at lade bistand fra AANES komme ind på deres territorium og nå de nødlidende i Aleppo og i Shehba, en anden region, vi besøgte 30 minutters kørsel nord for Aleppo. Regimet krævede , at hjælpen blev overdraget til regeringen.

“Vi har arbejdet døgnet rundt uden hvile og forsøgt at sikre, at ingen her er uden mad, vand eller et sikkert sted at sove,” forklarede en med-leder fra Sheikh Maqsouds autonome kommunalbestyrelse. Han holdt en pause for at tage et telefonopkald og fortalte os: “Det var en fra den Syriske Arabiske Røde Halvmåne. De er villige til at bringe os noget hjælp, men nu kræver militæret, at vi betaler dem en enorm sum penge bare for at lade det komme igennem. Det forhandler vi om.”

På Sheikh Maqsouds autonome hospital, Khalil, fortalte stabschefen os: “Vi er det eneste hospital til at betjene 300.000 mennesker. På grund af blokaden mangler vi medicin, personale og basale forsyninger. Vi har ikke engang en fungerende ambulance.” Han tilføjede: “Nogle mennesker døde her helt unødvendigt efter jordskælvet, bare fordi vi ikke kunne behandle dem. Vi ved med sikkerhed, at regeringen har modtaget fly fulde af hjælp fra andre lande, men vi har stadig ikke set noget af det.” Den 6. marts, en måned efter jordskælvet, udgav Amnesty International en detaljeret rapport , der beskrev, hvordan hjælp var blevet afvist, stjålet og brugt som en knytnæve mod beboerne i kvarteret med ødelæggende konsekvenser. Amnesty fandt ud af, at den syriske regering havde forhindret mindst 100 lastbiler med livsnødvendig hjælp i at komme ind i de kurdiske områder i Aleppo, og at tyrkisk-støttede grupper blokerede yderligere 30 hjælpelastbiler i at komme ind i byen Afrin. Menneskerettighedsorganisationen bemærkede, at afvisningen af hjælp havde “tragiske konsekvenser”, især for eftersøgnings- og genopretningshold, der havde brug for brændstof, hospitaler, der var løbet tør for medicin, og for folk uden tilstrækkelig mad, tøj og tæpper i kulden.

Vi så også virkningerne af manglen på hjælp i Shahba-området med byen Tel Rifaat nord for Aleppo. Shahba er hjemsted for fem lejre for internt fordrevne. Mange flygtede dertil, efter at Tyrkiet invaderede Afrin i 2018. Stadig flere ankom efter jordskælvet den 6. februar og det andet jordskælv den 20. februar.

I en af ​​disse lejre, Serdem, var der ankommet 125 nye familier siden jordskælvet, hvilket har udvidet lejrens befolkning fra 3.100 til mere end 3.600. For-kvinden for lejren, Agiri, fortalte os, at flygtningelejrene allerede var overfyldte før jordskælvet og manglede ressourcer og ekstern hjælp. “Nu er vi nødt til at proppe flere familier ind i et lille telt,” sagde hun. UNICEF forsøger at forsyne lejren med vand, men der er stadig ikke nok.

Ligesom det syriske regimes blokering, er Tyrkiets afvisning af at lade bistand passere en del af en igangværende kampagne for at destabilisere Rojava, der er hjemsted for 5 millioner mennesker på en landmasse, der er dobbelt så stor som staten Vermont. Tyrkiet mener sig truet af det demokratiske samfund på dets grænse, og har i de seneste år afskåret vandforsyninger, beskudt civile boligområder og brugt droneangreb til at myrde lokale rådsledere.

Tyrkiet har en historie med at instrumentalisere jordskælv for politisk vinding, især mod kurderne. Ligesom tidligere, har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan i kølvandet på jordskælvet den 6. februar reageret ved at  tilbageholde hjælp,  obstruere  og arrestere journalister, blokere græsrods-samfundets hjælpeindsats og centralisere magten. Virkningen af denne politik kunne især mærkes i Afrin-regionen, som var særligt hårdt ramt af jordskælvet. En af de byer i nord, der er tættest på Afrin, er Tel Rifaat, der også en del af Rojava. I Tyrkiets sigter man mod at gøre det til det næste mål for besættelsen. I flere måneder forud for jordskælvet havde Erdogan truet med at invadere området, i overensstemmelse med sin plan om at skabe en 30 kilometer (18-mile) såkaldt “sikker zone” ved Syriens nordlige grænse. I månederne før jordskælvet angreb Tyrkiet og dets lejesoldater byen ubønhørligt med luftangreb, droner og artilleri. Og blot to dage efter jordskælvet den 8. februar beskød tyrkiske styrker igen byen, dræbte en civil og sårede en anden.

I Tel Rifaat mødte vi manden, der blev såret af den tyrkiske beskydning. Da angrebet fandt sted, boede han i et telt efter at være blevet fordrevet fra sit hus af jordskælvet. Taget på hans nabos hus eksploderede, da det blev ramt af en tyrkisk mortergranat, og en granatsplint ramte ham direkte i ansigtet. Han manglede nu et øje. Naboen, Yusef Abed, en 70-årig pensioneret slagter, blev dræbt i angrebet. “Han bad bare sin bøn på taget, da bomben ramte,” forklarede Abeds svigersøn. “Hans krop eksploderede, og stykker af den blev spredt over det hele, selv ind til naboens gård.” Tyrkiet har gentagne gange vist, at terrorisering af civile har prioritet frem for at yde jordskælvshjælp. Fem dage efter vores besøg i Sheikh Maqsoud blev Hamza Kobane, et medlem af økonomiudvalget i Sheikh Maqsoud-kvarterets bestyrelse myrdet , og tre andre civile blev såret af en bombe, der menes at være plantet af agenter tilknyttet en af de tyrkiske nationale efterretningsorganisationer. Dette efterfulgte et tyrkisk droneangreb den 12. februar nær Kobane, der dræbte en anden civilist, og skød en 16-årig dreng i benet, mens han beskar træer. Rojava Information Center udgav i sidste uge en rapport, der dokumenterer, at Tyrkiet i 2022 gennemførte i 130 droneangreb, dræbte 87 mennesker, inklusive civile og børn, og sårede 151, en stigning på 46 procent fra året før. Altsammen som en del af dets bestræbelser på at destabilisere regionen.

Befolkningen i Rojava frygter, at Tyrkiets bestræbelser på at kvæle deres region ved at begrænse bistand udefra og øge de militære operationer kun vil blive værre, efterhånden som det kommende præsidentvalg nærmer sig i maj. Over for kritik for sin synkende økonomi og dårlige jordskælvsreaktion – selv i ikke-kurdiske regioner i Tyrkiet – forventes Erdogan at ty til sit sædvanlige teater: at opildne til nationalistisk mobilisering ved at øge de militære aktioner mod kurderne både i Rojava og i bjergene i Irak, hvor Kurdistans Arbejderparti (PKK) holder til, og mod hvem Erdogan har brugt forbudte kemiske våben .

Kurdiske embedsmænd ønsker, at verden skal anerkende, at fremtiden for Rojava og kurderne er direkte forbundet med stabiliteten i Syrien og regionen. Rojava fortjener amerikansk støtte, siger kurdiske embedsmænd, ikke kun på grund af ofringen af ​​de 13.000 kvinder og mænd, der gav deres liv for at besejre ISIS, men fordi det som et demokratisk, kvindecentreret, ikke-sekterisk samfund i et område fyldt med sekterisk vold , er en model for, hvordan kurdere, arabere, turkmenere, kristne, yazidier og andre kan leve i fred. Det er et fyrtårn af håb for befrielse af kvinder i hele Mellemøsten og et vidnesbyrd om menneskers evne til selvstyre i en direkte demokratisk politisk struktur, der styrker alle. Det var tydeligt fra vores tur, at både Tyrkiet og Syrien er involveret i et grusomt politisk spil: bevidst at forværre lidelserne for de kurdiske jordskælvsoverlevere ved at piratkopiere og standse hjælpen beregnet til at nå kurdere, der er uheldige nok til at være flygtninge i et territorium kontrolleret af Assad eller Erdogan. Mens hjælpen endelig begyndte at strømme til de ramte kurdiske regioner to uger efter det dødelige jordskælv, siger embedsmænd, at meget af det stadig holdes inde eller holdes som gidsel. En talsmand for AANES fortalte, at det syriske regime havde krævet 60 procent af bistanden, hvilket Rojava-embedsmænd gik med til for overhovedet at få noget igennem til lokalbefolkningen.

Denne vanvittige holdning fra begge de to stærke mænd understreger, hvorfor det er på tide, at USA tildeler Rojava den politiske anerkendelse , det fortjener som en autonom region, så det har bedre forhandlingsstyrke overfor Assad-regimet. Washington bør også håndhæve traktaten mellem USA og Rusland, der er designet til at forhindre yderligere indtrængen i Rojava af Tyrkiet siden den 2019-invasion, som fik grønt lys fra Donald Trump. Det burde tvinge til en afslutning af den underspillede dronekrig, som Tyrkiet fører for at terrorisere befolkningen, eliminere kurdiske ledere og destabilisere demokratiet. Og det bør værne om en bredere fred ved at presse Tyrkiet til at overholde den ensidige våbenhvile, der blev annonceret af PKK efter jordskælvet. Endelig skal USA presse Tyrkiet til at vende tilbage til forhandlingsbordet med PKK, og én gang for alle afliste PKK som en “terrorist”-organisation. For det er det, der giver Tyrkiet rygdækning for dets nådesløse, men håbløse, mission om at ødelægge det kurdiske folk og deres demokratiske samfund.

INFO: Kurtis Dengler rapporterede denne historie fra Rojava, den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES). Debbie Bookchin leverede rapportering og skrivning fra USA.

Debbie BookchinTWITTER.  Debbie Bookchin, journalist og forfatter, er redaktør af en ny serie af AK Press-bøger af sin afdøde far, Murray Bookchin, herunder  Remaking Society  og  The Philosophy of Social Ecology. Hun fungerede som Bernie Sanders’ pressesekretær fra 1991-1994.

Kilde: Kurtis Dengler og Debbie Bookchin, 2023: The Earthquake Has Left Syrian Kurds Even More Under Siege. The Nation, 8. March 2023.

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt.