ANF har interviewet den kurdiske forfatter Mehmet Çakmak om fremtiden for det kurdiske sprog og litteratur.

Kan du kort præsentere dig selv? Hvor kom din interesse for kurdisk litteratur fra, og hvornår begyndte du selv at skrive?

Jeg blev født i 1980 i en landsby Amed. Da jeg var et lille barn, flyttede jeg til Mardin med min familie. Et par år efter flyttede vi tilbage til Amed. VI har boet der siden.

Jeg har interesseret mig for litteratur som barn. Det stod hurtigt klart for mig, at jeg skulle skrive på kurdisk. En indre stemme fortalte mig det.

Hvordan vurderer du situationen for kurdisk litteratur og forlagsindustrien i Tyrkiet?

Kurdisk litteratur og forlag er i samme situation som det kurdiske sprog i Tyrkiet. Som samfund lever vi en tid, der ikke er ny for os. Ikke desto mindre skal det punkt, som den kurdiske litteratur er nået til under forholdene i nutidens Tyrkiet, ikke undervurderes. Der er sket en rivende udvikling, og kurdisk litteratur har for længst bevæget sig ud over den blotte kamp for tilværelsen. For ikke så længe siden diskuterede vi, om der overhovedet fandtes kurdisk litteratur. Det er slut, efter min mening.

De udgivne værker har nået et vist niveau både kvalitativt og kvantitativt. Kurdisk udgivelse har også gjort fremskridt. Alene i Tyrkiet udgives over to hundrede kurdiske bøger hvert år. Det er ikke et lille beløb under de givne omstændigheder. Kvaliteten kan diskuteres. 

Hvilke vanskeligheder oplever du som kurdisk forfatter, når det kommer til at skrive, redigere og udgive?

At skrive skal være en kontinuerlig aktivitet, ellers kommer der ikke noget godt ud af det. Det skal være en rutine i livet. At overholde denne rutine er vanskelig og besværlig på grund af vores levevilkår. Hvis man skriver på kurdisk, er betingelserne endnu skrappere. Du skal håndtere en masse vanskeligheder. Du accepterer disse vanskeligheder på forhånd.

Der er kun få mennesker i Tyrkiet, der læser kurdisk. Det skyldes primært, at der ikke er kurdiske klasser i Tyrkiet. Uden uddannelse risikerer sprogudviklingen at gå i stå. Der er færre og færre unge, der kan tale kurdisk.

Og hvordan ser du på fremtiden for kurdisk litteratur?

Faktisk er jeg ikke særlig pessimistisk. Trods alle vanskelighederne er kurdisk litteratur nået langt. Jeg er stadig bekymret for dets fremtid og udvikling. Udviklingen forløber parallelt med det kurdiske sprog.

Hvilken indflydelse har forbuddene mod bøger og undertrykkelse? Truer forbuddene eksistensen af ​​kurdisk kultur?

I en atmosfære af forbud og undertrykkelse kan ingen naturlig udvikling finde sted. Så vidt jeg ved, er over to hundrede kurdiske bøger blevet forbudt i de sidste ti år. Alle andre steder i verden ville dette have forårsaget kaos, men i Tyrkiet opfattes dette som normalt. Mange forfattere og journalister er blevet fængslet og dømt.

Men kurdisk litteratur vil bestemt ikke forsvinde. Så længe der er et kurdisk samfund, som kæmper for sin eksistens, er jeg ikke bekymret for det. Kurdisk litteratur vil ikke dø eller falme ud, og det kurdiske sprog vil fortsætte med at eksistere.

Står det kurdiske folk bag deres egen litteratur?

Hvis der næsten ikke tales kurdisk selv i landsbyerne i dag, er vi som samfund i stor fare. Brugen af ​​det kurdiske sprog er faldet mærkbart. At tale og læse kurdisk skal endelig blive en politisk grundholdning. At stå op for sit eget sprog, at tale og læse det, er et grundlæggende værdimål for kærligheden til sit eget land.