Af Ahmet Demir

Jeg skriver dette indlæg fra isolation, da jeg i søndags blev smittet med coronavirus i forbindelse med mit frontarbejde blandt sårbare familier, børn og unge, og dermed personligt kan relatere til pandemien.

Mennesker over hele kloden mærker coronapandemien på forskellige måder. Jeg sender varme tanker til mennesker, der har mistet kære, og fx ældre eller syge, der længe har levet i isolation for at passe på sig selv.

Selv har jeg det p.t. godt og har valgt at bruge min tid i isolation på bl.a. at læse bogen ” Uro – en rejse i det moderne selv ” af norsk psykiater Finn Skårderud. Den kan anbefales.

Jeg lytter til min krop og mærker mine tanker og følelser, fx ud fra mediernes indslag om Hvidovre hospitals behandling af smittede og ikke mindst dem, der ikke vandt kampen over virusset. Jeg har hørt om andres kropslige reaktioner på covid 19, hvilket satte mange følelser i gang og fik mig til at reflektere over livets yderpoler. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg også ville havne på hospitalet.

Undervejs fik jeg besked om, at vi havde mistet min fætter Idris Kaya på 62 år. Efter en hård kamp med forskellige sygdomme havde covid 19 taget livet af min kære fætter. Det var et chok, og kun et par timer efter kom meddelelsen om endnu et tab af en nærtstående på 51 år. Det efterlod mig med tanker og følelser, som jeg bearbejder i min isolation og ønsker at dele med mine læsere.

At miste sin kære fætter og en nær ven af familien

Endnu en gang bekræfter min egen isolation og tabet af to mennesker, at vi er sårbare, og at vores tanker lader sig styre af epidemien. Min isolation og vores tab viser, at vi har brug for hinanden. Selv om vi ikke ses fysisk, kan vi høre familiens stemmer i telefonen, og det i sig selv udløser følelser hos mig på godt og ondt.

Isolationen skal ikke styre vores følelser og tanker, men jeg får lov til at fordybe mig i tabet af mine kære og deres betydning for mig. De har efterladt os med en menneskelig arv, idet de var ydmyge, kærlige, medmenneskelige og omsorgsfulde over for sårbare mennesker. De bidrog til en fredelig tone omkring sig og satte pris på alle uanset hudfarve og nationalitet.

Udfordringen er, at vi ikke kan holde om deres kære familier og dele deres sorg og tab.

Læringen er, at selv om vi fysisk ikke kan være der for hinanden, kan vi bidrage på anden vis, fx via telefonen. Jeg har erfaret, at den nære familie sætter stor pris på at blive ringet op.

Under min isolation tænker jeg på mennesker i flygtningelejre og andre, der lever under umenneskelige vilkår. Mit største håb er, at stater med politisk og økonomisk styrke rækker en hjælpende hånd til befolkninger, der har brug for mad, vand og vacciner.

Mine tanker sendes til svage, sårbare og mennesker, der har mistet deres kære. Jeg håber, at nogen rækker hånden ud til dem.

Livet er ikke evigt, vi eksisterer i nuet, så sæt pris på dine nære og dine medmennesker. Kæmp for dine medmennesker under epidemien og husk, at andre har brug for dig og mig i den hårde tid. Jeg er ikke i tvivl om, at mange gør deres bedste, men sammen kan vi gøre det endnu bedre.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.

INFO: Ahmet Demir er socialkonsulent og arbejder med børne-, unge- og familiesager i form af bl.a. familierådgivning og konfliktmægling.