Kommentar til Zülfikar Doğans artikel: De tyrkiske oppositionsledere Kılıçdaroğlu og Babacan vil inddrage den kurdiske opposition, Nudem

Af Jesper Brandt, 3. februar 2021.

Ved det seneste parlamentsvalg i Tyrkiet d. 24 juni 2018 fik Erdogans regerende AKP-parti 43% af stemmerne, mens det højrenationalistiske koalitionspartner MHP fik 10,6 % af stemmerne, så regeringskoalition tilsammen fik 53,6%. Det største oppositionsparti, det højre-socialdemokratiske parti CHP fik 21,9%, mens det vestre-orienterede parti HDP, der støtter kurderne, blev det trediestørste parti (og det eneste parti, der gik frem i forhold til det forrige valg), med 11,6 %. Disse fire partier har længe været dominerende i det tyrkiske parlament, der har en spærregrænse på 10%, der dog kan omgås på forskellig måde, gennem valgforbund og ’lån af parlamentsmedlemmer’. Gennem de seneste år er der på denne måde kommet flere partier til, især som udbryderpartier fra højrefløjen, som IJI og SP, begge stiftet af ledende politikere fra MHP og AKP, der har ønsket at distancere sig fra autoritære, antidemokratiske udviklingstræk på højrefløjen.

Allerede da kun halvdelen af stemmerne var talt op, erklærede Erdogan sig som vinder af valget, og der blev fra mange sider udtrykt stor usikkerhed omkring pålideligheden af valgoptællingen. Men klager fra oppositionen blev afværget, efter sigende bl.a. som følge af direkte trusler mod oppositionspolitikere.

Oversigt over de resultatet af parlamentsvalget i Tyrkiet d. 24 juni 2018. Til venstre er øverst vist de enkelte partiers %-vise fordeling af de afgivne stemmer, og nederst fordelingen på de to valgforbund (CUMHUR: AKP og MHP, MILLET: CHP, IVI, SP, samt  gruppen HARICI: HDP, HUDIPAR og VP, der dog ikke udgør et valgforbund). Til højre er vist den resulterende fordeling af pladser i parlamentet. På grund af de tyrkiske valgregler, afviger fordelingen af pladser i parlamentet ganske meget fra den procentvise fordeling af stemmeafgivningen.

Siden valget i juni 2018 er denne afskalningsproces fortsat og yderligere to partier, DEVA og GP har set dagens lys. Allerede før det seneste parlamentsvalg pågik der bestræbelser på at forbedre samarbejdet blandt oppositionspartierne (se https://geografinfo.dk/index.php/2018/07/02/2-juli-2018-valgene-i-tyrkiet-d-24-juni-2018/) men splittelsen, især omkring regeringens stærkt nationalistiske politik var alt for stor til at det kunne lade sig gøre.

Nu forsøger man sig igen, tydeligvis ikke mindst som følge af Erdogans fortsatte ekspansive Osmanniske eventyr og stadigt mere voldsomme autoritære angreb på retsstatsprincipperne. Men også under indtryk det overståede valg i USA, hvor Bidens udnævnelse af en stab, der tydeligvis signalerer et forventeligt markant skifte i forholdet mellem Tyrkiet og Vesten, skaber nervøsitet i brede politiske kredse i Tyrkiet.

Zülfikar Doğans artikel her i Nudem (se (henvisning)) omhandler de bestræbelser, der netop nu sættes i værk for igen at fremme en sådan samling i oppositionen.

For at lette tolkningen af muligheder og vanskelighederne i disse forhandlinger skal her lige anføres lidt om meningsmålingerne for de partier, der omtales i artiklen:

Som følge af deen dårlige økonommiske situation i landet, hvor den tyrkiske Lira gennem det sidste år har mistet næsten 40% af sin værdi (til trods for at den tyrkiske centralbank gennem de sidste 2 år har brugt 140 milliarder $ på at forsøge – forgæves- at holde Lira-kursen oppe), er den almindelige tyrkers situation blevet så alvorligt forværret, at over 1/3 af befolkningen i dag lever under den officielle fattighedsgrænse.

De seneste meningsmålinger viser, at opslutningen bag AKP er faldet til mellem 30 og 36% og at regeringspartneren nu ligger under spærregrænsen på 10%. Det største oppositionsparti CHP ligger ret konstant på omkring 25%, mens HDP står til 10-12% af stemmerne

Ali Barbacans DEVA-parti, der spiller en vigtig rolle i forhandlingerne, blev stiftet i sommeren 2019, og nåede op på over 9% i meningsmålingerne i december 2019. men er siden faldet, og har gennem de seneste måneder ligget på mellem 3 og 4%.

Den tidligere AKP-statsminister Ahmet Davutoglus Fremtidsparti (GP), der blev stiftet samtidigt med DEVA, startede på ca. 4%, men får nu ifølge meningsmålingerne mellem 2 og 3%.

Så selv om der skabes en alliance mellem CHP, DEVA, GP og HDP når de for tiden ikke op på over 43% af stemmerne, svarende til hvad den nuværende regeringskoalition kan forvente. Erdogan kan yderligere forvente støtte fra det lille Islamiske parti SP, som godt nok kun kan mønstre ca. 1% af stemmerne, men som har et opfattende og effektivt netværk over hele Tyrkiet.

Derfor er de helt afgørende forhandlinger de, der skal føres med den tidligere MHP-politiker, historikeren Meret Akşener, der leder oppositionspartiet ÎYÎ. Hun er konservativ, men også stærk tilhænger af retsstatsprincipper i forvaltningen. Partiet har siden dets stiftelse stået til ca. 10% (med 9,3% ved valget i juni 2018), men er de seneste måneder vokset til mellem 13 og 15%. Så partiet inddragelse som en aktiv part i oppositionen vil være helt afgørende ved et kommende parlamentsvalg. Men samtidigt betyder det også, at oppositionspartierne, der i dag er mere eller mindre samlede i valgforbundet Millet, fortsat ikke vil kunne besejre Erdogan uden at inddrage HDP som parlamentarisk grundlag.

For up-to-date opgørelser over politiske meningsmålinger i Tyrkiet, se https://en.wikipedia.org/wiki/Opinion_polling_for_the_2023_Turkish_general_election

Kilder:

Jesper Brandt, 2018: Valgene i Tyrkiet d. 24 juni 2018. https://geografinfo.dk/index.php/2018/07/02/2-juli-2018-valgene-i-tyrkiet-d-24-juni-2018/

Ole Nyeng: Erdogan på charmeoffensiv. Weekendavisen, 29. jan. 2021, s. 10.

Wikipedia: https://en.wikipedia.org/wiki/Opinion_polling_for_the_2023_Turkish_general_election

Zülfikar Doğan 2021: Turkish opposition leaders Kilicdaroglu, Babacan agree on Kurdish opposition, Pariament, oversight. Ahval, 29. January, 2021.