Af Jesper Brandt

Siden Tyrkiet for et år siden angreb området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar i det nordøstlige Syrien, har situationen i hele det nordlige Syrien umiddelbart set ganske truende ud.

Lad os se lidt nærmere på et kort over situationen i Nordsyrien, som den så ud her et år efter den sidste invasion.

Det rødt farvede område på kortet er den del af Syrien, som beherskes af Assad, Rusland og Iran. Det gule område beherskes af De Syrisk Demokratiske Styrker og Nord og Øst Syriens Autonome Administration. De små grå områder er rester af Islamisk Stat, der fortsat behersker nogle mindre områder i Assads del af den syriske ørken øst for Palmyra. Det gråblå areal viser det område, som Tyrkiet har besat siden invasionen af Nordøstsyrien d. 9. oktober 2019. Tidligere har Tyrkiet med accept fra både Rusland og Vesten besat Shaba-området og Afrin, og styrer reelt Idlib-området via dets store indflydelse på alle de mange lejesoldatmilitser, som Tyrkiet har organiseret i Syrien (vist med grønne nuancer). Faktisk udgør hele landområdet (den tyrkiske provins Antay – vist med hvidt) vest for Idlib og Afrin, ud mod Middelhavet, et historisk forspil til disse nye koloniseringer, idet dette område, der tidligere var en del af Syrien, allerede i slutningen af 1930erne blev besat af Tyrkiet hvorefter store armenske, alavitiske men også græsk ortodokske befolkningsgrupper blev jaget væk, og området blev indlemmet i Tyrkiet. Det nu tyrkisk beherskede Idlib-område er reelt blevet ganske kraftigt indskrænket i forårets løb gennem den russisk-syrisk-iranske offensiv i den del af Idlib-området, der er indrammet med rødt . Baggrunden for dette skal senere forklares med et kort, der viser situationen d. 30. december 2019, altså tre måneder efter Tyrkiets invasion i Nord Øst Syrien, men inden den russisk-syriske offensiv. Ikke nok med, at Tyrkiet reelt har sat sig på store dele af Idlib, Shaba-området, Afrin og området mellem Girê Spî/Akcakale og Serekaniyê/Ceylanpinar, i store træk accepteret af stormagterne. Men Tyrkiet har samtidigt overalt i de besatte områder konstant presset på for at angribe ind over de aftalte våbenstilstandslinier, og systematisk søgt at sabotere det civile liv, især i Nordøstsyrien, f.eks. gennem at afskære vandforsyningen (på trods af Corona-situationen) og foretage bomberaids længere syd og øst på, f.eks. imod de Yasidiske kerneområder omkring Sinjar.

Samarbejde om destabilisering mellem Assad-styret og Tyrkiet

I denne chikane af især den Autonome Administration i Nord og Øst Syrien har Assad-styret reelt støttet Tyrkiet, ved f.eks. ikke at ville samarbejde med Nord Øst Syrien om Corona-bekæmpelsen, og ved (bl.a. i et samarbejde mellem det syriske og tyrkiske efterretningsvæsen) at planlægge og gennemføre skjulte likvideringer i Hasakah-området (hvor Assad behersker et mindre areal) mod lokale ledere, der samarbejder med SDF og den nordøstsyriske administration.

Tyrkiets opprioritering af ekspansive mål uden for landets grænser

Men derudover er det også blevet mere og mere tydeligt, at Tyrkiet generelt og stadigt mere aggressivt forfølger yderligere ekspansive mål uden for landets grænser, som det ses i Libyen, i det nord-østlige middelhav og nu også i Kaukasus, hvor Tyrkiet har sendt næsten 1200 soldater til Azerbadjan for at kæmpe mod Armenien i Nagorno-Karabakh. Det syriske observatorium for Menneskerettigheder SOHR har d. 4/10 meddelt, at antallet af dræbte blandt de flere hundrede tyrkisk-støttede syriske lejesoldater, der er blevet sendt i direkte kamp i Nagorno-Karabash, nu er nået op på 72 – og flere vil blive sendt dertil. Ifølge SOHR har den tyrkiske regering informeret de mange lejesoldater om, at deres opgave var at ’beskytte oliekilderne og grænseområderne i Azerbadjan’. Andre betragter den tyrkiske offensiv som en tyrkisk brik i et større spil, der drejer sig om at tvinge russerne til at acceptere yderligere invasionsplaner i det Nord-Østligste Syrien (måske især tæt ved grænsen til Irak), for yderligere at kunne udvide kampen mod kurderne. Her er Tyrkiet for tiden tydeligvis involveret i opbygningen af større militærinstallationer – i samarbejde med de nordirakiske myndigheder ledet af Mahmut Barzani, der støtter det tyrkiske militærs stadigt mere massive tilstedeværelse i Nordirak.

Aggressionerne påvirker det civile liv i Nordøst-syrien negativt, men styrker Nordsyrien militærpolitisk

Der er ingen tvivl om, at alle disse chikanerier påvirker udviklingen af de civile liv i de berørte områder, ikke mindst i Nord Øst Syrien. Men ser man udviklingen ud fra et mere militærpolitisk synspunkt, tegner der sig måske et noget andet billede: Man kan konstatere, at siden januar er det ikke lykkedes Tyrkiet at udvide deres besatte områder i det nordlige Syrien – Faktisk tværtimod. Som det sås af dagens kort, har Tyrkiet reelt været nødt til at trække sig tilbage fra en ikke så lille del af Idlib. Det kan forklares ud fra vedlagte kort, der viser situationen omkring 1. januar 2020, altså tre måneder efter Tyrkiets indmarch i Nord Øst Syrien.

Forløbet af de to motorveje M4 og M5, der går gennem Syrien er indtegnet på kortet over Nordsyrien for 30. december 2019, da det har vist sig at dette har strategisk betydning. Motorvejsforløbet indgår i de såkaldte Astana-aftaler mellem Rusland, Tyrkiet, Syrien og Iran. Aftalerne tilstræber bl.a , at områder syd og øst for dette vejforløb skal være forbeholdt den syriske stat. Men Tyrkiet har under deres invasioner flere gange erobret strækninger af M4-motorvejen samt områder syd og øst for denne, for derved at vanskeliggøre den interne kommunikation i Syrien. Men Tyrkiet er i løbet af det sidste år blevet tvunget til at holde sig nord for M4, og har også accepteret, at Assad or Rusland har tilbageerobret yderligere områder øst for M5 i Idlib. Disse ganske store dele af Idlib-området er rammet ind med en rød streg på det aktuelle kort over Nordsyrien. Det afspejler alliancepartnernes manglende tiltro til Erdogans intentioner i Syrien. Men dertil kommer, at SDF og de Nordsyriske myndigheder på mange måder ser ud til at stå stadigt stærkere i det lokale samarbejde: Mange havde troet, at kurdernes evne til at holde sammen på alliancen med de mange andre befolkningsgrupper i området ville bryde sammen, når de skulle til at befri de mere rene arabiske områder i sydøst-Syrien. Men sådan er det ikke gået. De arabiske klaner og lokale grupper har tværtimod i vid udstrækning sluttet op om kurderne i deres strategi for udviklingen i Syrien efter borgerkrigen. Og selv om kurderne i stort omfang er blevet forjaget fra de besatte områder – for Afrins vedkommende til Tall Rif-at-området nord for Aleppo, for området mellem Girê Spî og Serekaniyê til Raqqa – har de stadigt et tæt lokalt netværk i de besatte områder, der sikrer dem et fortsat indgående lokalkendskab. F.eks. var det kurdiske nyhedsbureau ANHA i stand til allerede d. 23 september at anføre navnene på 41 af de 50 medlemmer af den stærkt tyrkisk støttede syrisk-turkmenske Sultan Murad brigade, der som nogle af de første blev sendt fra Afrin til Azerbadjan.

Trods pres og sabotage fra Tyrkiet og Assad-styrets side er Covid 19 holdt nede i Nordøst-Syrien

Til trods for de vanskelige betingelser lykkes det i vid udstrækning de nord-øst-syriske myndigheder at holde Covid-19 nogen lunde væk fra området (se artiklen: Nord og Øst Syriens Corona-forsvar), selv om forekomsten generelt er stigende, men dog ikke alarmerende. Situationen gøres fortsat op ugentligt. D. 5. oktober var der konstateret 1918 personer smittede, mens det totale antal døde var 69. Flest nye tilfælde så ud til at optræde i Raqqa, men varierer i øvrigt fra uge til uge.

Øverstkommanderende for SDF, Mazleum Abdi kommenterer situationen

Vi slutter med et uddrag af et nyt interview med den øverstkommanderende for SDF, Mazloum Abdi, der peger på de mange trusler, som især Tyrkiet til stadighed fremkommer med. Men han tilføjer også: ”Men vi skal også holde os for øje, at den tyrkiske stat ikke har magt til at gøre det, de gerne vil. Det kan godt være, at de prøver at få det til at se sådan ud, men det er ikke sandheden, da de lider under store problemer derhjemme. Og det, at Tyrkiet sætter disse angreb i gang i dag, betyder ikke, at de er stærke, tværtimod. Det er et resultat af svaghed, da den tyrkiske stat ikke kan gøre det, den har lyst til her i regionen, på den ene side fordi regionens størrelsesforhold ikke tillader det, og på den anden side fordi vores diplomatiske, militære og politiske forberedelser ikke tillader Tyrkiet at gøre det. Hvis man nu stiller spørgsmålet, om hvorvidt den tyrkiske stat vil igangsætte nye angreb på regionen? Jo, de vil forsøge, at igangsætte angreb, hvis de får mulighed for det, men det bliver ikke så let. Efter et års besættelse af Serêkaniyê og Girê spî, er den tyrkiske stat blevet meget svagere end dengang, fordi den er svag i sin udenrigspolitik, og fordi det syriske folk ikke accepterer det, der er sket hidtil; alle og enhver tænker på de katastrofer, der er sket for regionen ved hvert eneste af de angreb, der er blevet sat i værk af den tyrkiske stat. På den måde er den tyrkiske stats offensive styrke blevet svækket, og den er ikke den samme som tidligere. Det er sikkert, at den tyrkiske stat gerne vil igangsætte et nyt angreb på regionen, men det vil ikke blive let. Før besættelsen af Serêkaniyê og Girê SpÏ, var der ingen internationale aftaler, men nu er der aftaler. Derfor har den internationale koalitions styrker såvel som de russiske styrker i regionen et ansvar i henhold til disse aftaler. De er nødt til at udfylde dette ansvar. Der er ingen tvivl om, at vi er blevet stærkere end tidligere, både fra et militært og et autonomt administrativt synspunkt. Støtten, der kommer fra verdens befolkninger og de internationale magter, er meget større end tidligere. Både verdens befolkning, de internationale magter, såvel som de venner, som vi har forbindelse med, ved bedre end nogen sinde, at vores sag er rigtig og retfærdig. De har også indset, at angrebene vil føre ulykker med sig for dem, så vi er stærkere og de er svagere, og det formindsker chancerne for angreb.

Båndet mellem af kurdere og arabere er styrket

Ikke bare den tyrkiske stat, men også alle de lande og parter, som ikke er interesseret i, at vi sikres vores egen administration, søger at skabe splid mellem befolkningerne i regionen, især mellem kurdere og arabere. Ærligt talt: Det syriske regime opildner den arabiske befolkning mod kurderne, og den tyrkiske stat har gjort det fra dag ét i Raqqa, Deir ez-Zor og i Al-Hasakah. Det syriske regime og den tyrkiske stat, hvis håb om at besætte regionen blev afværget militært, begyndte at planlægge og udvikle stridigheder og optøjer, herunder snigmord på klan-ledere. Der er ingen tvivl om, at den arabiske befolkning vendte sig imod disse optøjer organiseret mod kurderne, og det vil de også gøre fremover. For den arabiske befolkning så sin fremtid indenfor SDFs og den Autonome Administrations rækker. Det var en realitet, de så under befrielsen af deres områder, og gennem de efterfølgende politiske og militære aktiviteter i deres område. For at kunne befri denne region, var kurdisk og arabisk blod blevet blandet: I denne tidligere fase faldt ca. 4000 kæmpere af arabisk herkomst i SDF, så der blev virkelig etableret et blodsslægtskab mellem kurdere og arabere. Ingen glemmer det, og derfor har splittelsesforsøgene været forgæves. Det var os i de Syrisk Demokratiske Styrker samt sikkerhedsstyrkerne, der afslørede de, der begik kriminelle handlinger imod folket, og slog civile ihjel. De blev arresteret og tilstod deres forbrydelser. Og det er tydeligt for regionens befolkninger, hvem der stod bag snigmordene og hvem der satte stridighederne i gang. Befolkningen i Girê SpÏ, Serêkaniytê og Afrin vil aldrig acceptere besættelsen. De er nu i Raqqa, parat til at befri disse områder fra besættelse, så de kan komme tilbage til, hvor de kom fra før besættelsen.” Sammenfattende har Mazlun Abdi beskrevet situationen for SDF i det nordlige Syrien på følgende måde i en Twitter fra Rojava Network d. 4/10: ”Befrielse af de tyrkisk besatte områder kræver politisk balance, og som militære styrker fortsætter parterne deres langsigtede forberedelser. Når balancerne er passende, vil vi generobre disse områder”.

Kilder: Anonymous, 2020: Erdogan threatens another attack on Northern Syria. ANF, 3. october 2020. Anonymous, 2020: 79 new cases with Covid-19 in NE, Syria, ANHA, 5. October 2020. Dersim, Sidar, 2020: The new battlefield of Turkish expansionism. ANF, 3. October 2020 Zana Sidi, 2020: Mazloum Abdi: We must culminate our gains in victory. ANHA, 5. oktober 2020