Af Firaz Ciwanşer

I Syrien har den tyrkiske invasion resulteret i et opbrud i det, vi kender som international lov og orden. Dels har Tyrkiet fuldstændigt underkendt Syriens legitimitet ved at invadere landet – og dels har USA og Danmark ladet en allieret i stikken, og stiltiende accepteret invasionen. SDF (Syrian Democratic Forces, red.) har kaldt det en ”en kniv i ryggen” og har siden forsikret folket om, at de vil forsvare sig mod Tyrkiet og medfølgende jihadister. Selvstyret har blankt afvist at overgive sig eller blive tvunget til at lade Assad overtage kontrollen med Rojava. 

Det er præcis det valg, som kurderne presses til at vælge imellem: valget mellem to bødler. 

Da borgerkrigen i Syrien brød ud, stod kurderne over for et historisk vendepunkt. Enten kunne de alliere sig med den syriske oprørsbevægelse for på den måde at give Assad dødsstødet. Eller de kunne tage imod Assads udstrakte hånd om i ”fællesskab” at bekæmpe oprøret, for så at finde en ”fælles løsning” på, hvad der skulle være tilbage af Syrien. Valgte de fronten med oprørsgrupperne, skulle de ofre deres unge kvinder og mænd overalt på det syriske territorium velvidende, at der ingen garanti var fra det fragmenterede landskab af syriske oprørsgrupper om, at kurdernes ønske om politisk anerkendelse skulle være en del af projektet i et Syrien efter Assad. Valgte de derimod at blive Assads soldater, ville de stå med et moralsk og politisk ansvar forbundet med at skulle kæmpe side om side med Syriens diktator. 

Den tredje vej

Kurderne valgte i stedet ”den tredje vej”: en ideologisk afstandtagen fra samtlige hegemonier i regionen, og i stedet mobilisere deres folk sammen med de øvrige etniske og religiøse grupper i området omkring et selvstyremodel baseret på lighed, demokrati, feminisme og sekularisme. Borgerkrigen i Syrien udviklede sig hurtigt til stedfortrædernes krig, hvor ingen parter i dag kan se sig fri for ikke at have gjort ondt værre. Kurderne lykkedes derimod med deres projekt. Rojava er et demokratisk paradis i Mellemøsten. 

SDF har altid vidst, at dagene med støtte fra USA var talte. Det var en taktisk alliance. Amerikanerne fik ikke lov til at blande sig i det politiske projekt. Til gengæld blev SDF og PYD heller aldrig inviteret med om bordet til fredsforhandlingerne i Geneve. Kravet til kurderne var klart: Giv afkald på socialismen, vedkend jer hegemonens autoritet og stil jer tilfreds med kulturelle rettigheder i Syrien. Kurderne blev pålagt en ny Lausanne-traktat. 

I dag læser vi fra intellektuelle, at kurderne skulle have to valg over for Erdogans invasion: Enten at lade Tyrkiet trænge ind på deres territorium, eller at underkaste sig Assads suverænitet. Præcis som i starten af borgerkrigen afviser Selvstyret blankt at skulle være tvunget til at vælge mellem to regionale magter. 

Rojava har vist, at det er muligt at omdefinere begrebet nation – og på den måde udfordre den ‘jakobinske nationalisme’. Den seneste udmelding fra SDF om, at en tilbagetrækning kun kan komme på tale, hvis det autonome Selvstyre inviteres med til at udforme den nye forfatning i Syrien, er kun starten på en ny tid. 

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.