En kurdisk kvindelig feminist er blevet udpeget som medforkvinde for folkeforsamlingen i Raqqa for at administrere de landsbyer omkring den nordsyriske by, der for nyligt er blevet erobret fra IS, som stadig besætter det centrale Raqqa.
Den 31-årige Layla Mohammed, tidligere medforkvinde i Tel Abyad, blev udpeget ved et møde torsdag sammen med sin arabiske medformand, Mehmud Sewax Bersan.
Medforkvinden forklarer, at Raqqas befolkning vil administrere byen og oplandet på et fundament af “sameksistens og broderskab i mellem befolkninger,” og opfordrer de lokale til at deltage i rådets arbejde.
Borgerrådene, som er opsat af den kurdisk-ledte selvstyrende administration Nordsyrien/Rojava, har fået stor opbakning for deres system af delt formandsskab (én kvinde, én mand) i alle områder. Rådet vil bestå af 14 kommitéer som skal beskæftige sig med bl.a. sikkerhed, økonomi, retssystem og energi.
Folkeforsamlinger støttes af USA
Ifølge Nicholas A. Heras, Washington-baseret analytiker som er tilknyttet Center for New American Security (CNAS), bakker USA op om oprettelsen af borgerrådet i Raqqa.
“Med etableringen af rådet i Raqqa fortsætter SDF med at følge skitseringen for hvordan man vedligeholder stabilitet i Syrien efter IS. Trump-administrationen har gjort det klart at man støtter visionen om støtteråd som består af lokale notabiliteter, med opbakning til sikkerhedsanliggender fra SDF og det amerikanske militær,” fortæller Heras til Ara News.
Dog fortæller en freelance-journalist fra området, at det skaber bekymringer at en række større stammer i området ikke har tilsluttet sig rådet af frygt for voldelig gengældelse fra IS eller Assad-regimet.
Den primært kurdisk-arabiske SDF er på nuværende tidspunkt engageret i den fjerde fase af Wrath of Euphrates (militæroperation, red.) for fuldstændigt at tilbageerobre Raqqas omegn fra IS.