Kadri Bagdu, 46 år, arbejdede for den kurdiske avis Azadiya Welat. Han blev skudt på gaden i byen Adana af ukendte gerningsmænd. Det skriver avisen Özgur Gündem.
Det tyrkiske politi har fundet fem skud på gerningsstedet og har iværksat en undersøgelse for at finde gerningsmændene.
En medarbejder fra Azadiya Welat, ved navn İbrahim Karakus, sammenligner mordet med de voldsomme uløste likvideringer tilbage i 1990’erne. Karakus anklager også politiet for at have været involveret i angrebene på journalister i Tyrkiet. “Mange gange er vores venner blevet henrettet i koordinerede angreb, hvor politiet også har været involveret,” siger Karakus.
En anden medarbejder fra Azadiya Welat, ved navn Bisar Durgut, blev stukket otte gange af ukendte gerningsmænd i Diyarbakir tidligere i denne måned.