Murat Karayilan, 56, er en af ​​de øverste ledere for PKK, det kurdiske arbejderparti. Som veteran for denne organisations lange kamp mod Tyrkiet og for større autonomi og rettigheder for Tyrkiets kurdiske befolkning, er han en dødsdømt mand i Ankaras øjne. Han overlevede et tyrkisk mordforsøg i 2017.

Krigen mellem Ankara og PKK går for sig i dag i det fjerne, bjergrige område mellem det sydlige Tyrkiet og det nordlige Irak. Der er ikke rapporteret meget om det i de internationale medier. Sammenstød finder sted dagligt mellem PKK’s guerillaer og de specialiserede tyrkiske hærenheder, der forsøger at ryge dem ud fra deres sikre tilholdssteder i bjergene. Der er ingen tegn på at det lykkes foreløbigt.

Især tyrkiske væbnede droner har dog gjort indhug på PKK’s krigere i de seneste måneder. Flere af Karayilans nære kammerater er dræbt.

Den tidligere de facto leder af organisationen, Murat Karayilan, leder i dag gruppens militærstyrke, HPG – ’Folkets forsvarsstyrker’ – og er også medlem af PKK’s højeste organ, eksekutivkomitéen.

Som chef for et igangværende oprør taler han sjældent med journalister. Men i en samtale med Jerusalem Post erklærer denne veterankriger, at han foretrækker fredelige aktiviteter for at sikre kurdiske rettigheder.

Forholdet mellem USA og PKK

Jeres parti er opført på den amerikanske terrorliste, og USA har udstedt en dusør for information om dit opholdssted. Hvad er årsagen til et fjendskab mellem jer og amerikanerne? Prøver I at finde veje til at ophæve fjendskabet?

Kurdisk nationalisme er blandt de ældste i regionen. På trods af årtiers benægtelse og forfølgelse har vi været i stand til at bevare vores eksistens frem til i dag. Vi er de undertryktes parti, og vi repræsenterer deres rettigheder. Vi har ikke fjendskab over for nogen parter, inklusive USA, og vi har aldrig vendt os imod USA. Efter første verdenskrig under Lausanne-konferencen anerkendte den amerikanske præsident Woodrow Wilson kurdernes rettigheder, men de andre stormagter modarbejdede Wilsons anbefalinger. Lausanne-aftalen var katastrofal for den kurdiske nation.

Tyrkiet udøver en benægtelsespolitik, når det kommer til kurderne. De arbejder på at udrydde kurderne fysisk eller gennem kulturel assimilering. Amerika benægter ikke kurdernes menneskerettigheder, men det har heller ikke en klar politik, der anerkender kurdernes nationale rettigheder. PKK opstod i Kurdistan som en intellektuel bevægelse, hvor studerende og unge gik imod klanledernes autoritet, da vi agiterede for demokratiske værdier i stedet for stammehierarkier. Derfor arbejder klanlederne imod os og opfordrer den vestlige verden til at sætte os på terrorlisten.

Indtil nu har Amerika ikke samarbejdet med os. USA hører om os fra tredjeparter, der er imod os – som den tyrkiske stat. Jeg synes, ​​at Amerika har fået vildledende og falske oplysninger om os. Den eneste løsning er, at Amerika fører dialog med os, udvikler en klar politik over for kurderne og bidrager til at løse det kurdiske spørgsmål. Når man satte mig og mine kolleger på terrorlisten, var det blot en udspekuleret manøvre fra amerikanske politikeres side for at indynde sig hos den tyrkiske stat.

Da I stiftede PKK sammen, havde I andre mål end i dag. I stiler ikke længere mod et samlet marxistisk-leninistisk Kurdistan. Sovjetunionen eksisterer ikke længere. De syriske kurdere, der deler ideologi med jer, er USAs eneste allierede i Syrien. Ser I stadig USA som en imperialistisk stat, der arbejder imod jeres forhåbninger?

Da vi grundlagde PKK, var marxismen-leninismen en tendens, og vi blev påvirket af disse ideer. Vi kritiserede imidlertid den sovjetiske ideologi. Derfor påvirkede Sovjetunionens kollaps ikke os negativt, da vi altid holdt afstand til dem.

Vores leder, [Abdullah] Öcalan, forlod Syrien den 9. november 1998, og han blev derefter kidnappet den 15. februar 1999 under en operation gennemført af mange lande. Öcalan forsøgte at løse det kurdiske spørgsmål med diplomati, men det mislykkedes på grund af hans anholdelse. Denne betød endnu en krigserklæring mod vores folk. Hvis Öcalan ikke var blevet arresteret, kunne det kurdiske spørgsmål have været løst.

På trods af alt dette insisterer vi på at løse vores problemer gennem fredelige metoder. Vi har aldrig stillet os fjendtlige over for USA. Öcalan har revideret mange af ideerne i vores parti, mens han har været fængslet. Han har lagt vægt på demokrati, miljø og kvinders rettigheder.

Vi er altid klar til en politisk løsning. Vi opfordrer kurderne i Rojava [Syrisk Kurdistan] og kurderne i Rojhelat [Iran] til at have forbindelser med USA. Öcalan sagde engang “Sovjetunionen kollapsede, fordi de ikke havde demokrati, men Amerika blev bevaret på grund af demokrati.” Vi er ikke imod at have forbindelser med USA. Tværtimod, vi støtter fuldt og helt tætte forbindelser mellem kurderne fra alle dele af Kurdistan og USA.

Desværre støtter de amerikanske og vestlige lande stadig den tyrkiske stat og dens militære bekæmpelse af os, til trods for vores støtte til demokrati, frihed og menneskerettigheder. Vi håber, at USA vil revidere sin politik og være mere positiv over for det kurdiske folk. Vi vil opfordre USA til at fjerne os fra terrorlisten. PKK  har haft en vigtig rolle i at forhindre Islamisk Stat i at ekspandere i regionen, og vi håber, at USA vil ændre deres synspunkter over for vores bevægelse. En sådan diplomatisk tilgang ville gavne USA og dets allierede i regionen.

USA kunne spille en formidlende rolle mellem jer og den tyrkiske stat, men ville måske bede jer om at nedlægge våbnene. Hvad kunne få jer til at nedlægge våbnene?

Ja, Amerika vil kunne gøre det, hvis de lægger kræfter i det. Da den tyrkiske republik blev oprettet, blev den kurdiske føderalisme godkendt af grundlæggerne i 1919. Kurderne blev lovet en autonom region, men i 1923 blev Kurdistan delt mellem fire lande. USA og europæere kan hjælpe med at skabe mægling gennem en fredsaftale, på samme måde som  de hjalp med at løse problemerne i Irland.

Den 66. artikel i den tyrkiske forfatning siger, at alle, der bor indenfor Tyrkiets grænser, er tyrkere, og Tyrkiet begår forbrydelser mod vores folk i henhold til denne artikel. Der bor omkring 20 millioner kurdere i Tyrkiet, og Tyrkiets forfatning skal ændres. Uden at anerkende kurderne i Tyrkiet og uden at frigøre alle politiske fanger, inklusive Abdullah Öcalan, kan vi ikke afvæbne os.

Men opfordrede Öcalan ikke i 2013 til at lægge geværerne til side og indlede en dialog i stedet for den væbnede modstand?

Ja, det er sandt. På det tidspunkt reagerede den tyrkiske stat i begyndelsen på hans opfordring, men vendte derefter tilbage til deres gamle voldelige politik mod os. Vi blev tvunget til at forsvare os.

Erdogans og  Irans indstilling til Israel

Den tyrkiske præsident Recep Erdogan fører det, der kaldes en neo-osmannisk tilgang til de tidligere lande i det osmanniske imperium. Han har også udnyttet det arabiske forår. AKP-partiet var et atatürkisk parti, der gik imod neo-osmannismen. Hvordan skal vi forstå det hykleri?

Og er I i dag tættere på partier som CHP, der er mere knyttet til den tidligere tyrkiske præsident Atatürk, på trods af jeres uenighed med Atatürks idealer?

AKP følger doktrinen fra Komiteen for Forening og Udvikling (CPU) og ikke Atatürks doktrin. CPU startede i 1908 og fortsatte indtil sammenbruddet af det osmanniske imperium. CPU ønskede at bevare osmannismen. Derfor kæmpede de for denne ideologi og begik folkedrab på armeniere, grækere, syrere, assyrere og alle de kristne.

Erdogan er nu i en koalition med det ultra-nationalistiske MHP-parti, der er antiamerikansk, anti-vestligt og antisekulært. De arbejder begge for en islamisering af Tyrkiet, hvor de har vedtaget en neo-osmannisk tilgang, som er en reel trussel mod de kurdiske, græske, syriske og assyriske folk. Se, hvordan de greb ind i Libanon, Syrien, Grækenland, Armenien og i det sydlige Kurdistan. Se på, hvordan de støtter sig på elementer fra al-Qaida og andre radikale islamiske organisationer.

Se på, hvordan Erdogan reagerede, da vi forsvarede Yazidierne i Sinjar og opmuntrede til kamp mod Islamisk Stat i alle dele af Kurdistan. CHP er enig med AKP, når det kommer til det kurdiske spørgsmål, men vi er enige med dem i andre spørgsmål, fordi de er imod alliancen mellem AKP og MHP. De er dog ikke anderledes end dem, når det kommer til det kurdiske spørgsmål.

Jeg har et spørgsmål omkring Iran: Hvorfor fokuserer I kun på Tyrkiet, når kurderne også forfølges i Iran? Har I bedre forbindelser med Teheran, og er I uenige i den iranske ekspansionisme i Mellemøsten?

Tyrkiet er ikke det eneste land, der fungerer som en fjendtlig besætter af Kurdistan. Syrien og Iran har det samme program og den samme vision over for kurderne. Tyrkiet, Iran og Syrien har altid arbejdet imod os. Det er ikke som den tyrkiske propaganda hævder. Vi er meget aktive imod Iran, og iranerne har angrebet os ved mange lejligheder. Kurdistans parti for et frit liv [PJAK] og mange andre kurdiske grupper er aktive imod Irans undertrykkelse. Vi foretrækker altid den fredelige kamp, ​​hvad enten det er imod Tyrkiet eller Iran, men disse lande angriber os med dødbringende styrke.

Hvordan ser du fredsaftalerne i Mellemøsten? Tyrkiet har formelle forbindelser med Israel, men modsatte sig dog Abraham-aftalerne. Som kurdisk parti, hvordan ser I så på Israel?

Israel har ret til at eksistere. Jøderne har deres egen uafhængige stat, og det har palæstinenserne også. Vi støtter FNs resolutioner om at løse konflikten mellem israelere og palæstinensere med en tostatsløsning. Derfor er vi enige i denne fredsaftale. Det er en positiv ting at have en fredsaftale mellem Israel og de arabiske lande.

Vi tror på konføderalisme for at løse problemerne i Mellemøsten. Mellemøsten har en meget forskelligartet befolkning, og vi har en lang tradition for at leve i fred og harmoni med hinanden.

Mulighederne for en våbenhvile

HDP, som er politisk tæt på jer, har 56 repræsentanter i det tyrkiske parlament. Da PKK blev oprettet, levede det kurdiske folk i Tyrkiet under barske omstændigheder, der var meget værre end i dag. Hvorfor insisterer I på væbnet kamp mod en stor militærmagt som Tyrkiet – kan I ikke nå jeres mål med en ikke-voldelig kamp?

Da vi startede den væbnede modstand i 1984, var det noget, vi blev tvunget til at gøre. Vi valgte det ikke. Tyrkiet var et militærdiktatur og undertrykte vores folk. Vi havde ingen adgang til den politiske arena. Selv i deres eget hjem havde vores befolkning ikke lov til at tale kurdisk. Under disse omstændigheder havde vi kun en mulighed – selvforsvar.

Vi fortsatte kampen indtil 1993. Derefter mødtes vores leder, Öcalan og lederen af ​​PUK, Jalal Talabani, i Libanon og erklærede våbenhvile. Den væbnede modstand havde sat det kurdiske spørgsmål på dagsordenen, og vi erklærede tiden inde til at afslutte den væbnede kamp. Vores vision har altid handlet om en ikke-voldelig kamp. Turgut Ozal [den tyrkiske præsident fra 1989-93, jb]forsøgte at løse det kurdiske spørgsmål med dialog, men Tyrkiets ‘dybe stat’  stoppede ham.

Mange af hans assistenter, som Adnan Kahveci og Esref Bitlis, blev myrdet. Orzals ideer blev smidt væk, og den tyrkiske stat startede en krig i fuld skala mod os. Fra den dato og indtil i dag har vi erklæret ni våbenhvileinitiativer. Alle disse initiativer er mislykkedes på grund af den tyrkiske stat. Ingen af ​​forhandlingerne med den tyrkiske stat førte til enighed.

Vi stoppede de militære kampagner gennem fem år. I 2005 mødtes vi med en delegation af tidligere FN-embedsmænd, der arbejdede direkte sammen med mig. Gennem FN mødtes vi indirekte med Tyrkiet i Oslo gennem tre år. Mens vi mødtes og diskuterede fred, blev Tyrkiet, Syrien og Iran alle tre enige om at arbejde sammen imod os. Denne aftale afsluttede dialogen.

I 2012 sendte vores leder Öcalan et brev til de tyrkiske politikere, og foreslog at indlede forhandlinger og forbedre dialogen. Tyrkiet accepterede det. Vi nåede til en officiel aftale i Dolmabahce Paladset og startede nedrustningsprocessen. Den 18. marts 2015, 18 dage efter at vi var nået frem til aftalen, sagde Erdogan: “Der er ingen aftale, jeg har ingen viden om nogen aftale.” Med udgangspunkt i denne erklæring indledte de i juli samme år endnu en militærkampagne mod os, som ikke er stoppet siden.

Vi insisterer ikke på væbnet konflikt, men den tyrkiske stat ønsker krig. Vi vil gerne underskrive en aftale om at nedlægge våbnene. Men det vil være vanskeligt, hvis den tyrkiske stat fortsætter sin politik for at udrydde os. Vi ønsker ikke at fortsætte krigen. Vi foretrækker dialog for at løse disse problemer.

Den næste fase i Syrien

Kurderne i Syrien har pludselig fået mange flere muligheder. De har diplomatiske repræsentationer i mange lande; Kurdisk er blevet et officielt sprog i Rojava; og syrisk-kurdiske ledere som Mazloum Abdi og Ilham Ahmed behandles respektfuldt og mødes med mange verdensledere. Tror du, at kurderne i Syrien stadig er truet?

Kurderne i Syrien kæmpede mod al-Qaida og Islamisk Stat og havde en nøglerolle i sejren over disse organisationer. Hvis Islamisk Stat ikke var blevet besejret i Kobane og Sinjar, kunne den have kontrolleret hele Syrien og Irak og foretaget razziaer mod verden udenfor. YPG og YPJ spillede en vital rolle i denne modstand, senere i partnerskab med syriske og arabiske grupper. De blev forenede gennem værdierne i en demokratisk føderation, der ikke var baseret på etnicitet, og har bevist, at de er i stand til at arbejde sammen. SDF blev senere etableret som en multi-etnisk militær koalition.

Så ja, det faktum, at Abdi og Ahmed er velkomne i hovedstæder rundt om i verden, er godt, ikke kun for kurderne, men for hele befolkningen i det nordlige og østlige Syrien.

Kurderne i Syrien og andre steder blev også såret ved at se USA opgive dem i Afrin, Ras al-Ayn og Tell Abyad. Den etniske udrensning, der er udført, er unik i vores tid, og disse forbrydelser bliver endda begået af et land, der er medlem af og støttet af NATO.

Kurderne i Rojava lever i en ny tidsalder, men truslerne er der stadig – fra Tyrkiet, Islamisk Stat og Syriens Assad-regime, der nægter enhver forsoning. Vi har 50 millioner kurdere over hele verden, og de anerkendes ikke af FN som en nation.

Kurderne har vist sig at være forkæmpere for demokrati, frihed, sekularisme, kvinders frihed, og de har kæmpet mod alle former for terrorisme. Det vil vi fortsætte med at gøre.

Relevante grupper: En guide til de forvirrede

PKK: Det Kurdiske Arbejderparti (Partiya Karkerên Kurdistanê). En kurdisk militant politisk organisation, der opfordrer til større autonomi og politiske og kulturelle rettigheder for Tyrkiets kurdere. Gruppen blev grundlagt af den nu fængslede leder Abdullah Öcalan i 1978 og har været engageret i et væbnet oprør mod Tyrkiet siden 1984.

AKP: Retfærdigheds- og udviklingspartiet (Adalet ve Kalkınma Partisi). Et konservativt islamisk politisk parti, der blev grundlagt i 2001 og støttede Tyrkiets osmanniske traditioner og dets islamiske identitet. Partiet har været i regeringen i Tyrkiet uden pause siden 2002 og har øget sin tilslutning flere steder gennem de sidste seks valg. Det ledes af den nuværende tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.

CHP: Folkets Republikanske Parti (Cumhuriyet Halk Partisi). Et kemalistisk (sekulært tyrkisk nationalistisk) socialdemokratisk parti i Tyrkiet. Det er det ældste politiske parti i landet og udgør i øjeblikket den største parlamentariske opposition til AKP. Som et kemalistisk parti er det traditionelt også fjendtligt indstillet over for PKK’s kurdiske separatistiske ambitioner.

HDP: Folkets Demokratiske Parti (Halkların Demokratik Partisi). Et venstreorienteret, politisk parti for mindretal i Tyrkiet, der støtter feminisme, demokrati og LGBT-rettigheder. Partiet ønsker at ændre den tyrkisk-kurdiske kløft radikalt. Det beskyldes af AKP for forbindelser til og støtte til PKK.

MHP: Det Nationalistiske Aktionsparti (Milliyetçi Hareket Partisi). Et ultrahøjre, tyrkisk nationalistisk parti. Partiet understreger den tyrkiske stats enhedskarakter og støtter en version af tyrkisk nationalisme, der er gennemsyret af islamisme.

Kilde: Quis, Hadeel and Spyer, Jonathan (2020): Kurdish PKK leader tells ‘Post’ of ‘peaceful struggle’ against Turkey. Jerusalem Post, November 27, 2020.

Oversættelse: Jesper Brandt