I det nordlige og østlige Syrien opbygger kvinder kollektive produktionsfaciliteter. Det demokratiserer økonomien. I et ANF-interivew giver Dicle Ezda fra kvindeforbundet Kongreya Star et indblik i udviklingstendenserne. 

En af hovedopgaverne i kvindeorganisationen Kongreya Star i Nord og Øst Syriens autonome region er kvindeøkonomi.  Dicle Ezda, en af koordinatorerne indenfor dette arbejde, fortæller om det i et interview med ANF. 

Hvilken rolle har kvinderne spillet indenfor økonomien siden starten af Rojava revolutionen?

Kvinders arbejde indenfor den økonomiske sfære forfølger et grundlæggende mål: at skabe råderum indenfor produktion for kvinder, der traditionelt er udelukket fra værdiskabende beskæftigelse, og ikke råder over selvstændige kilder til indkomst. Med det formål er det nødvendigt at skabe deres egne ressourcer. Arbejdsløshed og fattigdom bør ikke bare bekæmpes gennem ansættelsesmuligheder, for det vil blot skabe kvindelige arbejdere. Vores mål er at skabe en kollektiv kvindeøkonomi. For at kunne det, er det nødvendigt at organisere et tilsvarende marked. Vores politik går ud på at opbygge produktionsfaciliteter for kvinder, og stille produkterne til rådighed uden mellemmænd. 

Autonome økonomiske aktiviteter blandt kvinder retter sig direkte mod det patriarkalske monopol og demokratiserer økonomien. Vi oplever for tiden en udviklingsproces, hvor kravet om ’lige løn for lige arbejde’ antages at føre til lighed mellem kønnene og demokratisering af økonomien. Hvis dominansen i privat- og arbejdssfærerne reduceres og den kvindelige arbejdsstyrke forøges, vil det betyde en socialisering af økonomien. Kvinder spiller en vigtig rolle i Rojava.

Hvilke konkrete udviklingstræk viser sig indenfor den sociale kvindeøkonomi og i de kooperativer, der er forbundet med denne bevægelse?

Kvindekooperativer er den sociale økonomis primære metode, vendt mod det kapitalistiske økonomiske system. Der er i dag 22 landbrugsmæssige kvindekooperativer og 18 andre kooperativer. Vi stiller jord og de nødvendige ressourcer til rådighed og kvinderne deltager med deres arbejdskraft. Indkomsten deles retfærdigt blandt kvinderne i forhold til deres respektive arbejdsindsats. Kvindernes økonomiske komité udvikler også arbejdsinitiativer og landbrugsvirksomheder, som ikke er direkte kooperativer, men som blot er på vej til at blive det. Årsagen til det er, at afstanden mellem kvalificeret og ufaglært arbejde gør det svært at sikre en stabil deltagelse. Komiteen påtager sig en slags vurderende rolle i den proces. Vi følger princippet om at fordele indkomsten retfærdigt. 

Kooperativerne er nu nået til det punkt, hvor de kan stå på egne ben. De bliver stadigt stærkere, og udvikler deres egne afsætningsmarkeder. Det er resultatet af et stort arbejde og voldsomme kampe mod ugunstige forhold.

Den tyrkiske stat har besat nogle områder i det nordlige Syrien. Hvilken betydning har besættelsen for kvindeøkonomien?

Besættelsen er en tragedie, særligt for kvinderne. Den demografiske forandring har medført store befolkningsomflytninger og ødelægger økonomien som helhed. Flugt er altid ledsaget af tab i økonomiske muligheder, forarmelse og lave lønninger. De ødelæggende virkninger af besættelsen viser sig især indenfor den økonomiske sfære. Befolkningerne har været udsat for røveri, deres ejendomme er blevet plyndret. Fordrevne mennesker er altid og alle steder billig arbejdskraft, det er en grusom lovmæssighed under kapitalismen. Den menneskelige arbejdskraft og den sociale økonomi bliver udbyttet og koloniseret. Disse økonomiske tab fører til, at kvindernes kroppe bliver til en handelsvare, til at kvindernes arbejde bliver mindre værd, og til at kvinderne bliver tvunget tilbage til den hjemlige sfære. Kvinder som flygtninge er den billigste arbejdskraft, og udbyttes som daglejere.

Vi gennemfører foranstaltninger for at beskytte kvinder mod dette. For at skabe en kvindeøkonomi i flygtningelejrene, planlægger vi et landbrugskollektiv for kvinder fra Serêkaniyiê.  I Shabah har dette arbejde allerede udviklet sig. For at undgå udbytning af daglejere, er det nødvendigt at etablere en minimumsløn. Vi opererer med to tilgange til det. For det første hæves lønningerne gradvist i jobs, der er knyttet til den Autonome Administration og kvindeøkonomien. Derudover kæmper vi imod lave lønninger i den private sektor.

Den private sektor er et virkeligt problem. Det er meget svært at løse de økonomiske problemer på kort tid for kvinder, der er blevet flygtninge i deres eget land. På det område er relevansen af Abdulla Öcalans udtalelse om, at både krig og fred er kvinders problem, blevet tydeligt på en meget barsk måde. Hvad det angår, er afslutningen på besættelsen og tilbagevenden til hjemstavnenogså en økonomisk sag.

Der blev for nyligt holdt en konference om kvindeøkonomi. Hvilke emner blev diskuteret, og hvilke beslutninger blev taget?

Der er stadig en negativ holdning i samfundet mod kvindeøkonomi. Et andet problem er den realitet, at det stadig ikke i tilstrækkelig grad er lykkedes os at systematisere kvinders arbejde. Udvikling af en systematik for kvinders arbejde er vores primære mål. Det har bl.a. været besluttet, at kvinders arbejde skulle have sit eget budget inden for den Autonome Administration. Det er ikke nok at have love imod udbytning af kvinders arbejdskraft. Det problem må forfølges og bekæmpes. Derudover bør der etableres et institut for at professionalisere kvinders økonomi.

Aller vigtigst var diskussionen om kønskampen mod tendensen til at basere den økonomiske udvikling på en patriarkalsk kultur. Denne indholdsrelevante og beslutningsorienterede proces har skabt en positiv stemning, der er vigtig for vores videre kamp. 

Kilde:

Nesrin Deniz, 2020: Women democratize the economy in Rojava. ANF, 6. Oct. 2020

Oversættelse: Jesper Brandt