Efter afslutningen af operationen ”Sikkerhedsforstærkning” i Deir ez-Zor afviser PYD-medformand Salih Muslim rapporter om en arabisk-kurdisk konflikt: Der er intet oprør mod den autonome administration.

Af Hebun Hîvda

Mellem den 27. august og den 8. september gennemførte Syriens Demokratiske Styrker (SDF) en større operation mod Islamisk Stats (ISIS) celler og mod korruption og narkotikahandel i Deir ez-Zor. Der var døde og sårede på begge sider under sammenstødene. Især førte afsættelsen og anholdelsen af den korrupte øverstbefalende for Deir ez-Zors militærråd, Abu Khawla, og flere af hans medskyldige, der samarbejdede med det syriske regime, til en optrapning af kampene. De regionale magter, frem for alt Tyrkiet og det syriske regime, opflammede til konflikten og skildrede kampene som en “kurdisk-arabisk konflikt”. De vestlige medier opfangede beredvilligt denne skildring og spredte den.

I et interview med ANF talte medformanden for Det Demokratiske Enhedsparti (PYD), Salih Muslim, om vigtigheden af operationen og dens proces.

Operation mod ISIS genopblussen

Den 27. august iværksatte SDF en operation i Deir ez-Zor. Den tyrkiske stat og regimet i Damaskus forsøgte at skildre de efterfølgende sammenstød som en krig mellem SDF og de arabiske stammer. Hvad skete der i Deir ez-Zor?

Først og fremmest er vi nødt til at forstå, hvordan operation ”Sikkerhedsforstærkning” opstod. Der var mange klager over Abu Khawla og nogle af de mennesker, der arbejdede sammen med ham. Disse rapporter kom fra lokalbefolkningen, stammernes ledere og fra ansatte i militærrådet. Abu Khawla og hans mænd var medlemmer af Deir ez-Zors militærråd. Selvfølgelig er militærrådet meget større end disse få mennesker, men de var de mest indflydelsesrige medlemmer i rådet.

Der har været mange hændelser i regionen, herunder forbrydelser som mord, kidnapninger og narkotikahandel, som er blevet udbredt. Det skyldtes militærrådets svaghed og tolerance. Det var nødvendigt at sætte en stopper for det. ISIS har udført mange angreb i regionen. Derfor blev operation ”Sikkerhedsforstærkning” lanceret.

Operationen måtte begynde med de mennesker, der havde modtaget flest klager. På dette grundlag blev de afhørt og fundet skyldige. Samtidig blev de fjernet fra alle deres stillinger. Derudover blev deres forhold til forskellige mennesker og styrker afsløret, herunder deres kontakt med regimets militser, der var aktive vest for Eufrat, især med Difa al-Watani, også kaldet De nationale Forsvarsstyrker (NDF).

De Kriminelle netværk er blevet mobile

Desuden tilhørte disse mennesker kriminelle netværk eller havde kontakt med dem. Som forventet, da de blev arresteret, blev disse netværk også mobiliserede. De rejste sig alle på én gang. Som begrundelse for denne opstand hævdede de, at SDF havde brugt vold mod dem. Men befolkningen i regionen vidste, at det ikke var sandt og troede dem ikke. Disse kriminelle netværk begyndte gradvist at udvide deres oprør. På operationens tredje dag færgede de tropper og våben over fra regimekontrollerede områder vest for Eufrat. De besatte nogle landsbyer på flodbredden og forsøgte at opildne befolkningen.

Befolkningen støtter ikke lejesoldatgrupperne

Vi kender befolkningen i Deir ez-Zor særdeles godt. Vi ved, at de ikke har noget at gøre med disse kriminelle aktiviteter. Vi har et godt forhold til befolkningen der. Som parti har vi også relationer til ledelsen af de Syriske Demokratiske Styrker, SDF. Befolkningen dér accepterer ikke disse bander, fordi de er involveret i narkotikahandel og begår mord. På operationens anden og tredje dag viste det sig, at det faktisk var en meget større og mere omfattende plan. Mange mennesker blev fanget i denne sammenhæng og fremsatte udtalelser, der gjorde forbindelserne endnu tydeligere. Det viste sig, at den tyrkiske stat også var involveret i denne plan.

Tyrkiet og Damaskus havde allerede planlagt angrebet på forhånd

Angrebene blev diskuteret, planlagt og organiseret under ledelse af den tyrkiske stat.

Det fremgår også af den såkaldte ’firevejssamtale’ i Astana. Hvad var planen? Det blev allerede sagt åbent på det 20. møde: Målet var at vælte den autonome administration og fjerne koalitionsstyrkerne fra regionen. I slutningen af operationens anden dag begyndte bølger af angreb i nord. Angrebene på Til Temir, Manbij og andre regioner er relateret til angrebet på Deir-Ez-Zor. Propagandaen om, at stammerne i Til Temir havde gjort oprør og erobret landsbyerne, viste det tydeligt.

Nogle lydoptagelser er dukket op i Deir ez-Zor. Den tyrkiske stat har tilsyneladende forsikret grupperne om, at den vil angribe fra fem forskellige punkter i nord, parallelt med angrebene i Deir ez-Zor,. Det fremgår tydeligt af lydoptagelserne. Den tyrkiske stat og det syriske regime har forsøgt at sætte folk op mod hinanden. Men befolkningen i regionen troede ikke på dem og støttede dem ikke på nogen måde. Lejesoldatgrupperne er blevet ledet af mænd med navnene Ibrahim al-Hafl og Nawaf al-Bashir. Regionen er ved at blive kæmmet, og resultaterne vil blive offentliggjort i dag eller i morgen.

Den tyrkiske stat fører propagandakrig mod den selvstyrende administration

Med starten af offensiven i Deir ez-Zor begyndte også angrebene på Manbij, Til Temir og Ain Issa. Hvad er forbindelsen mellem disse forskellige angreb?

Siden krigen om Kobanê har den tyrkiske stat ført en permanent propagandakrig sammen med sine lejesoldatgrupper, der kalder sig “oppositionen” og faktisk er Tyrkiets agenter. Fra begyndelsen blev den autonome administration betragtet som fjenden. Den begrundelse, som den tyrkiske stat altid har fremført, var, at kurderne ville etablere en demokratisk orden i det nordlige og østlige Syrien, og det ville også styrke kurderne i Nordkurdistan. Det kan den tyrkiske stat ikke acceptere.

Demokrati og sameksistens mellem alle folkeslag i det nordlige og østlige Syrien

I det nordlige og østlige Syrien er der etableret en virkelig demokratisk struktur. Arabere, kurdere, assyrere og alle andre folk bor sammen her. Og der er et system, en demokratisk model, som de har skabt sammen. Denne model kunne også være en løsning for hele Syrien. Derfor var den tyrkiske stat fra starten imod denne løsningsmodel, fordi den var bange for den. Fordi de befolkningsgrupper, der bor her, findes overalt i regionen. De er i Tyrkiet og i mange andre lande. Så et demokratisk system, der er bygget i Nord- og Østsyrien, vil også have indflydelse i de andre lande. Og det mener man skal forhindres. Af denne grund arbejder den tyrkiske stat døgnet rundt for at stoppe det. Tyrkiet er parat til at indgå alle mulige alliancer for at forhindre, at vores model gennemføres.

USA og Europa ser tavst til

Den tyrkiske stat afpresser mange lande, også i Europa. Ved eller ser USA stadig ikke, hvad der foregår her? Selvfølgelig ved de det, men de taler ikke imod den tyrkiske stat. De gemmer sig bag begrundelsen for, at den tyrkiske stat er medlem af NATO, og selv om de kender alle dens rænkespil, forbliver de tavse. Europa opfører sig på samme måde. På den ene side lader EU sig afpresse af den tyrkiske stat. På den anden side forfølger den kun sine egne interesser.

ISIS spredte sig fra Deir ez-Zor

Hvorfor Deir ez-Zor?

Deir ez-Zor er af stor betydning for os. Dette sted plejede at være kerneområdet for Islamisk Stat i Syrien. Al-Baghuz syd for Deir es-Zor ved grænsen til Irak var ISIS’ højborg og deres sidste tilholdssted under deres tilbagetog. Det endelige slag mod Islamisk Stat i Syrien blev gennemført i det område. Men der er stadig rester af ISIS i regionen. Hvor udviklede ISIS sig først? Det udviklede sig i Deir ez-Zor og spredte sig derfra. Fra Deir ez-Zor blev Raqqa besat og gjort til hovedstad for Islamisk Stat. Vi vil ikke tillade ISIS at udvikle sig igen. Så der må gøres noget. Men vi kan kun gøre noget sammen med befolkningen på stedet ved at støtte dem og samarbejde med deres militære og civile selvstyrestrukturer.

Islamisk Stat og andre lejesoldatgrupper har fokus på Deir ez-Zor

I den forstand er Deir ez-Zor af stor betydning for sikkerheden i regionen. Deir ez-Zor, Raqqa og andre steder må ikke falde i hænderne på ISIS. Disse grupper er i øjeblikket fokuseret på Deir ez-Zor og Raqqa. Alle lejesoldatgrupper og ISIS-celler, der støttes af den tyrkiske stat, har deres oprindelse der. I den forstand er Deir ez-Zor meget vigtig for os. Befolkningen dér er vores folk. Vi lever sammen. Vi er sammenflettet. Mens en del af befolkningsgruppen bor her hos os, kan en anden del ikke bo der under kontrol af Islamisk Stat eller den tyrkiske stat. De kan ikke være under den tyrkiske stats kontrol. De kan ikke gå over på den anden side og lade lejesoldaterne angribe os. Det, vi forsøger at gøre her, er at leve sammen.

Stammeledere taler ofte for deres personlige interesser

Nogle stammeledere er kommet med udtalelser imod SDF. Hvad kan du sige om det?

Stammer eller klaner er ikke politiske organisationer. Stammer er baseret på blodbånd. I den forstand har stammer ingen politisk position. De kan aldrig være et politisk parti. Problemet er imidlertid, at stammeledere ofte arbejder for deres egne interesser. De udnytter stammefolk for deres egne interesser. Men når disse mennesker vågner op eller bliver politiserede, holder de op med at lytte.

Stammer bliver politisk misbrugt

Det, vi forsøger at gøre i disse regioner, er at opbygge et moralsk og politisk samfund. Vi kommer i kontakt med befolkningen i stammerne. Vi forsøger at skabe opmærksomhed blandt dem. Vi ønsker, at de i det mindste skal have politisk repræsentation. Og denne repræsentation kan ikke være stammestrukturerne. Hvis man ser på situationen, kan der være tre brødre på tre forskellige sider. En af brødrene er på den tyrkiske stats side, en bror er på regeringens side i Damaskus, og en bror er på vores side. Med andre ord har de ingen politisk holdning eller noget synspunkt. De handler på en måde, der passer til deres individuelle personlige interesser.

Nawaf al-Bashir – en af lederne af den tyrkisk styrede aktion i Deir-Ez Zor – har for eksempel skiftet side flere gange. Først stod han på det syriske regimes side. Han flygtede derefter til den tyrkiske stat og sluttede sig til dens side. Derfra flygtede han til Syrien. Så tog han til Iran. Og nu forsøger han at mobilisere shiitterne derfra. Det er et spørgsmål om egeninteresse. Det er blevet en forretning. I denne forstand kan stammerne ikke betragtes som en politisk struktur, og der er kræfter, der udnytter dem.

Den autonome administration tager sig af folket

Hvad angår mennesker, lever de i et system. Folk er forbundet med den autonome administration. Hvem spørger de, når de har brug for noget? Den autonome administration, naturligvis. Så meget afhænger af den autonome administration her. Og sådan skal det alligevel være. Folk vælger en autonom administration i deres landsby, i deres distrikt og i deres region, og denne administration tager sig af folkets behov. Dette system fører til selvstyre baseret på autonomi. I den forstand er folket langt væk fra stammeledernes interesser.

For eksempel er medlemmer af Okaidat-stammen aktive i SDF i dag. Det samme gælder for Baqaras. Så er der nogen, der rejser sig og siger, at de ikke accepterer det. Men selvfølgelig vil folk her ikke tolerere sådan noget. Det gælder også for mange andre stammer i regionen. De fleste af dem deltager i SDF og militærrådet. Af den grund holder folk sig så langt væk som muligt fra dem, der kontrolleres udefra og er involveret i forbrydelser. De ønsker ikke at have noget at gøre med dem at gøre.

Der er intet oprør mod den autonome administration

Der er forsøg på at fremstille det, der sker, som et oprør mod os, men det er der ikke. Hvis folk ikke accepterer dem, der søger at så splid, så har de intet grundlag for deres aktioner. De forskellige befolkningsgrupper støtter den autonome administration. De vil ikke falde for propagandaen, og de står sammen med os. For eksempel er Hajj al-Bashir, Nawaf al-Bashirs fætter, en meget populær figur. Han respekteres af alle og er på folkets side. Han tillod ikke Ankara og Damaskus at trække ham ind i dette spil. Situationen er den samme i Hidil-familien fra Okaidat-stammen. Blandt dem er der mange fætre og søskende, der arbejder sammen med os. De er også en del af Deir ez-Zors militærråd. Derfor vil disse mennesker ikke lytte til eller bifalde dem, der samarbejder med fremmede magter eller den tyrkiske stat, og som er involveret i narkotikahandel og mange andre forbrydelser.

Den tyrkiske stat bruger lejesoldater

Især den tyrkiske stat forsøger endnu en gang at fremstille sammenstødene som den arabiske befolknings modstand mod SDF. Men består en stor del af SDF ikke af unge arabere?

Den fascistiske tyrkiske stat vil prøve alle mulige tricks, men det vil ikke lykkes. Det er arabiske sønner og døtre, der har kæmpet mod SDF i Serêkaniyê, Girê Spî og mange andre områder, der blev angrebet af den tyrkiske stat. De kommer fra Deir ez-Zor og kæmpede dér imod den tyrkiske stat. Selvfølgelig er der blandt alle folkeslag og stammer mennesker, der er klar til at sælge sig selv.

Hvem er medlemmerne af Ahrar al-Sharqiya og Hayat Tahrir al-Sham? Langt de fleste af dem er arabere. Hvem myrder de? De massakrerer deres eget folk. Den tyrkiske stat får dem til at angribe kurderne. Den lader dem angribe Manbij, Til Temir og Girê Spî. Den slags mennesker er der ikke kun blandt arabere, men også blandt kurdere. I dag er der mennesker, der har bosat sig i Afrin for penge. Det udnytter den tyrkiske stat. Det er ikke det, vi ønsker i Deir ez-Zor. De, der angreb i Deir ez-Zor, var intet andet end lejesoldater. Den tyrkiske stat sender dem, hvorhen den vil. Den sender dem til Aserbajdsjan, Libyen og Armenien. Hvad laver de dér? De går efter pengene. Den slags lejesoldater er parat til at gå overalt. Deres eneste mål er penge. Den tyrkiske stat gør det samme i Serekaniye og andre besatte områder. Ligesom osmannerne plejede at sige, at uanset hvor de sendte janitsharerne hen, så kunne de gennem tre dage gøre, hvad de ville, så tillader den tyrkiske stat i dag disse lejesoldatgrupper at operere frit. Den tyrkiske stat kan ikke åbent kalde dem lejesoldater. For at legitimere dem må den finde et dække for dem, og derfor er argumentet PKK’s og kurdernes tilstedeværelse. Men det virker ikke i Deir ez-Zor, fordi vi har boet der sammen i otte år. Vi har et fælles system. Vi deler vores bekymringer og problemer og finder løsninger sammen.

Det er mange bevægelser, der ikke egner sig til det demokratiske system

Hvad er lokalbefolkningens holdning? Hvordan stiller de sig til SDF-offensiven?

Vi har skabt et demokratisk system her, og det system udvikler sig inden for rammerne af den demokratiske nations projekt. Det er et projekt, der er baseret på princippet om broderskab og sameksistens mellem folkeslagene. Projektet er ikke noget nyt: Der er blevet kæmpet for det teoretisk og intellektuelt i årevis. Da tiden kom, forsøgte vi at få det til at blive realiseret. Dette passer dog ikke til mange mennesker og bevægelser i dag.

Der er visse ting, vi kan stole på: organiseringen af folket og samfundets udvikling inden for en etisk-politisk ramme. Hvorfor ønskede den internationale koalition at samarbejde med os? Fordi vi organiserede vores folk og var i stand til at forsvare os selv. I dette tilfælde, Hvad det angår, og jo mere vi kan organisere os, desto stærkere bliver vi, og desto bedre kan vi gennemføre vores projekt. Med andre ord, hvis du betragter dig selv som et emne, vil nogen helt sikkert gøre en indsats for at samarbejde eller alliere sig med dig. Ligesom den internationale koalition gør. Det er et spørgsmål om egeninteresse. Deres interesse er at bekæmpe terrorister. Koalitionen har nydt godt af denne situation, og det har vi også.

Forsvarskapaciteten øges med organisationen

Jo mere et samfund styrker sin egen organisation, og jo mere politiserede befolkningerne i dette samfund er, jo bedre kan det forsvare sig selv. Vi ønsker at styrke og udvikle det, der til en vis grad er opnået i det kurdiske samfund. Vi vil gerne gennemføre det på samme måde i det arabiske samfund og i andre samfund. Selvfølgelig er det ønskede resultat endnu ikke opnået. Der mangler stadig nogle aspekter. Hvis der stadig er nogle problemer i dag, er det et tegn på, at der stadig er behov for forbedringer på nogle områder. Så det kræver yderligere indsats og arbejde.

Faktisk er det et spørgsmål om tankegang. Jo mere vi kan udvikle os og ændre tankegang, jo stærkere bliver resultatet. I årevis blev vores samfund styret af Baath-systemet med en chauvinistisk mentalitet. Denne chauvinistiske holdning, der tror på militære løsninger, eksisterer stadig. Det vil vi lave om på. Vi taler om demokrati, om menneskers værdighed og ære, om samliv og sameksistens. For eksempel har kvinders ændrede stilling i samfundet ændret hele regeringsformen.

Arabiske kvinder er de stærkeste fortalere for vores system i dag

I dag er det arabiske kvinder, der er de stærkeste fortalere for vores system og slutter sig til os, fordi det er dem, der er mest undertrykte i deres eget samfund. I denne forstand kræver spørgsmålet om holdning udholdenhed, tid og oprigtighed. Jeg tror, at vi vil få succes, som dagens praksis viser. I dag er befolkningen i Deir ez-Zor ikke længere kun optaget af egeninteresse, men af principielle spørgsmål. Dette viser, at der er succes med at ændre tankegangen. Men det er ikke nok.

Kilder:

Hebun Hîvda, 2023: Muslim warns against a reorganization of ISIS – PART ONE. ANF, 14. September 2023.

Hebun Hîvda, 2023: Muslim: There is no rebellion against the Autonomous Administration – PART TWO. ANF, 15. September 2023.

Oversættelse: Jesper Brandt