Syriens Idlib ser ud til at have erstattet Pakistan som det foretrukne globale hovedkvarter for terrorisme, udtaler Foreign Policy (FP) klummeskribent Anchal Vohra.

Den nordvestlige del af Syrien er blevet til et fristed for krigere fra al Qaeda og Islamisk Stat (IS), sagde Vohra i en for nyligt offentliggjort artikel. På trods af truslen har USA ingen reel vision for, hvordan man kan afslutte terrorismen og den ti år lange konflikt i landet, sagde hun.

“Det er klart, at det ikke er en løsning for amerikanske tropper at blive i Syrien for evigt for at fastholde en buffer til deres kurdiske allierede, eller for at jagte jihadister, der gemmer sig i Idlib,” sagde hun. “Men USA kunne diplomatisk engagere tyrkerne og russerne i håb om at overtale deres respektive allierede til at moderere deres forventninger og finde en langsigtet løsning for de resterende regioner, der holder hinanden i skak.”

Vi gengiver hele artiklen nedenfor:

I begyndelsen af ​​februar dukkede en snes amerikanske Delta Force-kommandoer op i en by i det nordvestlige Syrien nær den tyrkiske grænse for at pågribe Islamisk Stats (ISIS) chef, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurayshi. Han sprængte sig selv i luften, ligesom hans forgænger Abu Bakr al-Baghdadi havde gjort det i 2019 i et nærliggende område under en lignende operation af amerikanske specialoperationsstyrker. Begge jihadi-ledere søgte ly i den nordlige provins Idlib kontrolleret af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) – et tidligere al-Qaeda-forbund, der hævder at have forandret sig til en islamistisk nationalistisk styrke.

Siden 2015 har USA dræbt snesevis af al Qaeda- og islamiske ledere inde i Idlib, ofte gennem droneangreb. Tilstedeværelsen af ​​højt profilerede Islamisk Stat- og al Qaeda-ledere i den sidste oprørskontrollerede syriske enklave har bekræftet, at Idlib er blevet det foretrukne gemmested for rester af alle mulige syriske jihadgrupper.

Al Qaedas leder Osama bin Laden blev fundet skjult i Abbottabad, Pakistan, i 2011. Dengang mente man bredt, at dette sydasiatiske land var et fristed for al Qaeda- og Taleban-krigere, hvoraf de fleste var blevet trænet på islamiske skoler (”madrassaer”) inde i landet. Nu ser Idlib ud til at have erstattet Pakistan som et yndet fristed for terrorister. Og det rejser spørgsmålet om, hvad – hvis noget – der skal gøres ved det.

USA kunne fortsætte med at støtte status quo i det nordlige Syrien – nemlig Tyrkiets bredere kontrol over regionen kombineret med USA’s egen frihed til at udføre antiterrorangreb og luftangreb. Alternativt kunne Washington udvikle en strategi for en ny regional ordning sammen med Rusland, der igen bringer Idlib under den syriske regerings kontrol. Tilstedeværelsen af ​​et stort antal jihadister i dette område kunne tænkes at tippe amerikanske overvejelser i retning af sidstnævnte løsning – og mod de dominerende oprørere i regionen.

Den pågældende oprørsgruppe, HTS, hævder at slå ned på både al Qaeda og Islamisk Stats celler, og det er muligt, at både Baghdadi og Qurayshi slap gennem hullerne og fandt tilflugt i Idlib uden gruppens vidende. Nogle analytikere antyder, at HTS kan være USA’s allierede mod Islamisk Stat. Men andre er mere skeptiske over for gruppen og peget på, at det er højst usandsynligt, at oprørerne ikke skulle være klar over, hvor Islamisk Stats leder var. Han boede angiveligt i nærheden af ​​en HTS-kontrolpost og en tyrkisk militærpost.

Der er også en stærk tro på, at HTS’s menige medlemmer generelt støtter ekstremister. Gruppens omdømme er blevet yderligere plettet efter beskyldninger om rutinemæssigt at angribe pro-demokratiske oprørere og ofte bortføre og torturere aktivister, jurister og journalister, der udtaler sig imod HTS.

HTS hævder at have brudt båndene til al Qaeda og præsenterer sig selv som et legitimt styrende organ for næsten 3 millioner syrere i et forsøg på at vise, at de er i stand til at være et alternativ til Bashar al-Assads regime. Gruppen (”Frelserregeringen”), der er knyttet til gruppen, fører tilsyn med levering af uddannelse, sundhedspleje og andre tjenester. HTS har omdannet sig selv på linje med Taleban, som en nationalistisk islamistisk anti-regimestyrke og er desperat efter at blive accepteret af det internationale samfund.

James Jeffrey, den særlige udsending for Syrien under den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, så HTS som et aktiv til at presse Assad og åbnede endda kanaler til gruppen gennem mellemmænd i ikke-statslige organisationer og blandt journalister. Jeffrey fortalte PBS i et interview sidste år, at selvom gruppen ville forblive opført som en terrororganisation, var den ikke på USA’s målliste. »USA er fokuseret på vores politik i Syrien, som primært skal lægge pres på Assad-regimet. Så dan dig dine egne konklusioner,” sagde han.

Administrationen af ​​Trumps efterfølger Joe Biden erkender dog, at nogle af USA’s tidligere mål – herunder at erstatte Assad med demokratiske oprørere – nu er helt urealistiske. Men Bidens politik omkring HTS er endnu ikke klar. Vil den amerikanske regering række ud mod en angiveligt lokalt orienteret pseudo-jihadi-bevægelse og samarbejde med den mod globale jihadister? Eller vil den se gruppen som en del af problemet? “Jeg tror ikke, der er udbredt støtte i USA til at involvere sig med HTS,” sagde Aaron Stein, forskningsdirektør ved Foreign Policy Research Institute, til Foreign Policy. “Jeg tror, ​​den generelle vurdering er, at HTS består af jihadister, der har amerikansk blod på hænderne,” tilføjede han.

Eksperter mener, at de seneste begivenheder er mere tilbøjelige til at knuse gruppens håb om at kunne fortsætte. Daniel Milton, forskningsdirektør ved terror bekæmpelsescentret under det amerikanske militærakademi sagde, at det faktum, at to af Islamisk Stats ledere havde gemt sig i Idlib, “nok vil få os til at revurdere, hvordan vi ser på forholdet mellem disse grupper [ altså HTS, al Qaeda og Islamisk Stat].” Joshua Landis, lederen af ​​Center for Mellemøststudier ved University of Oklahoma, sagde under Trump-administrationen, at USA troede, at HTS øgede USA’s indflydelse på Assad og nægtede ham territorium, men han tilføjede: “Den opfattelse kan ændre sig nu, hvor den anden IS-Kalif er blevet slået af pinden og dræbt i Idlib-provinsen.”

Den anerkendelse, HTS higer efter, ser ud til at være blevet udskudt, måske på ubestemt tid, da den nordvestlige del af Syrien er blevet til et fristed for al Qaeda-krigere og Islamisk Stat. Men Biden-administrationen har hidtil ingen visioner haft om, hvordan man kan bringe Assad til at gå med til en decentraliseret magtstruktur i nordvest og søge en afslutning på den årtier lange konflikt.

I den nordvestlige del har USA’s politik været at lette leveringen af ​​humanitær hjælp til 3 millioner internt fordrevne syrere gennem FN’s Sikkerhedsråd og samtidig lade Tyrkiet styre alle mulige oprørsgrupper. “USA har forsøgt at forhandle noget-for-noget-aftaler med Rusland for at undgå FN-vetoer mod humanitær bistand, samtidig med at de støtter Tyrkiets status quo-orienterede politik i håb om at forbedre Ankaras muligheder i dets forhandlinger med Moskva, både på det humanitære og det militære område.” sagde Aron Lund, stipendiat ved Century Foundation og forsker ved Forsvarets Forskningsinstitut. “Men det er en akavet situation, da USA’s og Tyrkiets politik her er diametralt modsat andre steder i Syrien,” tilføjede han.

Tyrkiet koordinerer og samarbejder med HTS, der er i stand til at kontrollere det territorium, som Tyrkiet ser som et væsentligt fodfæste for at holde øje med og udfordre de kurdiske styrker. Men Tyrkiet jagter hverken al Qaeda eller Islamisk Stat. En syrisk oprører ved den moderate Frie Syriske Hær har udtalt til Foreign Policy, at der ikke er nogen anden løsning på Idlib problemet end at eliminere alle slags islamister. ”Snart vil alle disse islamister blive bekæmpet, for der er ingen løsning i Syrien med deres tilstedeværelse. Det er bare et spørgsmål om tid, sagde han på betingelse af anonymitet. Det ville være et perfekt scenarie for USA, men ingen tror på, at de moderate oprørere kan besejre HTS’ disciplinerede kadre.

Saleh Moslem, en politiker fra den kurdiske fraktion, der er dominerende i det østlige Syrien, Det Demokratiske Unions parti, har talt med Foreign Policy og sagde, at ifølge de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), USA’s allierede i krigen mod Islamisk Stat, var de fleste af de hundredvis af krigere fra gruppen, der for nylig angreb et fængsel i Hasakah, krydset over fra det HTS-kontrolleret nordvest for at befri deres kolleger. “HTS er rester af Islamisk Stat,” hævdede Moslem. Disse kurdiske styrker og Tyrkiet – begge amerikanske allierede – er ærkefjender. De kurdiske tropper har dog betalt i blod i krigen mod Islamisk Stat, hvis rester nu er ved at rekonstituere sig i Idlib. “HTS bør demonteres,” sagde Moslem. “De amerikanske styrker bør også vende sig mod HTS.”

Når USA endnu ikke er afklaret på, hvad dets prioriteter i det nordlige Syrien er, er det ikke tilfældigt. USA har aldrig haft et slutmål i tankerne for Syrien, muligvis fordi det aldrig var interesseret i det, men også fordi det er uklart, hvordan nogen skulle kunne navigere i labyrinten af ​​involverede stædige aktører. Det er klart, at det ikke er en løsning for amerikanske tropper at blive i Syrien for evigt for at sikre en buffer for deres kurdiske allierede eller for at jagte jihadister, der gemmer sig i Idlib. Men USA kunne diplomatisk engagere tyrkerne og russerne i håbet om at overtale deres respektive allierede til at moderere deres forventninger og finde en langsigtet løsning for de resterende regioner, der holder hinanden i skak.

For nærværende ser det ud til at være for stor en mundfuld for Biden-administrationen, som i stedet har indsnævret sit fokus yderligere i retning af de kortsigtede mål, den anser for at være opnåelige. Indtil videre vil Washingtons tilstedeværelse i det nordlige Syrien forblive fokuseret på humanitær støtte, antiterrorovervågning og luftangreb mod al Qaeda og Islamisk Stat.

Kilde:

Anonymous, 2022: Syria’s Idlib turns into capital for global terrorism – columnist, Ahval, 16. Feb. 2022, based on a column by Anchal Vohra in Foreign Affairs.Overs.

Oversættelse: Jesper Brandt