Tale af Søren Søndergaard til World Kobane Day-arrangementet i Herlev

Tale af Søren Søndergaard til World Kobane Day-arrangementet i Herlev

Tak for invitationen til at overbringe en hilsen på vegne af Enhedslistens folketingsgruppe til jer og til alle progressive kræfter i Rojava.

Gennem historien har der været tidspunkter hvor byer har været omringet og hvor udfaldet af kampen var helt afgørende for fremtiden.

Det gælder Madrid i 1936 under den spanske borgerkrig, hvor de demokratiske styrker kæmpede en hård kamp mod Franco-fascismen, som blev støttet af Nazi-Tyskland, mens de vestlige lande lukkede øjnene. ”No Passeran”, var sloganet for de anti-fascistiske kræfter. Men kampen blev tabt og i stedet sad Franco-diktaturet ved magten i næsten 40 år.

Et andet eksempel var Leningrad under 2. verdenskrig, som var belejret i 900 dage før det med enorme tab lykkedes at trænge de nazi-tyske styrker tilbage, hvilket var et afgørende bidrag til sejren over Hitler og fascismen.  

Et tredje eksempel var multietniske minearbejderby Tuzla under borgerkrigen i Bosnien i begyndelsen af 1990’erne, hvor serbiske og kroatiske nationalister forsøgte at kvæle byen og gennemføre etniske udrensninger og massemord. Med en enormt offervilje fra indbyggerne og med international solidaritet fra mange lande lykkedes det at holde stand borgerkrigen igennem.

Kobane er vores generations Madrid, vores generations Leningrad og vores generations Tuzla. Og kun med et ufatteligt mod og offervilje fra de kurdiske selvforsvarsstyrker – mænd og kvinder – lukkedes det at trænge de fascistiske styrker fra Islamisk Stat tilbage.

Uden den sejr havde verden set meget anderledes ud i dag.

Men kampen er ikke endelig vundet. Det syriske regime vil ikke acceptere autonomi i det nordøstlige Syrien. Og det nuværende tyrkiske regime vil aldrig tillade kurdisk selvstyre i Syrien.

Så længe Erdogan-regimet er ved magten i Tyrkiet vil det være en konstant trussel mod selvstyret i Rojava. Derfor kræver forsvaret af Rojava også en indsat for en demokratiske udvikling i Tyrkiet.

Et led i det er kampen for frigivelse af den demokratiske oppositionspolitiker, Selahattin Demirtas, som også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har krævet. Derfor starter der nu en kampagne i Danmark for det krav, som i første omgang har støtte fra tre tidligere udenrigsministre og 30 folketingsmedlemmer fra otte forskellige partier.

Jeg håber, at I alle vil bidrage til den kampagne ved at skrive under på kravet og få andre til at gøre det samme.

Lad mig til sidst takke den autonome administration af Nord- og Øst-Syrien for jeres tålmodighed med de danske IS-mødre og deres uskyldige børn, som den danske regering langt alt for længe har undladt at hente hjem. Det er helt absurd, at I – der har ofret så meget i kampen mod Islamisk Stat, også har skulle tage jer af de danskere, som har støttet Islamisk Stat. Derfor er det godt, at de første nu er kommet hjem til Danmark og vi vil arbejde for, at det samme sker med de resterende.

På denne World Kobane Day skylder vi en stor tak til alle dem, som kæmpede og ikke mindst til dem, som ofrede liv eller helbred i kampen for at bryde islamisternes belejring af Kobane. Ære være deres minde. 

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.

DEBAT Indland NYHEDER