Af Ahmed Samir

Erdogan dukker ustandselig op på tv og taler om konspirationer og trusler mod hans nationale sikkerhed. Han vifter med den ekspansive ’Misak-i Milli’-plan som et sværd, og truer alle, “I kommer til at betale en høj pris”, siger han, men glemmer at omtale arabiske, kurdiske og græske sikkerhedsinteresser. Endnu en gang præsenterede Tyrkiet planens kort for besættelsen af ​​Syrien og Irak, da landet var vært for en turkmensk konference der var henlagt til planens territorium.

Men kurderne har sammen med de andre befolkningsgrupper i området stået som en uigennemtrængelig mur foran Erdogans ekspansionistiske projekt for at genoprette det nye Osmanniske Rige og tegne et kort over den påståede “Misak-i Milli”-plan. For tiden tyr Erdogan til andre tricks, bl.a. ved at være vært for en turkmensk konference både i Syrien og Irak for nylig.

Og på denne konference viste man et kort, der omfatter store dele af Syrien og Irak, beboet af en blanding af kurdere, arabere, syrere, assyrere, armeniere, turkmenere og andre nationaliteter. Det blev gjort som en påmindelse, der illustrerer de tyrkiske intentioner om at fortsætte med at trække regionen ind i en ubøjelig krig.

Med det nært forestående udløb af den ildevarslende Lausanne-aftale vækkes altså de tyrkiske illusioner til live igen ved at genindføre og promovere Misak-i Milli-planen, der har skabt vrede blandt de folkeslag, der er blevet plyndret og har mistet deres landområder. Det tyrkiske regime arbejder på at gøre planen til en lov for  fremtiden. Der kan genoplive osmannernes historie forud for 100-året for underskrivelsen af ​​Lausanne-traktaten.

Enhver forklaring, der forsøger at forstå de farlige tyrkiske militærbevægelser, kan ikke forklares isoleret fra historien. Misak-i Milli-planen er blevet et sværd, som Erdogan vifter med for at true nabolandene, og han taler konstant og ved enhver lejlighed om sit projekt.

Teksten i Sevres-aftalen fra 1920 fastlagde oprettelsen af ​​en kurdisk og en armensk stat. Men Ataturk afviste aftalens bestemmelser, fik Vesten flyttet i retning af Lausanne-aftalen og opgav grænserne i Misak-i Milli-planen efter at have underskrevet Lausanne-traktaten fra 1923, der tegner de nuværende tyrkiske grænser.

Skitser til Misak-i Milli, der blev præsenteret ved Erzurum-konferencen 1919 og Sivas-konferencen 1919, resulterede i Misak-i Milli-planen. Dette dokument viser de geografiske grænser, der blev vedtaget af osmannerne, grundlæggerne af Republikken Tyrkiet.

Omtalen af et osmannisk projekt i regionen blev længe nægtet af tyrkerne. Abdullah Gül, der blev valgt som medlem af parlamentet for Velfærdspartiet i 1991, var den første til at tale om dette charter i 1992, hvor han sagde: “Jeg kan se, at disse diskussioner handler om begreber som Den Anden Republik eller det nye Osmanniske Rige.”

I begyndelsen af ​​2011 udviklede der sig blodige begivenheder og der blev kaos i Mellemøsten. Tyrkiet udnyttede dette smuthul som en enestående chance for at gribe ind i Syrien.

Ankara begyndte at implementere deres plan, gennem sine lakajer Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra, det besatte de syriske byer (Idlib, Afrin, Azaz, al-Bab, Jarabulus, Serêkaniyê, Girê Spî). Det skete i etaper, med øjnene rettet mod Mosul og Kirkuk, disse irriterende naboer, der er årsagen til den kløft, der skal lukkes. Af andre grunde chikaneres også Libyen og Grækenland fra tid til anden.

Erdogan har tidligere ringet hjem under et besøg i Grækenland i slutningen af ​​2017 for at opdatere Lausanne-aftalen, og forud for besøget var hans påstand: “Lausanne var et tab for mit land,” som han uddybede sådan her: “Nogle af tilhængerne ønsker at overbevise os om, at Lausanne-traktaten er en sejr, men hvor er sejren i det? Vi har mistet nogle af vores øer i Det Ægæiske Hav til fordel for Grækenland”.

For at gennemføre dette projekt har Tyrkiet altid støttet Det Muslimske Broderskabs grupperinger. Det er Erdogans lange arm til at slå og true nabolande. Og det gjorde det muligt at omdanne ​​radikale islamiske grupper til lejesoldater på vagt i Syrien og Libyen og et værktøj til at styrke Tyrkiets rolle i Mellemøsten.

Erdogan afslørede hemmeligheden bag sine planer offentligt og påstod, at han var ved at rette op på det, Ataturk havde ødelagt. I oktober 2016 viste han sine muskler, efter at han var blevet udelukket fra at deltage i slaget om at befri Mosul fra Islamisk Stats lejesoldater.

Erdogan svarede vredt og sagde: “I Mosul lyver historien for os, og hvis de ærede herrer (med henvisning til den irakiske regering) ønsker at få dette bekræftet, bør de læse Misak-i Milli-planen for at forstå betydningen af ​​Mosul for os. Mosul var vores, og vi har historiske rettigheder i Kirkuk.”

Erdogan havde fremsat meget farlige udtalelser i forbindelse med forberedelserne til folkedrabet på indbyggerne i den besatte by Afrin i 2018, hvor han hævdede at: “Det nordlige Syrien ligger inden for Misak-i Milli-planens grænser, men ligger der, hvor terroristerne nu er placeret i det nordlige Syrien og Irak.”

Ankara viser altid sit had og søger at genoprette Det Osmanniske Rige. Efter besættelsen af ​​de syriske byer meddelte Erdogan, at han ville returnere en million flygtninge til det, han kalder “den sikre zone”, for at bosætte fremmede i stedet for mere end 300.000 tvangsfordrevne, og dermed realisere en del af kortet over Misak- i Milli-planen.

Besættelsen ændrede funktionerne, arkitekturen og demografien i de besatte syriske regioner og selv deres identitet i form af ændrede navne (tyrkiske) på byer, pladser og landsbyer, samt ved at rejse det tyrkiske flag over dem og påtvinge folket tyrkisk valuta og sprog.

Fra Syrien til Irak fortsætter besættelsen, og påskuddet er bekæmpelse af terrorisme. Myndighederne i det sydlige Kurdistan har ikke lært af tidligere erfaringer og har pantsat sig i Tyrkiet. Allerede i 2017 truede Erdogan myndighederne i Başûr Kurdistan (kurdisk for Syd Kurdistan, dvs. Nordirak, o.a.) med at ville nedtage det kurdiske flag, der var hejst i byen Kirkuk, og advarede: “Begynd ikke at påstå, at det er jeres, altså Kirkuk, ellers bliver prisen høj”.

I september 2017 beskrev Erdogan folkeafstemningen, der fandt sted i Başûr Kurdistan, som et forræderi, og truede med at indføre økonomiske modforanstaltninger og tage militære skridt imod det, både til lands og i luften.

Myndighederne i det sydlige Kurdistan indtog imidlertid det modsatte standpunkt og mistede Kirkuk. I stedet for at sende en styrke for at genindtage byen, dirigerede de konvojer af deres “Parasten”-efterretningstjeneste mod frihedskæmpernes områder for at hjælpe Tyrkiet med at bekæmpe dem, Sådan kan man måle deres holdning til patriotisme.

For at nå sine økonomiske mål legitimerer Nord-Iraks ledende ’Kurdistans demokratiske parti’ de tyrkiske interventioner under navnet tyrkisk national sikkerhed og dets ret til at bekæmpe krigerne fra Kurdistans frihedsbevægelse.

For nylig belejrede Tyrkiet med hjælp fra Kurdistans Demokratiske Parti området omkring byerne Kirkuk og Mosul med militærbaser som forberedelse til et angreb på de to byer.

Så faren kommer uundgåeligt. Planen er klar og eksplicit, og betragtes som den farligst tænkelige plan. Alle indikatorer og data tyder på, at Tyrkiet søger at finde et smuthul for at indlede en besættelse af Kirkuk, Mosul, Aleppo og det nordlige og østlige Syrien allerede i 2023 for at fejre 100-året for Lausanne-aftalen.

Erdogan er engageret i et kapløb om at opnå godkendelse for at sætte ham i stand til at fortsætte sine koloniplaner og for at føre hemmelige og offentlige samtaler med Rusland, Amerika og Iran, som han meddeler sit presserende ønske om at opnå godkendelse for at sætte ham i stand til at gennemføre en ny militær operation.

Tyrkiske ekspansionsforsøg kolliderer med den mur af ​​folkeslag, der ikke blev behandlet retfærdigt af verden og nægtede deres medvirken ved de ildevarslende aftaler, der blev indgået for 100 år siden. Under den fælles paraply, der er dannet af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), har de sammen bevæbnet sig efter at have være adskilt, for at tøjle det nye Osmanniske rige.

Områderne under den nord- og øst-syriske autonome administration, der er små i deres geografi men store i deres strategi, er en integreret del af den syriske ligning, og står alene som en stærk barriere mod den tyrkiske besættelsesstats ambitioner med det formål at genoprette det nye osmanniske imperium og Misak-i Milli-planen, der bringer den arabisk-kurdiske nationale sikkerhed i fare.

Tyrkiet har spillet en ekstremt farlig rolle i Syrien og har støttet ekstremister med penge og våben under påskud af at ville vælte Damaskus-regeringen. Tyrkiet bidrog i høj grad til at lette passagen til Syrien for ​​ekstremister, der sluttede sig til Islamisk Stat via tyrkisk territorium. Det gjorde de besatte syriske regioner til den vigtigste forpost og samling af de første ledere i rækken af ​​Islamisk Stat-lejesoldater og ændrede Islamisk Stats identitet og træk.

Da det tyrkiske valg nærmede sig, havde Erdogan søgt at rydde op i sine problemer med Golfstaterne gennem en omgang manipulation med regionen og trusler mod andre, men skulle det lykkes, afhang det af, om Erdogan løsrev sig fra Det Muslimske Broderskab og trak sig tilbage fra de områder, Tyrkiet havde besat.

Erdogan formåede ikke at bringe Broderskabet til magten i Egypten og Tunesien, så han er nu gået over til at promovere Misak-i Milli-planen, som gør Golfen og araberne vrede og som udgør en direkte trussel mod den arabiske nationale sikkerhed.

Denne tyrkiske udfordring blev allerede tydelig dagen før det nylige arabiske topmøde i maj 2023, hvor den tyrkiske indenrigsminister, Suleiman, afslørede deres næste plan og sagde: “Vi vil angribe regionen, Aleppo falder ind under Misak-i Milli-planen” og han gav også udtryk for, at de ville besætte de syrisk-irakiske grænser.

Det ser ud til, at Erdogans sejr ved det seneste præsidentvalg genoplivede hans håb om at fortsætte projektet med at bygge den Nye Osmanniske Stat: Misak-i Milli og #New-Ottomans… Kolonialismens kultur er indbygget i den nationale partners tanker om retfærdighed og udvikling.

Under Bashar al-Assads deltagelse for første gang i det arabiske topmøde angreb han kraftigt Erdogan og beskrev han ham således: “Han bærer på en ekspansionistisk ideologi, der stammer fra den osmanniske æra, podet med en pervers broderskabssmag.”

Erdogan stræber efter, at år 2023 skal farves og blandes med blod, især efter at vi har nærmet os hundredåret for Lausanne, som faldt sammen med den 24. juni. Den koloniale tendens er stadig frisk hos tyrkiske nationalister. Besættelsen af ​​İskenderun, Afrin, Jarabulus , Al-Bab, Azaz, Idlib, Serêkaniyê og Girê Spi bør være en øjenåbner for dem, der vil kende Erdogans mål.

Kilder:

Ahmed Samir: Turkey looms once again with “Misak-i Milli”. ANHA, Hawar News Agency, 2. Juli, 2023.

Anonymous, 2023: Arshad al-Salihi. Wikipedia.

Anonymous, 2023: Iraqi Turkmen Front. Wikipedia.

Anonymous, 2023: Turkmeneli. Wikipedia.

Oversættelse og kommentarer:

Jesper Brandt