Tingene ser langt fra stabile ud i det mest stabile land i regionen. Og verden ignorerer det.

Af Asli Aydintasbas

Hvis 2016 bliver noget lignende det år, der netop er passeret, så har vi virkelig problemer.

Under verdens radar, har et alvorligt oprør været ulmende i Tyrkiets kurdiske regioner i månedsvis. I byerne er der sammenstød med tre eller fire ofre hver gang, og det er en daglig foreteelse. Ungdomsgrupper tilknyttet Kurdistans Arbejderparti (PKK) styrer dele af de større kurdiske byer, bekæmper regeringsstyrkerne for større autonomi. Og den tyrkiske regering reagerer med en barsk militær straf, der ikke kun er rettet mod militsen, men ender med at påvirke civile.

Tingene ser langt fra stabile ud i det mest stabile land i regionen.

Men på en måde er det faktum, at NATO’s næststørste hær er fuldt mobiliseret ved den syriske grænse i en krig mod 16-årige børn med AK-47’ere, som de har hugget ude i “befriede zoner” i deres kvarterer, så giver det næsten ingen dækning i internationale medier. Europæiske institutioner er glade over, at de sikrede sig aftalen penge-for-flygtninge med Ankara i november sidste år, og Washington er uvillig til at ændre noget i sit komplicerede forhold til den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.

Den tyrkiske regering har selvfølgelig været i gang med at bekæmpe PKK i årtier; og roen i løbet af de sidste par år var et resultat af fredsforhandlingerne mellem de to parter, der sluttede brat denne sommer. Hver side beskylder den anden for at have sluttet våbenhvilen, men sandheden er, at ingen af dem har ret meget kontrol over den katastrofe, vi er vidne til nu.

Selv for en årtiers lang krig, er dette et helt nyt niveau af eskalering. Forklaring følger. Meget af, hvad der skete i 1990’erne skete på landet mellem kurdiske guerillaer og hærenheder. Denne gang er det i byerne, lige så dødbringende, og langt mere eksplosivt.

For at være helt klar: Vi taler ikke om en træfning her eller der, dette er en konflikt mellem kampvogne, artilleri, snigskytter og kraftig beskydning i tæt befolkede områder. I sidste måned, sendte Undervisningsministeriet besked ud om at over 3.000 offentlige skolelærere, der gør obligatorisk tjeneste i de rastløse kurdiske byer skal forlade dem. Skolerne er lukket ned, og tusinder af studerende har ikke har adgang til uddannelse.

Og så er der de udgangsforbud, som varer i dagevis. Ifølge Tyrkiets Human Rights Foundation, har der været 52 intermitterende udgangsforbud i syv kurdiske byer, hvor 1,3 millioner mennesker bor, til tider varede de så længe som 14 dage. Organisationen sætter civile dødstal siden sommeren på 124.

En af Tyrkiets førende menneskerettighedsadvokater, Tahir Elci, døde i november, da han blev fanget i krydsild mellem politi og PKK militser i de bugtende gader i Diyarbakirs gamle bydel – det skete i samme øjeblik som han afsluttede et pressemøde, hvor han bad om en indstilling af fjendtlighederne i byområderne.

Jeg føler mig nervøs over at indrømme dette for mig selv, men nogle af de fotografier, der kommer ud af regionen har en foruroligende lighed med tidlige billeder fra Syrien i 2011 – med bygninger der bærer tegn på sidste nats konflikter eller røg, der stiger op i horisonten fra grå, beton-farvede byer.

At alt dette sker i et NATO-land, der for kort tid siden var vært for et G20-møde. Det er bemærkelsesværdigt.

Derfor er de tyrkiske mainstream medier tilbageholdende om begivenhederne. Du vil ikke læse meget i de tyrkiske aviser om det. Siden AKP vandt et imponerende flertal den 1. november har Tyrkiets Retfærdighed og Udvikling Partis (AKP) politik været yderligere at stramme skruerne på det, der er tilbage af landets frie medier, blokering af oppositionens netværk i radio- og tv-kabel nyheder, true mainstream medierne med retssager, undersøgelser og så videre.

Seniorer og tyrkiske redaktører og mediers ledere fortæller mig, at de er i konstant frygt for at blive beskyldt af regeringen for at lyde som om de har sympati for PKK. Dækningen er skæv og i retning mod tyrkisk nationalisme og den tapre indsats af sikkerhedsstyrkerne, med næsten ingen omtale af civile tab – som med eksempel omfattede en tre-måneder gammel baby og en fem-årig i sidste uge.

Der er intet menneskeligt ansigt på konflikten for de, der læser aviserne. Ingen interviews med beboerne der er fanget mellem sikkerhedsstyrker og PKK. Oven i det er begravelser af dræbte soldater heller ikke noget man skriver om af frygt for det vil opildne til anti-regerings følelser. Det er en af de mørkeste perioder for tyrkisk journalistik.

Baggrunden for, hvad der sker i de kurdiske områder er en samlet stigning i det anti-autoritære oprør i alle aspekter af det tyrkiske samfundsliv. Den islamistiske AKP var engang barn af et muslimsk demokrati og et håb om reformer, selv for sekulære demokrater som mig selv. I de første par år af AKP regeringstiden, for et årti siden, søgte Tyrkiet frem mod EU-medlemskab og tog vigtige skridt til at anerkende den kurdiske identitet i det offentlige rum og gennemførte imponerende demokratisering. Alt det stoppede, da Erdoğan hamstrede stemmer nok til at han ikke behøver at gå på kompromis med sekularister, intellektuelle, medierne, erhvervslivets eliten eller militæret. Han blev til en sunni udgave af hans nuværende nemesis, Vladimir Putin, ændrede det forfatningsmæssige system for at det kan rumme hans personligheds kult i en atmosfære af nationalisme og religiøsitet.

Uanset hvad der sker i det tyrkiske demokrati, så er landets “ejendomshandels værdi” nok for verden til at vende det blinde øje til de indenlandske kampe.

Ironisk nok er det stigende tidevand af illiberalisme faldet sammen med den anden bryllupsrejse i Tyrkiets forhold til Vesten. I disse dage hvor stabilitet overtrumfer demokrati i de internationale relationer kan Erdogans løfte om “stabilitet” ses som et aktiv for Tyrkiets vestlige allierede. I panikken om flygtningekrisen har europæerne været enige om at “relancerere” forbindelserne med Ankara.

Der har været et lignende tøbrud i forbindelserne med Washington siden Tyrkiet aftalte at tage en mere aktiv rolle i kampen mod ISIL og åbne sine baser for koalitionens fly. Uanset hvad der sker i det tyrkiske demokrati, så er landets “virkelige-stats-værdi” nok for verden til at vende det blinde øje til de indenlandske kampe. Ligesom i den kolde krigs tid.

Den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoğlu har lovet at “udrydde [terrorister] fra hus til hus og gade til gade,” men det synes ikke gennemførligt, medmindre hele befolkningscentre bliver tvunget til at migrere. Tyrkiets kurdiske spørgsmål kan ikke løses gennem militære midler alene og Ankaras venner rundt om i verden ville gøre klogt i at opfordre til en tilbagevenden til forhandlingsbordet, snarere end se Tyrkiet følge dens naboers vej til etnisk og sekterisk krigsførelse.

Dette er ikke en krig der kan vindes af den ene eller anden side, og der er ingen tvivl om, at PKK har en vis grad af støtte i Tyrkiets kurdiske områder. I de fleste kvarterer, hvor der pålægges udgangsforbud, er det pro-kurdiske parti HDP dem, der scorede over 90 procent ved valget.

Bag grænsen i Syrien, har et PKK-lignende parti etableret en selvstændig zone og eksperimenterer med selvstyre. Både i Irak og Syrien kæmper PKK-forbundne grupper (bestående af kurdiske frivillige fra Tyrkiet) mod ISIL sammen med koalitionsstyrkerne. På mange måder er dette den kommende fremtid for kurdere, og Tyrkiet må tilpasse sig denne virkelighed.

Kurderne er ikke en trussel – de er en begyndelsen til at opbygge vores demokrati.

For at være fair, begge parter er skyld i den nuværende opblussen af konflikten, og ingen regering ville tillade en væbnet milits at kontrollere dele af sine byer. Dette er, hvad PKK forsøger at gøre gennem sit sene “arabiske forår” i de kurdiske byer. PKK har brug for at forstå, at dens “revolutionære” væbnede kamp er et forældet koncept – og vil kun bringe ødelæggelse til kurdere og tyrkere.

Tyrkiet bliver mere autoritær, verden er ligeglade og det er kurderne, der er dør: Noget er galt med denne kalkulation. Den væbnede kamp er virkningsløs og påvirker legitimiteten af det kurdiske HDP som kurdisk medspiller. Dette er ikke godt for kurderne.

Ankara har at vende tilbage til demokrati, opdatere sine administrative strukturer, og genopfinde sig selv som en tyrkisk-kurdiske nation. En administrativ reform, der giver mere magt til de lokale regeringer – ikke kun i de kurdiske områder, men på tværs af Tyrkiet – kan ikke være en så dårlig idé alligevel. Men endnu vigtigere, den har brug for at genetablere statens rolige forhold til “kurderne.”

Kurderne er ikke en trussel – de er en begyndelsen til at opbygge vores demokrati. Tyrkiets fremtid og dets grænser er bedst sikret gennem en varig kurdisk fred. Tyrkere og kurdere er for sammenflettede – økonomisk, demografisk, kulturelt – til at gennemføre en uafhængig kurs.
I sygdom og sundhed, er vi bestemt til at leve side om side.

INFO: Asli Aydintasbas er journalist med base i Istanbul. Artiklen er oversat af Tommy Flugt.