Tyrkiets vigtigste oppositionsleder, Kemal Kılıçdaroğlu fra CHP, har på et pressemøde sagt, at Erdoğan “officielt er begyndt at råbe efter borgerkrig” med sin trusler om at ville bruge vold til at intimidere sine modstandere. Kılıçdaroğlus kommentar er kommet efter at Erdoğan har sagt: “De vil gå ud på gaden, skamløst og utrætteligt. Så I ikke den 15. juli? Som Folkealliance ville vi stille jer alle på foran os og jage jer af sted derhen, hvor I hører til.”
Tyrkiets vigtigste oppositionsleder Kemal Kılıçdaroğlu har kritiseret præsident Recep Tayyip Erdoğan, efter at sidstnævnte truede med at bruge vold for at skræmme sine modstandere fra at protestere mod ham og henviste til det mislykkede kupforsøg i juli 2016.
“Hej, du, der bor i præsident-paladset; når du ser de faldende stemmeprocenter, kan dine ører ikke længere høre, hvad din mund siger. I dag er du officielt begyndt at råbe efter borgerkrig” tweetede Kılıçdaroğlu tidligt den 5. januar.
“Denne nation ville ikke købe det budskab! Denne nation vil ikke spilde blod på gaderne, så du og din familie kan bo i paladserne,” sagde Kılıçdaroğlu.
“Vi sender dig og dine tjenere afsted med et valg. Og før vi giver dit palads til brug for studerende, vil vi åbne det for besøg af folket mellem kl. 10.00 og 20.00 hver dag i tre måneder. Børn, mødre, fædre, alle vil få at se, i hvilken slags pragt du har levet,” sagde han videre.
Kılıçdaroğlus bemærkninger kom efter at Erdoğan udstedte en advarsel til alle, der forbereder sig på at protestere mod regeringen. “De vil gå ud på gaden, skamløst og utrætteligt. Så I ikke den 15. juli? Som Folkealliance vil vi stille jer op alle foran os og jage jer afsted derhen, hvor I hører til. Vi ved, hvordan vi skal tale det eneste sprog, de forstår,” sagde Erdoğan til sine regerende parlamentsmedlemmer i Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) den 4. januar.
Tyrkiets økonomi har været i uro siden sidste år, da Erdoğan pressede centralbanken til at sænke renten. Landets årlige inflation steg til det højeste niveau siden 2002, viste officielle data d. 3. januar, drevet af valutakrisen.
Midt i den tiltagende økonomiske krise brød sporadiske protester ud rundt omkring i Tyrkiet i november. Borgerne har sagt, at deres købekraft er faldet enormt sammen med lønningerne. Oppositionen har indledt en række demonstrationer for at kræve et regeringsskifte.
Kılıçdaroğlu beordrer partimedlemmer til ikke at deltage i gadeprotester
I mellemtiden mødtes Kılıçdaroğlu med journalister i Ankara den 5. januar og besvarede en række spørgsmål. På spørgsmålet om, hvordan han vurderer Erdoğans henvisning til “kupforsøg den 15. juli 2016” sagde Kılıçdaroğlu, at hans partimedlemmer ikke vil gå på gaden for at protestere.
Han sagde, at han havde instrueret sine partimedlemmer til “ikke at lave en scene, ikke at gå på gaden, men vente på valget med tålmodighed.” Han sagde, at Erdoğan har “levet i en verden af drømme”, og at han havde konstrueret den myte, at CHP har opmuntret folk til at deltage i gadeprotester.
“Vi siger det alle steder, vi tager hen. Så vidt jeg forstår, vil hr. [Erdoğan] have, at vi går på gaden. Han vil presse os, presse os, men vi vil ikke gøre det. Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt gennem meningsmålinger,” sagde Kılıçdaroğlu.
Kilde: Turkish main opposition leader says Erdoğan officially began calling for civil war. DuvaR.english, 5. January 2022.
Oversættelse: Jesper Brandt