Af Memet Arsoy, Jesper Brandt og Villo Sigurdsson

Præsident Erdoğan er presset hjemme i Tyrkiet, både af økonomisk krise og af aftagende vælgerstøtte. Og han har i perioder ført en ret uforsonlig politik over for EU og i Mellemøsten. Det har gjort Erdogan og Tyrkiet mere isoleret end nogensinde før.

Alligevel tror Erdogan fortsat på holdbarheden af sine politiske, kommercielle og militære interesser sammen med Europa. Det har han hidtil også haft grund til: NATO-medlemsskabet har magtmæssigt været en stor fordel for Vesten. Økonomisk har en række europæiske lande haft omfattende (især våben-)handel med Tyrkiet. Og flygtningeaftalen har bundet EU tæt til Erdoğan.

Aftalen er også uhyre økonomisk lukrativ for Tyrkiet. Blandt langt den største flygtningegruppe, de ca. 3 mill. syrere, får kun 6-7% offentlig hjælp. Resten er overladt til sig selv.

I dag bor 85 % af syrerne i Tyrkiet ikke i lejre, men i lejelejligheder, hos slægtninge, i moskeer eller på gaden uden andet end det sundhedskort, de får udleveret som registrerede flygtninge. Og uden de rettigheder, som en flygtning opnår i eksempelvis Danmark.

For godt nok har Tyrkiet underskrevet FN’s Flygtningekonvention fra 1951 – men det er med den geografiske tilføjelse, at den kun gælder flygtninge fra Europa.

Juridisk er en syrisk flygtning derfor ’gæst’ i Tyrkiet og overladt til de personlige bånd, de er i stand til at skabe.

Erdoğan bruger desuden tilnærmelsen til Moskva som trussel mod EU og NATO. Som han siger:”Så længe jeg har disse kort på hånden vil EU ikke røre mig.”

Men verden ændrer sig hele tiden. Bl.a. fordi Erdoğans og den tyrkiske højrefløjs ekstreme politiske mål bliver stadigt klarere: Massiv undertrykkelse af menneskerettigheder, stadigt mere aggressiv forfølgelse af mindretal, især kurderne, og militær indblanding i de omkringliggende lande, særligt i de store områder, der har knyttet sig til det tidligere Osmanniske rige. Det har alt sammen skabt stigende tvivl om Tyrkiets reelle interesse i at tilnærme sig Europa, både i indland og udland.

I Tyrkiet er det nu kommet så vidt, at det største oppositionsparti, det socialdemokratiske CAP (”Det republikanske parti”) klart har givet udtryk for, at Erdoğan bevidst styrer mod skabelsen af en Islamisk Stat med centrum i Tyrkiet. Indicierne for en sådan strategi hober sig da også op dag for dag i den meget beskedne del af den tyrkiske presse, der af forskellige årsager ikke er underlagt regeringens kontrol.

Det har fået Erdoğan til at igangsætte en massiv kampagne omkring en forestående reform af menneskerettigheder og retssystemet i Tyrkiet, for at berolige Europæiske partnere op til et EU-topmøde i slutningen af marts.

Mange europæiske interesser vil givet stille sig positive overfor sådanne tilkendegivelser. Men de foreløbige analyser af ’reformen’ har hæftet sig ved dens luftige og ukonkrete karakter, der tilmed står i skærende kontrast til den voldsomt forøgede undertrykkelse af alle oppositionsgrupper i Tyrkiet, der samtidigt udvikler sig. På intet område anviser ’reformplanerne’ konkrete løsninger på disse tilbageslag.

USA var inviteret til det seneste topmøde i EU. Det måtte man have forventninger til. For Bidens nye administration er tæt besat af eksperter i Mellemøsten, der ikke mindst har et intimt kendskab til Tyrkiets rolle. For Præsident Biden er striden om Ruslands S-400 missiler vigtig, mens de handelsmæssige interesser spiller en mindre rolle for USA end for Europa. Men for den nye administration har netop menneskerettigheder, demokrati og et velfungerende retssystem til gengæld fået fornyet aktualitet, og for Biden er kampen mod Islamisk Stat slet ikke slut endnu. Det står endda tværtimod ganske klart for den nye administration, at Tyrkiet fortsat er nøglepunktet for koordinering af terrorvirksomhed fra Islamisk Stat og andre ekstreme islamiske bevægelser, der i mange tilfælde har vist sig at have været koordineret af den tyrkiske efterretningstjeneste MIT.

Samtidigt med, at Erdoğan søger at berolige Europa med ’reformplaner’, udbreder han i Tyrkiet stadigt mere konkrete planer for et kommende udvidet ’præsidentvælde’, baseret på Tyrkiets forfatning fra 1924. Den fastslog, at i Tyrkiet var ’statens religion Islam’. Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk, fik ændret denne bestemmelse i de efterfølgende år, for at sikre Tyrkiet som en moderne demokratisk ikke-religiøs stat (delvist efter fransk forbillede), og det har siden været grundlaget for det moderne Tyrkiet.

På et møde i regeringspartiet AKP for nyligt kritiserede Erdoğan socialdemokratiet (CHP) for at fornærme borgerne med begreber som ’Atatürkisme og modernitet’, og sagde: ”Det har ingen plads i Tyrkiets fremtid”. Men denne politiske afvisning gælder ikke blot det største oppositionsparti, det socialdemokratiske CHP. Det gælder også Tyrkiets 3. største parti, venstrepartiet HDP, med over 6 millioner vælgere. D. 17. marts i år indledte Tyrkiets statsanklager, efter kraftig påvirkning af Erdoğan og hans regeringskoalition, en retssag for at lukke HDP-partiet, anklaget for gennem sine medlemmer ”at ødelægge den tyrkiske stats enhed og angribe den tyrkiske stats integritet”. Det er altså realiteterne bag de ’demokratiske og retslige reformplaner’.

Det er stadigt værd at huske på, at Erdoğans AKP-parti har sin oprindelse i et Islamisk politisk Parti, der blev forbudt af den tyrkiske forfatningsdomstol i 1997, fordi den mente, at partiet forbrød sig imod adskillelsen af stat og religion – samt at AKPs regeringspartner, ultra-højrepartiet MHP (Den Nationalistiske Bevægelses Pari), i en række analyser er blevet beskrevet som et neofascistisk parti, bl.a. som følge af dets tætte tilknytning til en stribe stærkt voldelige militser, som f.eks. partiets ungdomsorganisation De Grå Ulve. Militserne er aktive både i Tyrkiet og i udlandet, og er bl.a. blevet forbudt i Tyskland, Østrig og Frankrig, hver gang fulgt op af skarpe protester fra den tyrkiske stat og regering.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.